Det startede lovende, men blev hurtigt småkedeligt, da Bayern München på Allianz Arena tog imod FC Barcelona i kvartfinalen i Champions League. Tyskerne spillede bedre end i første opgør, men måtte nøjes med uafgjort og er dermed færdige i turneringen.
FC Barcelona vandt første opgør mod Bayern München komfortabelt på Camp Nou, hvor tyskerne spillede uden gnist og måtte gå til pausen bagud 0-4, hvilket også blev kampens resultat.
I aften startede Bayern ganske offensivt, og allerede i det femte minut fik Luca Toni en kæmpe chance for at give klubben tro på, at det kunne lade sig gøre at slå Barcelona ud af turneringen. Abidal, der var vendt tilbage til Barcelona-truppen efter en skadespause på to måneder, mistede bolden til Jose Sosa. Han sendte fra højrekanten et godt indlæg ind i det lille felt, hvor Luca Toni i helt fri position knap ramte bolden og dermed ikke formåede at teste målmand Valdes.
Halvandet minut senere fik han bolden i nettet, men der blev korrekt fløjtet for offside.
Bayerns opbyggende spil bestod hovedsagelig af bolde op til Luca Toni, der skulle holde på den og afvente løb fra de øvrige offensive spillere, samt hurtigt fløjspil mellem især Ribery og Luca Toni med van Bommel som dynamoen på midtbanen. Efterhånden fik Barcelona dæmmet op for Bayerns spil og overtog styringen af kampen. Det kom til halve chancer til blandt andre Dani Alves og Eto´o, dog uden at sætte målmand Butt på større prøver.
Marc van Bommel havde forud for kampen fortalt medierne, at Franck Ribery skulle være interesseret i en kontrakt med FC Barcelona. I aften var Ribery godt spillende, og han udfordrede gang på gang de to Barcelona-backs.
Og han skulle give Bayern München en god start på anden halvleg, da han allerede efter et minut slap fri af offsidefælden og var alene foran Valdes. Efter et par skudfinter kunne Ribery sende bolden henover hovedet på Valdes og to forsvarsspillere til 1-0.
Barcelona pressede på efter scoringen, og efter 52 minutter kunne Lionel Messi med lidt held have udlignet. Dani Alves sendte et tidligt indlæg højt og dybt ind i Bayerns straffesparksfelt, hvor Messi og Lucio kastede sig ned i bolden. Messi var hurtigst og sendte lidt tilfældigt bolden op i hovedet på Lucio, inden den listede sig forbi den ene stolpe.
Efter 69 minutter slap Messi igennem i højre side, og han sendte uselvisk bolden ind mod Eto´o, der var helt fri på midten. Heldigvis for Bayern kom Lucio godt tilbage og fik hindret en sikker scoring.
Men tre minutter senere var der ingen Bayern-spillere, der kunne hindre, at Keita efter et flot gennemspillet angreb kunne tordne bolden i nettet med et knaldhårdt skud fra kanten af feltet til 1-1.
Bayern-spillerne indså naturligvis, at slaget nu var endegyldigt tabt, men forsøgte dog at skabe noget fremad banen. Det skulle dog kun blive til, at klubben tolv minutter før tid fik endnu et mål korrekt annulleret for offside.
Dermed er FC Barcelona med en samlet sejr på 5-1 klar til semifinalerne, der spilles 28. eller 29. april med returopgør 5. eller 6. maj.
Skriv et svar