Løverne fra FC København forblev tavse, da dommeren fløjtede af, mens AGF-spillerne kunne brøle deres jubel ud, da de ganske overraskende vandt 1-0 på et mål i slutminutterne.
FC København har i de seneste kampe oplevet opture, hvor det har været stolpe ind for Løverne, men i dagens møde med midterholdet AGF, blev det i den grad stolpe ud.
Københavnernes offensive spillere, César Santin og Libor Sionko, kunne begge ærgre sig, da deres forsøg ramte træværket. Men udover disse chancer, fik gæsterne også mange andre gode muligheder for at hente sejren, men skarpheden manglede i samtlige situationer.
AGF var uden en decideret angriber i startformationen, men det afholdte ikke værterne fra ligeledes at komme frem til en række muligheder, men forskellen mellem mandskaberne skulle først findes i de døende minutter.
AGF’s Ole Budtz kunne nemlig sikre sejren til hjemmeholdet, da han med små fem minutter tilbage af opgøret. Budtz kastede sig ned i græsset efter et indlæg af Jakob Poulsen, og det lykkedes ham således at prikke bolden forbi Jesper Christiansen i FCK-målet.
”Selvfølgelig er jeg sindssygt overrasket. Vi er vanvittigt sårede, har slet ingen angribere klar, så selvfølgelig er jeg overrasket over, at vi får de tre point. Jeg er stolt og glad på spillernes og klubbens vegne,” sagde AGF’s træner Erik Rasmussen til TV 3+ efter kampen.
Matchvinderen, Ole Budtz, kunne heller ikke skjule sin begejstring over den sensationelle sejr.
”Det kunne ikke have været meget bedre. Det er et drømmescenarie det her. Vi holder nullet, står utroligt stærkt i anden halvleg. Vi giver dem chancer i første halvleg, men kommer også frem til vores, så rigtig, rigtig stærk defensiv præstation,” fortalte Budtz.
AGF ligger nu på syvendepladsen med 31 point, hvilket er samme antal som Randers FC på sjettepladsen, men kronjydernes målscorer er bedre. FCK ligger nu á point med Brøndby IF i kampen om guldet, men Løvernes målscorer er bedst.
Skriv et svar