AaB sluttede deres forrygende efterår af med endnu en sejr, da holdet slog Hapoel Tel-Aviv med 3-1 på udebane i UEFA Cuppens sidste kamp i gruppespillet.
Kampens åbning var en meget stille affære, hvor begge hold havde mulighed for at køre bolden rundt. Den første chance kom derfor først efter fem minutters spil, da Hapoel Tel-Avivs brasilianske spiller, Fabio Junior, huggede af fra kanten af feltet, og Karim Zaza måtte have hjælp af overliggeren.
AaB fik sin første afslutning på mål efter et kvarters spil, da et flot opspil førte til et skudforsøg fra Caca, som overraskende var i Eric Hamrens startellever.
Et par minutter senere fik Jeppe Curth en kæmpe chance inden foran det israelske mål, men Enyeama fik flot pareret skuddet, og AaB måtte nøjes med et hjørnespark i situationen.
Fem minutter senere blev der stille blandt de israelske tilskuere, da Kasper Risgård efter efter et indlæg fra Michael Jakobsen kunne bringe danskerne foran med 1-0.
Efter føringsmålet fik AaB mere og mere af spillet, og israelerne så modløse ud, da en sejr var nødvendig for videre avancement.
I første halvlegs overtid fik Fabio Junior endelig hul på bylden. AaB’s forsvar forsøgte at trække brasilianeren offside, men det mislykkedes, og med et knaldtørt hug bragte Fabio Junior Hapoel Tel-Aviv tilbage i kampen om videre avancement.
Fra starten af anden halvleg jagtede Hapoel Tel-Aviv det mål, der kunne sende dem videre i turneringen, men det var AaB, der fik den bedste start. Jeppe Curth blev nedlagt i feltet, og den hollandske dommer, Jan Wegereef, dømte korrekt for straffe. Straffesparket blev sikkert eksekveret af Michael Jakobsen midt i målet.
I det første kvarter af anden halvleg skete der ikke meget. Hapoel Tel-Aviv forsøgte at jage målet, der kunne bringe dem ind i kampen igen, mens AaB satsede på kontraangreb. De store chancer blev dog ikke skabt.
Efter 65 minutters spil fik Hapoel Tel-Aviv dog endelig et skud sendt afsted mod AaB-målet, da Asulin fik sendt et udmærket skud afsted på kanten af feltet, men Karim Zaza kunne med en flot benparade holde bolden ude af det danske mål.
Kort efter fik israelerne en kold spand vand i hovedet. Kasper Risgård tog et flot træk ind i feltet, og sendte en flad bold på tværs, hvor Thomas Enevoldsen nemt kunne sætte indersiden på til en 3-1-føring.
Det kunne nemt have blevet 4-1 tyve minutter før tid, men Jeppe Curth misbrugte chancen, hvor han var alene med den israelernes målmand, Enyeama.
Jeppe Curth fik endnu en god chance kort efter på en aflevering af Michael Jakobsen, men endnu en gang måtte han se sig besejret af Enyeama.
Det næste kvarter var meget stilstående, og AaB forsøgte at spare på kræfterne, da de kørte bolden fint rundt i stedet for deres velkendte direkte stil. Hapoel Tel-Aviv ville gerne længere frem på banen for at skabe en lille smule spænding til sidst, men de havde ikke kvaliteten til det i dagens kamp.
Efter sejren kravlede AaB over Hapoel Tel-Aviv i gruppen, og sluttede dermed på 4. pladsen. Hapoel Tel-Aviv kiksede chancen for at komme videre fra gruppen, og dermed er Getafe, Tottenham og Anderlecht videre.
Skriv et svar