Efter en enkelt kamp hos sin vietnamesiske klub blev Denilson skadet, og han har nu valgt at forlade klubben.
Den vietnamesiske fodboldliga er formodentlig ganske ukendt for de fleste danske og internationale fodboldtilhængere. Det vakte derfor også en vis opsigt, da Denilson tidligere på måneden blev præsenteret som ny spiller hos Hai Pong Cement FC.
Denilson var dog skadet og gik glip af de første kampe, men fik spillet en enkelt kamp for klubben. Efterfølgende brød hans skade op igen, og brasilianeren valgte derfor at forlade klubben. Det forlyder ikke, hvorvidt han har fundet en anden klub, eller om han i en alder af 31 år overvejer at stoppe karrieren.
Tilbage i 1998 spillede Denilson på det brasilianske landshold med blandt andre Ronaldo og Ronaldinho. Denilson blev spået en stor karriere, der kulminerede, da han på baggrund af en fantastisk præstation ved Copa America i 1997 kom til europæisk fodbold året efter. Real Betis købte ham fra Sao Paulo FC for cirka 220 mio. kroner, hvilket gjorde ham til verdens dyreste fodboldspiller.
Denilson slog dog aldrig igennem som de andre stjerner, hvilket skiftet til vietnamesisk fodbold også vidner om.
Skriv et svar