Træneren for Liverpool, spanske Rafael Benitez, forsikrer klubbens fans, at han ikke har planer om at flytte fra Liverpool. Det har været antydet, at han muligvis flyttede til Real Madrid.
Benitez har altid insisteret på, at han føler sig godt tilpas på trænerbænken på Anfield Road på trods af de svirrende rygter i hans hjemland, der antyder planer om at flytte til Real Madrid som erstatning for Capello på bænken på Bernabeu.
”Jeg mener, det er vigtigt for fansene at vide, at jeg er fuldstændig dedikeret til Liverpool, og jeg ikke har planer om at forlade min plads her,” fortæller han på klubbens officielle hjemmeside.
”Jeg ved, der har været mange spekulationer i de spanske medier, der forbinder mig med Real Madrid, og enhver træner ville være beæret over at blive forbundet med en så berømt klub, specielt fordi Madrid er min fødeby og også min tidligere klub. Men jeg vil godt slå fast, at jeg er meget lykkelig i England, og jeg er overordentlig spændt på hvad fremtiden kan bringe for Liverpool”.
”Jeg har haft nogle ekstremt positive samtaler med de nye ejere, og jeg deler deres entusiasme og deres beslutsomhed om at føre denne klub til tops. Jeg vil snart mødes og diskutere ting ansigt til ansigt med både Mr. Gillett og Mr. Hicks. En enorm mængde arbejde er allerede ved at være undervejs i forberedelserne for Liverpools vej frem”.
Liverpool ligger lige nu på fjerdepladsen i Premier league, og skal møde PSV Eindhoven i Champions League efter at have slået de regerende mestre FC Barcelona ud.
Skriv et svar