TotalBold.dk fejrer DBU’s 100 års jubilæum igennem en artikelserie, som er udarbejdet af TotalBold.dk’s skribent, Ronni Bødker. De kommende dage vil vi bringe en artikel, som strækker sig fra begyndelsen af historien og til i dag.

Dansk Boldspil Union

Dansk Boldspil Union, DBU, blev oprettet d. 18. maj 1889, og er i dag det ældste nationale fodboldforbund udenfor de britiske øer, et halvt år ældre end det hollandske forbund KNVB. Det skete for at fremme boldsport i Danmark, der på det tidspunkt primært var cricket, med fodbold som en biting. Der var 86 inviterede foreninger til den stiftende generalforsamling, alle havde cricket på programmet, men i sagens natur havde flere af klubberne også fodbold på programmet. Dog mødte kun 26 foreninger op til den stiftende generalforsamling, 21 fra København og fem fra Jylland.

Den første formand for DBU, en af stifterne, var ikke en fodboldens mand. Frederik Joachim August Markmann, der var tidligere cricket- og tennisspiller, der blandt andet også havde haft en formandsperiode i KB. Markmann havde tre år før, sammen med E. Wescher, Ludwig Sylow og Holger Forchhammer oversat de engelske association-regler til dansk, så der fra nu af brugtes regler som ”offside” og ”hånd på bolden” i dansk fodbold. Disse regler blev første gang brugt i en kamp året efter. Der var i de foregående kampe blevet brugt en blanding af rugby-reglerne og association-reglerne, så dette var et stort skridt fremad mod den form for fodbold, vi kender i dag.

Da Markmann mente, at fodbold også kunne inkluderes i DBU, var det begrundet i, at han mente, at de to sportsgrene var supplement til hinanden. Selvom fodbold stadig havde et blakket ry, mente Markmann, at det var idealt til vintertræning for cricketspillerne, og det derfor havde sin fuld ret, til at være en del af forbundet. Det var derfor ikke fodbolden, der i starten var den primære drivkraft bag DBU, men ikke desto mindre var det en vigtig del, og med til at holde gang i fodbolden i Danmark, hvilket bl.a. ses ved at der allerede året efter stiftelse blev oprettet en turnering med deltagelse af syv københavnske klubber, med AB som vinder. Den første turnering var dog allerede blevet spillet to år før, med KB som samlet vinder, med en målscore på 40-0.

De første fodboldledere herhjemme blev rekrutteret blandt københavnske akademikere, der som regel havde en ikke uvæsentlig politisk indflydelse. Dette bar frugt i form af skolereformen anno 1896. I denne blev det anbefalet, at der blev spillet fodbold i folkeskolerne. Det er en utrolig vigtigt anbefaling at få, for så ungt et spil, som fodbold var på dette tidspunkt. Samtidig fik skolelærerne specialundervisning i spillet, så de kunne lære det videre til skoleeleverne. På denne måde fik eleverne, som kom fra alle samfundslag, mulighed for at stifte bekendtskab med fodbolden. Lærerne var, i kraft af deres erhverv, som gav dem megen fritid og også lærte dem fodboldspillet, med til at fremme fodbolden herhjemme, da de havde tid til at starte nye foreninger op og være frivillige i foreningerne.

1890’erne og 1900’erne

I 1890’erne og 1900’erne sker der en rivende udvikling for DBU, der bl.a. optager tennis i folden, og selv, i 1896, bliver optaget i Danmarks Idræts-Forbund (DIF). DBU var det første, og på det tidspunkt eneste, specialforbund i DIF.

Samtidig var det også i denne periode, at lokalunionerne begyndte at skyde frem og komme under DBU:

Jydsk Boldspil-Union (JBU) bliver stiftet d. 1. december 1895. Allerede året efter vinder Vejle Boldklub unionens første turnering.

Sjællands Boldspil-Union (SBU) – 1902.

Københavns Boldspil-Union (KBU) – 1903.

Fyns Boldspil-Union (FBU) – 1904.

Lolland-Falsters Boldspil-Union (LFBU) -1906.

Bornholms Boldspil-Union (BBU) – 1907.

Selvom hverken JBU eller KBU var blevet oprettet endnu, blev den første kamp mellem de to ”unioner” spillet allerede i 1890, fem år før JBU’s oprettelse og 13 år før KBU’s oprettelse, en kamp mellem København og Jylland.

I de første mange år med fodbold i Danmark, blev der blandt andet spillet steder som Rosenborgs Eksercerplads og Eremitagesletten. Dette ændrede sig i 1894, da KB som den første danske forening fik sin egen fodboldbane. I løbet af de efterfølgende år fulgte AB, Frem BK og B93 efter, og fik også deres egne baner.

Det var også i denne periode der første gang blev samlet et landshold. Det bestod dog udelukkende at københavnske spillere, da de tog af sted for at spille mod Hamburg-Altona i 1897. Og da dette var stadig i de glade danske amatør-dage, måtte hver spiller selv betale transporten til Hamburg. Men nogen officiel landskamp var det dog ikke, DBU registrerede dem nemlig ikke på dette tidspunkt.

Det første møde dansk fodbold fik med professionalisme, var i 1903, da det engelske hold Southampton FC besøgte Danmark. Professionalisme var allerede blevet indført i engelsk fodbold i 1885, da skotten Fergus Suiter blev ansat af Darwin Football Club. Samme Suiter blev den første spiller til at indgå i en transfer, da han skiftede fra netop Darwin FC til naboklubben Blackburn Olympic – nu kendt som Blackburn Rovers.

Om det var mødet med Southampton FC, der var med til at give DBU et skub i den rigtige retning vides ikke, men ikke desto mindre tog Ludvig Sylow i maj 1904 til Paris, for at mødes med repræsentanter fra forbundene i Frankrig, Belgien, Holland, Spanien, Sverige og Schweiz. De syv forbund stod d. 21. maj, for at grundlægge Fédération Internationale de Football Association (FIFA).

Den opmærksomme læser, vil nok se at ingen af de britiske forbund var til stede ved mødet, ej heller det ældste, The FA. Intentionen fra de deltagende var, at anerkende The FA’s rolle i oprettelse af fodboldspillet, og man inviterede dem derfor til mødet, men tingene gik i stå, og Robert Guérin fra Frankrig fik samlet de andre nationers forbund, og FIFA blev en realitet.

En anden af de store, Tyskland, tiltrådte dog samme dag som oprettelsen fandt sted, på trods af deres manglende tilstedeværelse ved mødet. Tyskernes tilsagn kom mødedeltagerne i hænde, ved hjælp af et telegram.

De første slutrunder

Danmark blev i 1906 inviteret med til det ekstraordinære OL i Athen i 1906, der blev afholdt for at fejre 10-året for de olympiske leges genopståen, ti år forinden i Athen. Danmark gik hen og vandt deres hidtil eneste OL-guldmedalje i fodbold, og at det så var ved et uofficielt OL, er bare Danmarks uheld. Da det var et uofficielt OL, valgte DBU, at kampene spillet under turneringen, ikke ville tælle som officielle landskampe. Der skulle derfor gå nogle år endnu, inden den første landskamp blev spillet.

Danmark tog til OL i 1908 som favoritter til at vinde turneringen, med Storbritannien som den største udfordrer, i kraft af nationens fodboldmæssige alder og deres hjemmebanefordel. Og favoritværdigheden viste danskerne da også ved at slå både Frankrigs B- og A-hold med de store cifre 9-0 og 17-1, den sidste står stadig rangeret som den største danske landholdssejr nogensinde, og i mange år blev den betragtet som den største sejr nogensinde af et landshold i en betydningsfuld kamp.

Disse to kampe var også de første officielle danske landskampe. Samtidig satte Sophus ”Krølben” Nielsen en anden af de endnu gældende rekorder, da han lavede ti af Danmarks mål i 17-1 sejren. Danmark tabte dog senere hen finalen til Storbritannien med 2-0, og måtte nøjes med sølv, en bedrift, de skulle opnå to gange mere i det tyvende århundrede.