FC Barcelona spillede sig her til aften sikkert videre i Champions League, da de hjemme på Camp Nou hentede en smal sejr over skotske Celtic.
Der var ikke spillet mere end tre minutter af kampen, da Barcelona bragte sig foran 1-0. Det var Xavi, der udnyttede et godt oplæg af Ronaldinho, og så var kampen reelt afgjort, da Celtic skulle frem og score tre gange, hvis videre avancement skulle sikres.
Denne opgave var for svær for skotterne, der aldrig rigtig nåede at finde sig til rette på Camp Nou inden det hele var overstået. Spanierne kombinerede flot, og fik Celtic-spillere til at løbe meget efter bolden.
Ronaldinho, Carles Puyol og Deco havde alle nærgående forsøg på mål, men i Celtic-målet gjorde Buroc en god figur i både første og anden halvleg, hvor han forhindrede nogle gode forsøg.
Barcelona virkede tilfredse med tingenes udvikling, og valgte at spille bolden meget rundt uden, uden rigtigt at komme frem til så meget. En række muligheder blev det dog til, mens gæsterne ikke havde noget som helst at komme med.
Tiden rente dermed stille ud, og Barcelona sikrede sig dermed helt fortjent videre avancement i Champions League, mens Celtic må sige farvel og tak for denne gang.
Skriv et svar