TotalBold.dk’s skribent Espen Bidstrup har påbegyndt vores artikelserie omkring ærkerivaler. Den første artikel i rækken er omkring forholdet mellem de to spanske giganter, Real Madrid og FC Barcelona.

Det er kampdag mellem Real Madrid og FC Barcelona. Kampen er årets højdepunkt og kulminationen på måneders skriverier i pressen. Der er dem og os. Stadion minder om et romersk Colosseum, hvor der overalt er larmende og febrilske tilskuer.

Hos de ellers så almindelige borgere er et vildt og dyrisk blik kommet frem hos hver enkelte. Stadion koger. De forventningsfulde tilskuere har en ting for øje. Blod. Spillerne, tilskuerne og seerne er alle bevidste om den specielle atmosfære, der på ny igennem 90 minutter drager dem gennem historiens vingesus. I dag skal fortidens synder betales tilbage.

Arvefjende opgøret mellem Real Madrid og FC Barcelona har altid været et stort opgør og kaldes med rette ”El Clasico”. Opgøret ulmer hver eneste gang af politiske undertoner. Disse undertoner stammer blandt andet fra borgerkrigen i perioden 1936-39, og den efterfølgende tid med en diktatorisk leder, der ikke skyede nogle midler for at opnå målet. Denne leder var Franco. Han var en leder med ekstremt konservative og katolsk funderet overbevisninger.

Hans politik og ideologi kaldtes Frankisme og lagde sig tæt op af fascismen. Da Franco kom til magten efter borgerkrigen, indførte han betydelige stramninger, der havde alvorlige konsekvenser for blandt andet Catalonien. Catalonien, som er den region hvori Barcelona ligger, har altid haft et stærkt behov for selvstændighed, hvor man er catalaner, før man er spanier.

Ideen om et selvstændigt Catalonien var dog uacceptabel for Franco. Han undertrykte den catalanske identitet, det var dog umuligt at fjerne den stolte lokalpatriotiske ånd. Denne undertrykkelse kom blandt andet til udtryk ved at det catalanske sprog blev forbudt. Derfor var det eneste sted, man kunne tale catalansk uden frygt, Camp Nou.

Her var det nemlig vanskeligt for politiet at finde frem til, hvor de politiske tilråb kom fra. FC Barcelona og Camp Nou blev derfor gjort til genstand for den catalanske stolthed, og det blev således den eneste arena, hvor man offentligt kunne give udtryk for stoltheden til Catalonien og trangen til selvstændighed.

Franco formåede dog, til trods for modstanden, at samle hele Spanien under et fælles styre. Dette styre fik hovedsæde i Madrid, hvorfra landet skulle regeres. Real Madrid har derfor i mange år efter fremstået som magthavernes og undertrykkernes klub.

I Cataloniens terminologi er forholdet mellem FC Barcelona og Real Madrid den klassiske historie om den lille stolte region, der kæmper mod overmagten. David mod Golliat. I et madrilensk perspektiv er der ingen tvivl om, at Francos metoder var hårdhændet, men alligevel er der en vis forståelse for nødvendigheden af, at kæmpe imod separatistbevægelser, der ønskede at splitte det stolte kongerige Spanien ad i mindre fraktioner.

Kampen i dansk sammenhæng

I Danmark har det længe været kendt i fodboldkredse, at denne kamp er noget særligt. Den store fokus på klubbernes rivalisering i dansk sammenhæng opstod, da Michael Laudrup spillede i Spanien. Kampene vækker sågar nostalgiske minder fra en svoren tid, hvor en af verdens bedste fodboldspillere kom fra Danmark. Disse kampe har derfor i fodbold-Danmark også fået en ganske central betydning.

Det er en af de kampe som man må se, og i en vis grad optages rivaliseringen, omend i noget mindre grad, også af danske fodboldentusiaster. Man drages af det åbenlyse drama, der udspiller sig i fjernsynet foran en, man fascineres af den åbenlyse passion, der forbindes med disse kampe og imponeres af det faktum, at disse spillere er blandt de bedste i verden.

Rivaliseringen i nyere tid

”El Clasico” lever den dag i dag i bedste velgående. Med jævne mellemrum sørger spillere, præsidenter og fans fra de to mandskaber, for at kaste benzin på bålet.

Hvem husker ikke de uheldige udtalelser fra Samuel Eto’o, der i et euforisk øjeblik, efter at Barcelona havde sikret sig mesterskabet, skreg ud til tilhængerne ”Madrid, Cabron, saluda el campeon”, hvilket betød ”Madrid, I dumme svin, hyld mesteren”.

Den anden vej har der været flere episoder, hvor Real Madrids fascistoide fanklub Ultras Sur, er kommet med racistiske tilråb mod netop Eto’o blandt andet i form af abe-lyde.

Der er ingen tvivl om, at kampene i dag stadig vækker vrede og harme fra fortiden. På hver side er afskyen og hadet stadig inkorporeret i den enkelte person. Det at forstå sin egen identitet handler i lige så høj grad om distanceringen og hadet til de andre. Derfor er disse kampe indiskutabelt forbundet med mere, end blot to af verdens bedste hold, der mødes. Holdene repræsenterer Cataloniens og Madrids stolthed og ære.

De spillere, der går på banen i disse opgør kæmper ganske vist ikke kampe på liv eller død, som datidens gladiatorer. Men der er alligevel ligheder, eftersom spillerne udkæmper en metaforisk og våbenløs krig, der forfølger og har konsekvenser for de implicerede langt ud over de 90 minutter. Dette er ikke blot en fodboldkamp. Det er en del af europæisk historie, der udspiller sig direkte for øjnene af alle, der ser kampen.