Наши партнеры

Menu



Michael Laudrup træt af at vente på kontrakten

Spansk fodbold

Ifølge TV2 melder de seneste rygter i Madrid, at Michael Laudrup er træt af at vente på, at de to præsidenter når til enighed, så danskeren kan afløse tyskeren Bernd Schuster i trænersædet.

Michael Laudrup har ifølge rygter i Spanien mistet tålmodigheden, og derfor kan han meget vel være på vej til USA, hvor han skal holde ferie, hvorefter han vil vende tilbage til Getafe for at blive præsenteret som ny træner for klubben, når de to madrilenske klubber er nået til enighed.

Den manglende afklaring i sagen skyldes sandsynligvis en lille økonomisk byrde, hvor Real Madrid efter sigende ikke er interesseret i at betale Getafe godt 3,5 millioner kroner for at købe Bernd Schuster fri af sin kontrakt.

De to klubbers præsidenter Getafes Ángel Torres og Real Madrids Ramon Calderón er ikke just på talefod. Ramon Calderón har endnu ikke ringet til Ángel Torres, for at finde frem til en løsning omkring at få Bernd Schuster løst fra kontrakten, derfor trækker Laudrups skifte ud.

Torres har tidligere meldt ud, at det ville tage få minutter at finde en løsning, men det har ikke fået Ramon Calderón op ad stolen, derfor er de få minutter blevet til dage.

Real Madrid mener, at Schuster selv må klare sig ud af den økonomiske byrde, hvis han vil være træner for kongeklubben.

Der er dog ingen panik hos Michael Laudrups agent, Bayram Tutumlu. Han frygter ikke, at danskeren ikke kommer til at overtage trænersædet i Getafe, han understreger blot at de afventer.

Ifølge Tutumlu er Getafes præsident Ángel Torres en mand af ære, og derfor holder han sine aftaler, og denne skulle ikke være nogen undtagelse.

“Ángel Torres er en mand, man kan stole på. Han holder sit ord, ligesom Michael. Han har stor respekt for Michael og er sikker på, at han kan gøre et godt stykke arbejde her sammen med John Faxe og Erik Larsen,” fortalte Tutumlu til TV 2 Sporten.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu