Наши партнеры

Menu



Min fodbold-oplevelse på Camp Nou

Som Real Madrid-fan måtte jeg lige tænke mig om en ekstra gang, før jeg blev enig med mig selv om at bestille en billet for at se ærkerivalerne på Camp Nou, nu hvor jeg skulle på ferie i Barcelona.

Selvom jeg er Real-fan, besluttede jeg mig for at sætte mine ben på Camp Nou, da jeg gerne ville se, om stadionet virkelig er så stort, som jeg har hørt fra mange. Ydermere også fordi jeg som fodboldelsker synes, at fodbold skal ses på stadion.

Den 31. marts 2007 tog jeg plads nede på syd-siden bag det ene mål på Camp Nou. Det var overskyet og derfor ikke det bedste vejr til at opleve Barcas mange stjerner i.

Dog udviklede de små byger sig ikke til mere. Jeg blev meget overrasket, da jeg kom ind og så stadionet, da det udefra nemlig ser meget småt ud. Banen var bygget langt ned i jorden, hvilket var med til at gøre stadionet endnu højere og give følelsen af, at det var kæmpe stort.

Om onsdagen havde FC Barcelona spillet Champions League. Her var de røget ud til Liverpool. Dette kunne de mange forventningsfulde turister, som var taget til Barcelona i påskeferien, være glade for, da de dermed fik vi chancen for at se alle stjernerne.

Der var langt fra fuldt hus til kampen. Kun 63.827 af de 98.000 sæder blev varmet op af de mange forventningsfulde tilskuere. Jeg kunne ikke få øje på nogle af udeholdet Deportivo La Corunas fans, så det var Barcas fans som sørgede for den gode stemning. Dette gjorde de godt, selv under opvarmningen, hvor holdets største profil, Ronaldinho, stjal meget af publikums opmærksom. Ronaldinho tilbragte meget tid alene, mens hans medspillere varmede op sammen. Ronaldinho havde sågar en af Barcas trænere til at stå og strække ham ud for sig.

Inden kampen mod Deportivo La Coruna blev fløjtet i gang, trænede Ronaldinho frispark udefra feltet. Det så uhyre nemt ud, og alle på stadion sad helt opslugte og fulgte med i, hvad han lavede. Han gik efter venstre mål-hjørne, og på et tidspunkt ramte han overliggeren. Bolden røg retur, han tæmmede den stille og roligt med brystet, hvorefter han flugtede bolden i mål, en detalje som passede aftenens publikum godt, lige inden kampstart.

Spillerne løb ind på banen, imens kunne man høre holdets melodi “Himne del Barca”, hvor de fleste på stadion skrålede med under omkvædet som lyder:

BARÇA!! BARÇA!! BAAAARÇA!!!!

Da alt dette var overstået, blev kampen sat i gang af kampens dommer, Miguel Angel Ayza Gámez.

Barcelona-mandskabet satte sig fra start tungt på spillet, men alle os på tribunerne måtte vente helt til det 45. minut med at se et mål, men det var ventetiden værd, for her fik vi fuld valuta for pengene, da vi var vidner til kampens absolut bedste detalje.

Ronaldinho fik let afdriblet to forsvarsspillere, hvorefter han lobbede bolden op over Deportivos forsvar, hvor Leo Messi kom stormende mod bolden, og med en smart brysttæmning fik han kontrol over bolden, hvorefter han bankede den ind i netmaskerne bag en næsten chanceløs Dudu Aouate. De fleste af tilskuerne rejste sig op, men som Real Madrid-fan kunne jeg ikke få mig selv til det. Der gik min grænse altså.

I anden halvleg skulle vi ikke vente nær så længe på endnu et mål, da Ronaldinho og Messi efter 51 minutters spil satte tempo på, og med et flot kombinationsspil fik de spillet Eto’o meget heldigt fri, da en Deportivo-spiller i en tackling fik spillet Samuel Eto’o helt fri, hvor han køligt kunne lægge bolden ind til 2-0.

Barcelona trak sig herefter lidt tilbage, og spillede bolden stille og roligt rundt. Men udeholdet var ikke mødt op for at spille hyggebold, men derimod var de kommet for at vinde, og derfor kom de til en del store chancer i anden halvleg.

Det noget sløsede Barca-spil kostede dyrt, da van Bronckhorst leverede en dårlig aflevering til Puyol, som netop indskiftede Adrian Lopez opsnappede. Kort efter kunne Deportivo-spillerne juble, da Adrian flot lobbede bolden over Victor Valdes.

Målet fik Barca til atter at vågne op til dåd og igen sætte gang i det hurtige spil, da både Ronaldinho og Samuel Eto’o fik nogle kæmpe chancer, som de burde have scoret på.

I den anden ende pressede Deportivo stadig på, og de havde overhovedet ikke opgivet at vinde kampen. Med halvandet minut tilbage af kampen var Adrian López igen på spil, men denne gang var Valdes mere skarp i situationen, da han fik reddet López’ skud fra en skarp vinkel.

Kampen blev fløjtet af, og Barcas fans jublede.

Jeg har ikke fortrudt at jeg satte mine ben på Camp Nou, for det var fantastisk at mærke stemningen der. Dog vil jeg lige understrege, at mit hjerte stadig hører hjemme i Kongeklubben, og jeg derfor ikke har nogen intentioner om at gå over til ærkerivalerne. Uanset hvordan det går Real Madrid fremover, vil jeg altid følge dem i tykt og tyndt.

Hvis I har ris og ros, spørgsmål om artiklen, min oplevelse, hvordan jeg fik billetter eller noget helt andet, er I meget velkomne til at skrive til mig via kommentarboksen nedenfor eller via en PB.

Mine billeder fra kampen:

Billede 1

Billede 2

Billede 3

Billede 4

Billede 5



Kommentér

11 kommentarer til “Min fodbold-oplevelse på Camp Nou

  1. AK siger:

    Jeg vidste ikke du var i Barcelona i ferien og se fodbold? Hvorfor har jeg intet vidst? Ej, jeg ved godt du skulle derned.

    God artikel og det lyder da til at det var fantastisk!!

  2. AK siger:

    Jeg savner dog nogle billeder!!!!!!!!!!

  3. Mike Justesen siger:

    Fantastisk artikel Casper.

    Det ser ud til at du havde en god tur, på trods af at det må have været hårdt for dig som trofast Real-fan 😉

  4. Casper Lohse siger:

    Karel Poborsky > Jeg har fuldstændigt glemt at sætte billeder ind. 10 min. så kommer de, jeg beklager meget.

  5. AK siger:

    Okay…Lyder great…….Man har lov til at glemme!!!!!

  6. AK siger:

    Skal billederne ikke være under hinanden?

  7. Lasse Hansen siger:

    Flot artikel!

    Hvem var du dernede med?

  8. Casper Lohse siger:

    Så lykkedes det endelig at få billederne op 🙂

    Lasse Hansen > Jeg var derinde med min far.

  9. MonQ siger:

    Nice. Lige bag målet sad du?

  10. Casper Lohse siger:

    Steffen Caspersen > Ja, det gjorde jeg 🙂 Det gik desværre lidt udover billederne.

  11. Mike Justesen siger:

    Jeg savner lidt, at der ikke er et billede af dig (Casper), med kampen i baggrunden 😉

    Det ville have været sejt.

    Men fede billeder 😉



Top-menu
Menu