Наши партнеры

Menu



Arsenal-sejr efter stærkt comeback

Champions League

Der var ikke megen gæstfrihed over Standard Liege, der i aftenens hjemmekamp mod Arsenal scorede to gange indenfor de første 5 minutter. Arsenal kæmpede sig dog tilbage i opgøret og formåede at vinde.

Et skadesramt Arsenal-hold blev taget med bukserne nede, da de i aften var på besøg hos belgiske Standard Liege i Champions League-gruppe H. Englænderne måtte indkassere to mål indenfor de første 5 spilleminutter, men holdt hovedet koldt og formåede at vende kampen fuldstændig på hovedet.

Efter tre minutter fik Standard Liege et hjørnespark, som Arsenal ikke fik clearet ordentligt. Bolden endte hos forsvarsspilleren Eliaquim Mangala, der med et tørt hug med venstrebenet kunne bringe hjemmeholdet foran 1-0.

Knap havde jubelen på lægterne lagt sig, før den brød løs igen. William Gallas begik et noget tvivlsomt straffespark mod hjemmeholdets Milan Jovanovic, der sikkert bragte Standard Liege foran med 2-0.

Arsenal var rystede, men overtog efterhånden spillet. Der var dog langt mellem chancerne, men kort før pausefløjtet slog danske Nicklas Bendtner til. Han modtog bolden fra Diaby og sendte bolden mellem benene på målmand Bolat til 1-2.

I anden halvleg pressede Arsenal hårdt på for udligning, og med 12 minutter igen lykkedes det. Fabregas tog et frispark, hvor bolden tilsyneladende ramte Song på armen og til slut havnede hos Vermaelen, der kunne udligne til 2-2.

Og blot tre minutter senere lykkedes det Arsenal at bringe sig foran, da bolden efter et Fabregas-hjørnespark ramte Eduardos knæ og fortsatte ind i netmaskerne til 3-2.

Det blev også kampens resultat, og Standard Liege må ærgre sig over, at de ikke formåede at vinde efter den gode start. Til gengæld må Arsene Wenger glæde sig over, at Arsenal-spillerne holdt gejsten oppe og sikrede sig tre vigtige point.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu