AGF’s nuværende trøjesponsor, ejendomsselskabet Bricks A/S, ønsker ikke at forlænge sponsorkontrakten med klubben, som udløber til sommer.
Ejendomsselskabet Bricks A/S indgik for tre år siden en sponsoraftale med AGF, som siden da har reklameret for firmaet på holdets trøjer. Men når sponsoratet udløber til sommer, stopper Bricks A/S som trøjesponsor, eftersom krisen kradser.
”Vi har en aftale, der udløber efter denne sæson, og jeg forventer ikke, at vi forlænger den. Vi har et ejendomsselskab, og i vores branche sidder pengene ikke så løst længere. Sådan er det for 99 procent,” fortæller Martin Busk til spn.dk
”Da vi gik ind i AGF for tre år siden, spillede klubben i 1. division. Vi satsede, og meget af det var med hjertet, for vi har ikke forventet at få flere lejeindtægter, blot fordi vi har vores navn på AGF-trøjerne,” forsikrer Martin Busk.
AGF har derfor indledt forhandlinger med interesserede virksomheder i trøjesponsoratet.
Skriv et svar