Наши партнеры

Menu



CL-optakt: Chelsea – Juventus

Champions League

Den tidligere Chelsea-manager Claudio Ranieri vender tilbage til Stamford Bridge, når hans nuværende hold Juventus møder The Blues i aften i 1/8-finalen i Champions League.

Claudio Ranieri og hans Juventus-hold møder i aften Chelsea på englændernes hjemmebane Stamford Brige, og den italienske træner kan se frem til en varm velkomst. Ranieri var i perioden 2000-2004 manager i Chelsea, og selvom han fejlede med at sikre London-klubben et trofæ i sin periode, er hans bedrifter i klubben ikke glemt. Det var nemlig italieneren, der hentede blandt andre Petr Cech, Frank Lampard og Joe Cole, som alle er vigtige brikker for Chelsea, til klubben. Han bragte derudover Chelsea i semifinalen i Champions League, og blev nummer to i Premier League.

Efter Ranieris afsked har Chelsea skiftet manager flere gange. Senest har Luiz Felipe Scolari forladt klubben, og hollandske Guus Hiddink har overtaget tropperne. Hiddink har sagt ja til at stå i spidsen for Chelsea sæsonen ud, men vil samtidig passe sit job som landstræner for Rusland. I weekenden sad Hiddink på bænken som Chelsea-manager for første gang, og dette med succes til følge. Chelsea besejrede nemlig Aston Villa, og kravlede op på tredjepladsen i Premier League.

En anden ting, der var værd at bemærke i opgøret var, at Chelsea-spillerne virkede langt mere opsatte, end de den seneste tid har været og hvor resultaterne har været skuffende. Chelsea viste til tider rigtig flot spil, og det er det, der skal findes frem i aften, hvis Juventus skal besejres.

Juventus er tilbage på Champions League-scenen efter en pause på to sæsoner, som følge af tvangsnedrykningen til Serie B. Juventus er i skrivende stund placeret på andenpladsen i Serie A efter Inter, og hentede i weekenden en 2-0-sejr over Palermo.

Italienerne er blevet slået ud af engelske modstandere i deres sidste to optrædener i Champions League, af Arsenal i 2005/06 og af Liverpool i 2004/05. Derfor skal Juventus besejre Chelsea, hvis ikke det skal blive til et hattrick på den konto. Men Juventus’ udebaneform har langt fra været imponerende i turneringen, hvor det godt nok blev til sejr over Real Madrid på Bernabeu, men kun uafgjort mod BATE Borisov og Zenit St. Petersborg.

Chelsea må undvære Ricardo Carvalho, Joe Cole og Michael Essien til aftenens kamp, men kan til gengæld glæde sig over at have Ashley Cole tilbage fra karantæne. Hos Juventus er Jonathan Zebina, Dario Knezevic, Paolo De Ceglie og Cristiano Zanetti ude.

Forventede startopstillinger:

Chelsea:

Cech

Bosingwa – Alex – Terry – A. Cole

Ballack – Mikel – Lampard

Anelka – Drogba – Kalou

Juventus:

Buffon

Crygera – Chiellini – Mellberg – Molinaro

Camoranesi – Tiago – Sissoko – Nedved

Del Piero – Amauri

TotalBold.dk’s bud på kampen:

Chelsea-spillerne viste i weekendens ligakamp mod Aston Villa større selvtillid og virkede mere opsatte til kampen, end holdet ellers har gjort den seneste tid. Dette skal de forsøge at bygge videre på i aftenens kamp mod Juventus, der skal forsøge at hente et godt udgangspunkt med hjem til Torino.

TotalBold.dk tror, at Chelsea vil vise sig stærkest på hjemmebane, og hente en smal 1-0-sejr.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu