Både Lyon og Bayern München var kvalificeret til næste runde i Champions League, så de to hold kæmpede kun om retten til førstepladsen i puljen.
Da begge hold var sikret adgang til næste runde, var der kun førstepladsen i puljen at spille om. De tyske gæster var første hold på scoringstavlen, da Miroslav Klose bragte Bayern i front efter blot ti minutters spil. Efter en halv times spil fordoblede Franck Ribery den føring, og kort tid efter scorede Miroslav Klose sit andet mål i kampen, og han sendte dermed tyskerne til pause med en komfortabel 3-0-føring på udebane.
Lyon var dog opsat på at komme tilbage i opgøret om førstepladsen i gruppen, og kort efter starten på anden halvleg reducerede Sidney Govou, da han fulgte op på Rensings halvklaring på Edersons langskud. Efter scoringen satte værterne sig mere på kampen, og et kvarter efter den første reducering kom Karim Benzema også på scoringstavlen, da han reducerede tyskernes føring yderligere. Kampen endte dog 2-3 til Bayern München, og dermed slutter tyskerne på førtepladsen, mens Lyon havner på andenpladsen.
Fiorentina var i gruppens anden kamp på besøg hos rumænske Steaua Bukarest. Fiorentina kunne nøjes med uafgjort i kampen for at sikre sig tredjepladsen i gruppen og dermed UEFA Cup-deltagelse. Ingen af holdene fik nettet til at blafre i første halvleg, men Alberto Gilardino ville det anderledes i anden halvleg, da han headede et hjørnespark i kassen. Værterne skulle derfor frem på banen, men da Pawel Golanski blev udvist med tyve minutter igen så det næsten umuligt ud for rumænerne. De fik dog heller ikke udlignet, og derfor kunne Fiorentina glæde sig over gruppens tredjeplads.
Skriv et svar