I gennem tiden har der været utroligt mange danske fodboldspillere, der har haft et succesfuldt udlandseventyr. Dem vi husker bedst er spillere som Peter Schmeichel og Michael Laudrup. Men igennem de senere år har mange af de håbefulde danske spillere floppet i Europa. TotalBold.dk’s Ronni Bødker har stillet skarpt på de danske flops igennem de senere år, hvilket har mundet ud i denne top-20.

20. Peter Foldgast:

Foldgast fik sit gennembrud som fodboldspiller i sæsonen 2002/2003, men der skulle gå over en sæson mere, før han endelig blev solgt til udlandet, og det var til 2. Bundesliga-klubben Rot-Weiss Essen. Han blev i klubben i en sæson, hvor det blev til sølle 17 kampe og fire mål. Herefter vendte han hjem til Danmark, til en af sine ungdomsklubber, nemlig AGF, hvor han stadig spiller i dag.

Begrundelse: Peter Foldgast skiftede til et sekunda-hold i Tyskland, så spørgsmålet er, hvor meget man egentlig forventede af ham, men faktum er, at han kun spillede der i én sæson, hvilket giver ham 20. pladsen på listen.

19. Morten Skoubo:

Skoubo startede sin karriere i Ikast fS, kort inden fusionen med Herning Fremad og slog for alvor igennem i sæsonen 2001/2002, da han scorede 19 mål i 27 kampe for FC Midtjylland i superligaen. Dette opfangede man selvfølgelig i udlandet og kort inde i den efterfølgende sæson blev Skoubo solgt for et tocifret millionbeløb til Borussia Münchengladbach, for hvem han spillede 21 kampe i Bundesligaen i sin første sæson, men i anden sæson fik han kun syv kampe, hvilket resulterede i at han blev lejet ud til West Bromwich Albion i foråret 2004, dog uden succes. I sommeren 2004 hentede Brøndby IF angriberen hjem og i samarbejde med Johan Elmander, var duoen en stor del af succes for klubben i den sæson. Efter halvandet år i Brøndby blev Skoubo igen solgt for et tocifret millionbeløb, denne gang til spanske Real Sociedad, men efter en lovende start i klubben, har han været ramt af et hav af skader.

Begrundelse: Morten Skoubo havde ikke det bedste udlandseventyr i første omgang, men efter en succesfuld tur hjem, er han nu i gang med sit andet ophold, der startede en hel del bedre, men sidenhen er blevet ødelagt af for mange skader.

18. Kevin Stuhr Ellegaard:

Ellegaard var som ungdomsspiller et kæmpe målmandstalent, et talent han udfoldede i Søllerød-Vedbæk, KB og Farum BK, inden Manchester City i november 2001 hentede ham til klubben. Her var han ikke umiddelbart en del af A-truppen, men i sæsonen 2003/2004, var han andenmålmand i klubben, og på grund af skader hos David Seaman, fik han fire kampe i Premier League. Da han mente, han skulle have førsteholdsfodbold, valgte han at skifte til tyske Hertha Berlin i 2005, men desværre for ham, gik ønsket ikke i opfyldelse hos tyskerne heller. I hans to år i klubben, blev det til to kampe på førsteholdet og hele 31 kampe for klubbens andethold. Dette betød, at han valgte at forlade Hertha Berlin ved kontraktudløb, og han skiftede hjem til danske Randers FC i sommeren 2007, hvor han indtil videre har gjort det udmærket.

Begrundelse: Kevin Stuhr Ellegaard blev betegnet som et stort talent, da han tog af sted, noget der ikke blev slækket på i hans tid i Manchester City, selvom han aldrig rigtigt slog igennem der. Skiftet til Hertha Berlin indvarslede dog, at han skulle til at vise sit fulde potentiale, men selvom han blev førstevalg på det danske U21-landshold, var han ikke førstevalg i klubben. Så især hans skifte til Hertha Berlin placerer ham på 18. pladsen på listen.

17. Peter Sand:

Sand kendes bedst i udlandet, som værende Ebbe Sands tvillingebror, og de to Hadsund-drenge startede da også deres professionelle karriere sammen i Brøndby IF, men hvor Ebbe slog til i klubben, skiftede Peter i 1996 til noget mere upåagtet Ølstykke. Her spillede han i to år, inden han tog en tur til Fremad Amager i 1998/1999. I forsommeren 1999, blev der så præsenteret et fundament til et nyt storhold i det midtjyske, nemlig FC Midtjylland. Som den første store profil, havde man hentet Peter Sand fra begyndelsen af sæsonen 1999/2000. Han fik stor succes i klubben og blev der i to år, hvor det blev til 75 kampe og ti mål. Succes medførte at engelsk Barnsley hentede ham til klubben i oktober 2001, men med kun seks kampe og et enkelt mål, fik han aldrig rigtigt slået igennem i klubben og valgte allerede i 2002 at skifte videre til norske Stabæk, hvor andre danskere siden hen er flyttet. Han blev fast mand i de 2 ½ sæson han spillede der, inden han i 2004 valgte at skrive under med Sønderjyske Elitesport, hvor han var en vigtig spiller. Først i at klare oprykning fra 1. division og sidenhen i bestræbelserne på at blive i Superligaen. Han valgte dog allerede i 2005 at trappe lidt ned og blive spillende assisterende træner i SønderjyskE, et job han også bestred i AGF i det første halve år af 2007, da han stoppede sin karriere efter 2006/2007-sæsonen. Han er i dag at finde som assisterende træner for Ove Pedersen i netop AGF.

Begrundelse: Peter Sand er måske ikke den bedste danske fodboldspiller, der er taget til udlandet, men ikke desto mindre formåede han stadig ikke at slå igennem i hans forholdsvis korte tid i Barnsley, som jo hentede ham ud. At det så gik bedre i Stabæk, ændre ikke på at han stadig er at betragtes som et flop.

16. Hjalte Bo Nørregaard:

Nørregaard har i hele sin ungdom spillet i KB. Han fik sin debut i Superligaen for FC København allerede i 1999/2000-sæsonen, som førsteårssenior, men slog først for alvor igennem i 2003, blandt andet ved hjælp af ”mesterskabsmålet” på Brøndby Stadion samme år. Han nåede at spille 89 kampe og score 12 mål for Løverne, inden han i 2005 skiftede til hollandske Heerenveen. Men selvom han fik 17 kampe, udeblev succesen, da træneren fejlagtigt troede at han var angriber. Så bare et år efter skiftet til Holland, vendte han hjem til det han kendte, nemlig FC København, hvor han igen er fast inde på midtbanen.

Begrundelse: Da Hjalte Bo Nørregaard rejste udenlands, var han en af de store profiler i Superligaen, fast mand for Danmarks bedste fodboldhold, og der var derfor store forventninger til ham. Disse forventninger blev langt fra indfriet og han vendte hjem i 2006, for at indtage den plads han forlod. Et år for et midterhold i Æresdivisionen, uden at være fast mand, må betegnes som et flop.

15. Jesper Christiansen

Christiansen startede karrieren i fødebyen Roskilde, men skiftede til Ølstykke i 1998, hvor det blev til fire kampe. Herefter skrev han kontrakt med OB, for hvem han var andenmålmand for legendariske Lars Høgh, indtil denne stoppede sin aktive karriere i 2000. Herefter overtog Jesper Christiansen målet i Odense, hvor han nåede 12 kampe, inden han blev headhuntet til Glasgow Rangers, der stod og manglede en god målmand til deres Champions League-kampe, da de normale målmænd var skadet. Men da Stefan Klos vendte tilbage fra skade, røg Jesper Christiansen ud af start-elleveren. Her forblev han, og det medførte at han skiftede til Vejle BK på et låneaftale. Her fik han stor personlig succes, som blandt andet medførte at han blev udtaget til den danske VM-trup i 2002, selvom klubben rykkede ned fra Superligaen. Herefter valgte han at skifte til Wolfsburg, hvor han dog aldrig fik en eneste førsteholdskamp.

I januar 2004 valgte han at vende hjem til Danmark, efter hvad man kan kalde begrænset succes i Skotland og Tyskland. Han skrev nu kontrakt med Viborg FF, der netop havde sendt Arek Onyszko til OB. Her fik han igen succes og blev igen udtaget til det danske landshold, for endelig at få debut mod Finland i 2005. Efter at have været fast mand for Viborg FF i halvanden sæson, skiftede han til FC København, som han siden har været med til at gøre til dansk mester to gange og ført ind til Champions League en gang.

Begrundelse: Jesper Christiansen blev hurtigt efter debuten i OB, betegnet som et stort talent, og der var da også megen snak om det ville være et godt eller skidt skifte, da han tog til Skotland, for at spille for Glasgow Rangers. Som vi nu ved, var hverken hans skifte til Rangers, eller hans udlejning til Wolfsburg nogen succes, især udlejningen var et kæmpe flop. Det giver ham en 15. plads på denne liste.

14. Peter Graulund:

Graulund startede sin karriere i Vejle BK, hvor det blev til næsten 100 kampe, inden han i 1998 skiftede til Danmarks største fodboldklub på daværende tidspunkt, Brøndby IF. Han havde i starten svært ved at slå igennem, hvilket betød, at han kun fik cirka 1/3 af alle Superliga-kampe for Brøndby i hans to første år. Men i 2000/2001 fik han endelig chancen, hvilket han kvitterede med, ved at blive Superliga-topscorer i sæsonen, med 21 mål. Det fik den tyske 2. Bundesliga-klub, Bochum, øjnene op for, og de hentede ham til klubben for omkring ti millioner kroner, men han blev aldrig rigtig en succes, med fem mål i 21 kampe på 1 ½ år. Derfor lejede klubben ham i 2003 ud til AGF, hvor han fandt spilleglæden tilbage. Han skiftede dog til Helsingborg i 2004, efter at hans lejeaftale med AGF var færdig og først i 2006 hentede AGF ham permanent til klubben.

Begrundelse: Peter Graulund kom som topscorer fra Superligaen og skulle forsøge at efterfølge Ebbe Sand, der to år forinden, var taget af sted til Bundesligaen, med de samme forudsætninger som Graulund. Men i modsætning til Ebbe Sand, blev han ikke en succes fra starten, han blev faktisk ikke en succes overhovedet. Han fik dog bedre succes i Sverige, hvilket gør, at han ikke er højere oppe på listen, men hans flop i Bochum giver ham en 14. plads.

13. Stephan Andersen:

Andersen spillede i sin ungdom i Hvidovre og Brøndby IF. To klubber han senere hen skulle spille for som professionel. Han valgte i 2000 at skifte fra Brøndby IF tilbage til Hvidovre, hvor han fik sin første professionelle kontrakt, men da Peter Schmeichel trak sig ud af klubben, skulle Stephan Andersen også væk, da klubben ikke havde råd til at beholde ham. Men allerede her havde man set hans store talent, hvilket også betød, at han var førstevalg til målmandsposten på U21-landsholdet. Selvom flere klubber var interesseret i ham, endte han i AB, der på det tidspunkt lå i toppen af Superligaen. I sin tid i AB blev han kåret til Årets U21-talent i 2003, som den første målmand, og han fik sin A-landsholdsdebut mod Spanien i marts 2004. Dette betød, at han valgte at tage til udlandet, og valget faldt på Charlton. Hans tid i Charlton var ikke verdens bedste, hvilket også vises af hans bare sølle 17 kampe i Premier League fra sommeren 2004 til januar 2007. Han valgte derfor i 2007 at skifte hjem til Danmark igen, hvor han sluttede sig til sin tidligere klub, Brøndby IF, hvor han stadig spiller i dag. Hans start i klubben blev ikke som forventet, men han er ved at spille sig tilbage nu.

Begrundelse: Stephan Andersen tog af sted fra AB som et af de største målmandstalenter i lang tid i Danmark, hvilket gjorde at man havde store håb for den unge sjællænder. Selvom det blev til få kampe i Premier League, men nogenlunde succes, slog han aldrig for alvor sit navn fast i det britiske. Han vendte derfor hjem til Danmark i 2007 for at få mere spilletid. Derfor er han nummer 13.

12. Anders Due:

Due startede sin karriere i Nykøbing Falster Alliancen, hvor han spillede tre år i træk, inden han skiftede til FC Nordsjælland i 2005. FC Nordsjælland vandt kampen om ham med flere andre Superliga-klubber, inklusiv AGF og Brøndby IF. Her fik han stor succes, især i det første halve år, hvor det blev til 12 assister og to mål. Dette banede vejen for et skifte til Vitesse Arnhem i sommeren 2006, som købte ham for omkring 10 millioner kroner.

Vitesse havde øjensynligt spottet ham i forbindelse med scouting-arbejdet på Mads Junker, der var skiftet fra netop FC Nordsjælland til Vitesse i vinteren 2006. Men der var knapt så megen succes for Due i det hollandske, selvom det blev til 17 kampe i Æresdivisionen, var der kun syv af disse, hvor han fik fuld spilletid. Hvilket betød, at Anders Due ville væk fra Holland i sommeren 2007, hvor han selv nævnte Brøndby IF som den mest sandsynlige klub, men han endte altså med at skifte til AaB, hvor han spiller i dag.

Begrundelse: Anders Due var en vigtig spiller for FC Nordsjælland, inden han tog af sted til Holland, men derned gik det ikke som hans holdkammerat fra Danmark, Mads Junker, der nyder fin succes. Due valgte selv at vende hjem til Danmark efter kun én sæson i udlandet, hvilket må være en erkendelse af, at man har floppet.

11. Christian Keller:

Keller startede sin karriere i Vejle BK i 1998 og spillede i klubben frem til 2002, da Viborg FF valgte at smide cirka en halv million til Vejle i bytte for ham. Han spillede i Viborg FF indtil hans kontrakt udløb i 2005, hvorefter han højst overraskende fik en kontrakt i hus med Torino, der netop var rykket op i Serie A. Men på grund af finansielle problemer blev Torino tvangsnedrykket til Serie B, hvor han nåede at spille et par kampe for klubben, inden SS Lazio i august 2006 hentede ham til klubben. Han spillede for Lazio i et år, hvor det blev det sølle syv Serie A-kampe, inden han skiftede Støvlelandet ud med de norske fjelde, da han skrev kontrakt med Stabæk, hvor han stadig er at finde i dag.

Begrundelse: Christian Kellers skifte til Torino kom som en overraskelse, endnu mere at han senere skiftede til Lazio, hvor han aldrig fik vist, hvorfor man hentede ham til Serie A, da det kun blev til få kampe. Han har siden hen dog etableret sig i Stabæk og er derfor nummer elleve på listen.

10. Peter Skov-Jensen:

Skov-Jensen startede sin professionelle karriere i Esbjerg fB i 1990, der dengang spillede i 2. division, men var med til at føre dem op i 1. division, inden han skiftede til ligarivalerne, Herning Fremad i 1997, for hvem han spillede fast, indtil klubben fusionerede med Ikast fS, og blev til FC Midtjylland. Han blev førstevalg i FC Midtjylland og var med til at føre dem op fra 1. division til Superligaen, hvor det blev til bronze-medaljer i første sæson, blandt andet ved hjælp af årets bedste forsvar. Han havde stor succes i sine seks år i det midtjyske, hvilket resulterede i fire kampe på det danske landshold. I januar 2005 skiftede han den trygge tilværelse i FC Midtjylland ud med drømmen om et succesfuldt udlandseventyr, i tyske VfL Bochum. Men med bare 29 optrædener på 2 ½ år, slog Skov-Jensen aldrig rigtig igennem, selvom han ved flere lejligheder rangerede som førstemålmand i klubben, men alle gange var det bare for en kortere periode. Han valgte i sommeren 2007 at skifte til norske Sandefjord, hvor han var i et halvt års tid, uden at få spilletid på førsteholdet. I januar 2008 skiftede han så hjem til Danmark, hvor han i dag spiller som amatør i Køge Boldklub.

Begrundelse: Peter Skov-Jensen slog igennem i en sen alder, men formåede at holde et højt niveau, både for FC Midtjylland og på det danske landshold. På trods af dette, fik han aldrig slået ordentligt til i Bochum, ej heller i Sandefjord, hvilket har betydet at han er røget lidt i glemslen igen.

9. Carsten Fredgaard:

Fredgaard startede sin karriere i Lyngby FC, hvor han slog sine folder fra ungdomsårene og indtil sæsonen 1998/1999, hvor han bl.a. scorede 16 mål i Superligaen og fik sin A-landsholdsdebut. Denne imponerede sæson gjorde at Sunderland hentede ham og gav ham hans første fuldtidsprofessionelle kontrakt, men han fik aldrig slået igennem i det engelske. Han fik kun én Premier League-kamp for Sunderland i hans toårige periode i klubben, han fik dog i alt ti kampe i The Championship, fordelt med fem kampe for både Bolton og West Bromwich Albion. Han vendte i 2001 hjem til FC København, men efter bare halvandet år i klubben blev han lejet ud til FC Nordsjælland og senere hen Randers FC, som han senere skiftede til på en fri transfer og der spiller han stadig i dag.

Begrundelse: Carsten Fredgaard viste at han havde talentet inden han skiftede til Sunderland, men han kunne ikke bevise det i England, så han faldt igennem. Han har dog siden spillet fint for både FC København og Randers FC.

8. Rune Pedersen:

Pedersen har spillet for både det danske U16-, U17-, U19- og U21-landshold. Han startede sin karriere i FC København, hvor han fik sin debut i 2000. Sidenhen holdte han både Sveriges Magnus Kihlstedt og Norges Thomas Myhre fra førsteholdet, og han var en del af de hold, der vandt det danske mesterskab i 2001 og 2003, men da han valgte at sige nej til FC Københavns kontraktforlængelse, var han på en fri transfer pr. 1. januar 2003. Han var herefter til prøvetræning i Chelsea FC, men da der ikke faldt en kontrakt af, skiftede han i stedet til italienske Modena, hvor han aldrig fik succes. Han blev derfor sendt på fri transfer allerede i sommeren 2003 og endnu engang havde han en mislykket prøvetræning i Portsmouth. Han vendte derfor hjem til Danmark, hvor han skrev kontrakt med AGF. Her var han i starten Steffen Rasmussens substitut, men i april 2004 fik han endelig sin debut for AGF. Efter 2004/2005-sæsonen stoppede Rune Pedersen i AGF, efter interne stridigheder, og efter en tredje prøvetræning i England, fik han endelig sin kontrakt, nu med det tidligere storhold Nottingham Forrest. Han fik i starten god succes, men da det normale førstevalg blev klar igen og man lejede en ny målmand, blev han nu kun tredjevalg. I hans anden sæson i klubben, blev det til meget få optrædener, så da hans kontrakt udløb i sommeren 2007, skiftede han hjem til Danmark, hvor han i dag optræder for Lyngby BK i Superligaen.

Begrundelse: Rune Pedersen er nummer syv på denne liste, da han flere gange har forsøgt sig med fodbold i udlandet, men aldrig rigtigt har slået igennem og hver gang er kommet til en lavere rangerende klub i Danmark. Størst succes i udlandet havde han i Nottingham Forrest, uden at det var nogen speciel succes. Samtidig har han, som nævnt, spillet på en del af de danske ungdomslandshold, og han har derfor haft talentet, som desværre er blevet en smule spildt.

7. Jørgen Nielsen:

Nielsen fik sin førsteholdsdebut allerede som 15-årig i 1986, men vi skulle helt frem til 1993/1994 før han fik sin debut i Superligaen, dengang var det for Næstved IF. Året efter skiftede han til Ølstykke, hvor han var fast mand i målet, inden Hvidovre kaldte på ham i sæsonen 1995/1996. Her havde han så meget succes, at engelske Liverpool FC hentede ham i 1997, som gardering for førstevalget David James. Fem år fik Jørgen Nielsen i Liverpool FC, og hans trøje fik faktisk debut på førsteholdet, men det var bare med Steve Staunton, der var indeni, Jørgen Nielsen selv, spillede aldrig en kamp for klubben. Dog fik han otte førsteholdskampe som udlejet til Ikast fS, i hans tid i Liverpool FC.

I 2002 skiftede han hjem til Danmark, for at spille for Farum Boldklub. Det blev til en enkelt sæson for det nordsjællandske hold, inden han opholdte sig lidt i HIK, for at tage videre til BK Frem. Her spillede han indtil sidste sommer, hvor han valgte at stoppe karrieren, men i vinteren 2008, fik klubben ham overtalt til at vende tilbage som førstemålmand.

Begrundelse: Jørgen Nielsen fik i 1996 det gyldne bur, hvilket beviser, at han altså var en god målmand, da han blev solgt til Liverpool FC. Da han kun fik otte førsteholdskampe (alle som udlejet til Ikast fS) i hans tid i England, og hans talent blev aldrig udviklet til dets fuldeste. Sidenhen har han spillet for mindre danske klubber, senest altså BK Frem.

6. Peter Degn:

Degn startede sin professionelle karriere i AGF, hvor han for alvor slog igennem i 1996/1997. Han var en vigtig mand i AGF i de næste 2 ½ år, hvorefter hans succes medførte et skifte til den engelske Premier League-klub, Everton FC. Dette skifte var dog ikke den store succes, da han og manager Walter Smith ikke kunne sammen. I det halvandet år han tilbragte i Everton, blev det derfor kun til fire optrædener i Premier League og han valgte at skifte hjem til AGF på en halvårlig lejeaftale i 2000, men vendte tilbage til Everton, hvor han ingen spilletid fik i Premier League det sidste år han tilbragte der. I 2001 hentede Brøndby IF ham så hjem til Danmark på en permanent kontrakt, men heller ikke her, kunne Peter Degn slå igennem, og efter en sæson med kun tre optrædener på Superliga-holdet, blev han lejet ud til Vejle BK, hvor han spillede i halvandet år, inden Silkeborg IF købte ham på en fri transfer i vinteren 2004. Han nød dog pæn succes i sin tid i Vejle BK og han har da også været fast mand i sin tid i Silkeborg IF.

Begrundelse: Peter Degn spillede utroligt mange ungdomslandskampe, og der var set en stor fremtid for AGF-drengen, men efter nedturen i Everton, nåede han aldrig fordoms styrke, hvilket har betydet, at han sidenhen kun har fået spilletid i klubber, der har kommet i andet eller tredje lag, i dansk fodbold.

5. Mikkel Thygesen:

Som ungdomsspiller spillede Mikkel Thygesen først i Greve og siden i Brøndby IF, men hans første professionelle kontrakt fik han i Valby-klubben Frem BK, hvor han spillede de første år som senior, inden han i 2004 skiftede til FC Midtjylland. Her blev han hurtigt en succes, og i 2006 medførte det, at han fik debut på A-landsholdet, i en kamp mod Tjekkiet. I januar 2007 valgte FC Midtjylland at sige ja tak til tilbud fra både Borussia Münchengladbach og Alemenia Aachen, men Mikkel Thygesen valgte at skifte til førstnævnte. Til hans store uheld blev træneren, der hentede ham til klubben, Jupp Heynckes, fyret kort tid efter og den nye træner fandt aldrig rigtigt ud at bruge ham på den rigtige plads, han troede fejlagtigt at Mikkel Thygesen var frontangriber. På grund af dette valgte han i sommeren 2007 at skifte hjem til FC Midtjylland igen, hvor han igen nyder stor succes, så spørgsmålet er bare hvornår han prøver udlandet igen.

Begrundelse: Mikkel Thygesen er nummer fem på listen, da han godt nok fik spillet nogle få kampe i Tyskland, men på grund af trænerfyringer og misforståelser omkring, hvor han skulle spille på banen, slog han ikke igennem og valgte efter et halvt år, at takke ja, til at vende hjem til FC Midtjylland.

4. Esben Hansen:

Hansen er et produkt af LFA’s ungdomsafdeling og han skiftede i 2002 til OB. Her spillede han nogenlunde fast fra 2002 til 2007, hvor han især i de sidste tre sæsoner i klubben var en vigtig figur. Han succes for OB fik Kaiserslautern i den næstbedste tyske række, til at hente ham for omkring 1,5 millioner kroner i sommeren 2007, men selvom der var store forhåbninger til ham og hans skifte medførte debut på det danske A-landshold, fik han aldrig slået igennem og vendte i januar 2008 tilbage til OB.

Begrundelse: Esben Hansen fik aldrig slået igennem i hans halve år Kaiserslautern i den næstbedste tyske række, og vendte hjem til den klub han kendte ved først givne lejlighed, dette giver ham en fjerdeplads på listen.

3. Kim Christensen:

Christensen startede sin karriere i Lyngby FC, hvor han spillede indtil sæsonen 2001/2002, hvor han blev solgt til Hamburger SV i den tyske Bundesliga. I hans tid i Lyngby blev det til 64 kampe og 18 mål, hvor især sæsonen 2000/2001 var succesfuld, med 33 kampe og ti scoringer. Succes blev dog ikke overført til HSV, hvor det meste af tiden blev brugt på andetholdet, hvor det blev til 24 kampe i to sæsoner, hvorimod han kun fik 12 kampe for førsteholdet. Han valgte herefter at skifte til den hollandske Æresdivision, hvor Twente stod klar med en kontrakt. Her fik han igen en smule succes, da han fik 53 kampe og lavede ti mål, de to år han var i klubben. Herefter valgte han at skifte hjem til Danmark, da de forsvarende danske mestre fra Brøndby IF stod klar med en kontrakt, men han fik heller aldrig slået igennem på Vestegnen, så efter halvandet år i Brøndby, tog han til OB, for hvem han nåede at spille 23 Superliga-kampe og score fire mål, inden han blev vejet og fundet for let. Barnsley valgte at købe ham fri i Odense i sommeren 2007, men efter en god start i klubben, er han nu frosset fuldstændigt ude, hvilket bl.a. kan ses i hans egne udtalelser omkring at han ikke altid får lov at spille med til træning.

Begrundelse: Kim Christensen har nu prøvet i to forsøg at få succes i udlandet, første gang slog det fejl i Hamburger SV, hvor han dog fik oprejsning i Twente, men sidenhen har han floppet endnu mere i engelske Barnsley, hvor han altså end ikke må træne med truppen hver gang. Dette giver ham tredjepladsen på listen.

2. Mads Jørgensen:

Han startede sin karriere i AGF, men blev i 2001 solgt til Brøndby IF, hvor han fik stor succes, hvilket blandt andet betød, at han kom på landsholdet, og var sammen med broderen Martin Jørgensen, det næste brødrepar, efter Michael og Brian Laudrup, der spillede samtidig på landsholdet. I 2003 skiftede han så til italienske Ancona, der lå i Serie A på daværende tidspunkt, men han slog aldrig rigtigt igennem og skiftede allerede i januar 2004 til norske Stabæk, hvor det gik lidt bedre, hvilket fik hans gamle klub, Brøndby IF, til at hente ham hjem til Danmark i 2005, hvor han igen fik lidt succes. Han var bl.a. med til at vinde ”the double” i 2005 med Brøndby IF. Sidenhen er han, bl.a. pga. skader, en af de spillere, der er blevet ofret på Vestegnen, grundet krisen, og han skiftede i januar 2008 til barndomsklubben AGF. Mads Jørgensen meddelte d. 11. april 2008, at han ved sæsonen 2007/2008’s afslutning også stopper sin fodboldkarriere på topplan, på grund af skader. Meddelelsen betyder, at hans sidste klub bliver barndomsklubben AGF, hvor han også startede karrieren i 1997.

Begrundelse: Mads Jørgensen bliver nummer to på denne liste, da han var en vigtig brik for Brøndby IF, da han spillede der første gang, hvilket bl.a. indebar en landsholdsplads. Efter skiftet til Ancona blev han aldrig den samme fodboldspiller igen, til dels var skader dog skyld i det, men da han havde talentet inden, må hans udlandseventyr betegnes som et flop.

1. Jimmy Nielsen:

Nielsen startede egentlig sin professionelle karriere i Millwall FC i 1995, men da vendte hurtigt hjem igen, til AaB denne gang. Han blev i 1997 førstevalg mellem stængerne i det ålborgensiske, hvor han spillede samtlige Superliga-kampe fra sæsonen 1997/1998 til sæsonen 2006/2007, en periode hvor han bl.a. vandt det gyldne bur to gange (1998 og 2004) og det danske mesterskab én gang. I 1998/1999. I 2007 valgte han at skifte de vante rammer i AaB ud med en ny engelsk klub, nemlig Leicester City i The Coca Cola Championship, men han fik aldrig en førsteholdskamp og vendte derfor allerede i januar 2008 hjem til Danmark igen, men denne gang i den modsatte ende af Jylland, nemlig i den ambitiøse 1. divisionsklub, Vejle BK.

Begrundelse: Jimmy Nielsen må betegnes som det største flop, da han kom fra en fast plads på et af Danmarks bedste fodboldhold, til ingen kampe at få i den næstbedste engelske række og bare et halvt år senere at vende tilbage til Danmark, for at spille i den næstbedste danske række. Dette er nok til at give ham en førsteplads på denne liste.

ER DU ENIG MED RONNI BØDKER OMKRING LISTEN,

ELLER ER DU LODRET UENIG – DEBATÉR HER.