Det var hjemmeholdet Marseille, som sad på spillet i det meste af kampen, men forskellen på holdene i aften var, at AC Milan formåede at score på de få chancer, som de fik. Filippo Inzaghi sørgede for begge scoringer i 2-1-sejren.
I starten af kampen skulle begge hold se hinanden an, og det blev gået til stålet. Således bar de første 25 minutter præg af mange frispark. Men i det 27. minut kom kampens første mål.
Gæsterne AC Milan bragte sig foran ved den rutinerede målræv, Filippo Inzaghi. Han blev spillet af Clarence Seedorf, og derefter afsluttede italieneren ganske sikkert til 1-0.
Milaneserne forsøgte at tage tempoet ud af kampen ved at begå mange professionelle frispark Gianluca Zambrotta stod for hovedparten af disse.
Kort inde i anden halvleg fik Marseille udlignet. Holdets nyindkøb, backen Gabriel Heinze, headede bolden i mål efter et frispark fra medspilleren Benoit Cheyrou.
Men bedst som Marseille-holdet havde spilovertaget i anden halvleg, fik gæsterne bragt sig i front for anden gang i kampen.
Filippo Inzaghi var i sit es på denne regnfulde aften, og han ville ikke lade sig nøjes med det ene point. Med et kvarter tilbage af kampen bragte han milaneserne foran 2-1, da han scorede på endnu et langskud, mens Clarence Seedorf atter blev noteret for en assist.
Niang fik en stor hovedstødschance i slutningen af opgøret, men franskmændene manglede den sidste skarphed i de afgørende situationer, og derfor måtte de erkende, at de tabte til et italiensk mandskab, som scorede på de få chancer, de fik. Kampen endte altså med en 2-1-sejr til AC Milan.
Skriv et svar