Dette års Champions League-sæson nærmer sig sin afslutning. Vi er kommet til semifinaleopgørene, hvor de bedste hold i Europa netop nu tørner sammen, for at avancere til det store brag af en finale. FC Barcelona og Chelsea er de første to hold, som krydser klinger i den første semifinale-kamp mellem de to giganter.
Hjemmeholdet FC Barcelona har opnået meget succes i denne sæson, og de kommende uger kræver meget styrke fra samtlige af deres spillere. Tirsdag møder de det veloplagte Chelsea-mandskab, mens de i weekenden skal spille El Clasico mod ærkerivalerne Real Madrid, og herudover spiller de Copa del Rey-finale mod Athletic Bilbao.
Det betyder med andre ord, at Barca-mandskabet har mulighed for at hente tre trofæer i denne sæson, og med deres sprudlende spil i ligaen især, kan de ikke fraskrives nogen titler på forhånd.
I weekenden spillede catalanerne 2-2 mod Valencia, som med det ene point fortsat ligger på fjerdepladsen i ligaen, men FC Barcelona kan stadig bryste sig af, at ligge på førstepladsen fire point foran Real Madrid, hvilket er med til at holde motivationen oppe hos det tekniskstærke mandskab.
FC Barcelona vandt deres kvartfinale-kampe med en samlet sejr på 5-1 mod Bayern München, som på nær Ribery ikke spillede op til det, man kunne have forventet af den tyske storklub.
Holdets manager, Pep Guardiola, ser frem til tirsdagens store affære, og han har stor tiltro til sine spillere, trods et hårdt kampprogram i de kommende uger.
”Vi er veloplagte til kampen. Jeg har tillid til holdet, og jeg er sikker på, at vi spiller en god kamp. Det betyder intet, hvor vi spiller. Vi går altid efter sejren. Så længe, jeg er træner for holdet, vil mandskabet spille på den måde,” forklarede Pep Guardiola til pressen.
”Jeg er meget lykkelig over, at jeg skal opleve dette. Det er en drøm, som jeg ikke kan vide mig sikker på at opleve igen. Vi er blandt de fire bedste hold i Europa, og det er fantastisk at skulle spille mod Chelsea i semifinalen.”
Barca-cheftræneren var dog ikke kun ydmyg. Han understregede også, at hans mandskab skal passe på Chelseas høje forsvarer, som er gode i hovedspillet på dødboldene.
“Det vil blive vigtigt for os, at fokusere på at score og på at arbejde hårdt. Spillere som Ivanovic, Terry og Drogba er meget kraftfulde på hovedstød, og derfor må vi ikke begå nogen fejltagelser, når de får hjørnespark.”
De engelske giganter, Chelsea, som i morgen har rollen som gæster, er ubesejrede i deres seneste fire ligakampe. Den seneste sejr i ligaen fik de mod West Ham United, hvor de vandt med 1-0. For to uger siden fik deres morale en ekstra stigning, da de besejrede Arsenal med 2-1 i den prestigefyldte pokalturnering FA Cuppen.
Chelsea kunne stikke af sted fra kvartfinale-opgørene mod Liverpool med en samlet 7-5-sejr i bagagen, selvom man i de døende minutter troede, at Liverpool-mandskabet ville levere endnu en Champions League-sensation, som man kender det fra år tilbage.
Chelseas manager, Guus Hiddink, giver sin vurdering af, hvad englænderne skal være opmærksomme på, og hvordan han vurderer holdets chancer mod La Primera Divisions spydspids.
“Både vi (Chelsea, red) og Barcelona er nogle offensive mandskaber. Vi er ikke et hold, som stiller sig tilbage på banen og venter på, at modstanderen angriber. Jeg har fulgt Barcelona tæt igennem de seneste uger, og jeg beundrer holdet for at spille sprudlende, hvilket er den typiske Barca-stil,” fortalte han på pressemødet.
Han er godt klar over, at forsvaret skal stå kompakt, så holdet ikke kommer til at spille ustabilt, som det skete i det sidste kvartfinaleopgør mod Liverpool, som endte 4-4.
“Det afhænger ikke kun af forsvaret. Hele holdet skal stå sammen, og være fokuserede fra start i morgen. Der er ikke plads til at begå fejl,” understregede han.
I holdenes seneste otte indbyrdes opgør har begge hold trukket sig sejrrigt ud af tre opgør hver, mens de sidste to kampe er endt uafgjorte. Målscoreren hedder 15-14 i Barcas favør.
Guardiola vil atter være tilbage på bænken, efter at han i sidste kamp havde karantæne. Derudover vender forsvareren Rafa Marquez også tilbage fra karantæne, mens Sergio Busquets, Dani Alves og Carles Puyol er i fare for at få karantæne til semifinale-returkampen, hvis de skulle blive præsenteret for et gult kort.
Martin Caceres og Gabriel Milito er begge ude med skader. Holdets bedste nyhed er, at Lionel Messi, som led af mavekramper i sidste uge, spillede samtlige minutter i 2-2-opgøret mod Valencia i lørdags uden gener.
Chelseas venstreback Ashley Cole har karantæne, og José Bosingwa ventes at blive afløseren, som skal stå overfor Messi. Den afgørende spiller i forsvaret er dog anfører, John Terry, som er tilbage efter karantæne. Portugiserne Ricardo Carvalho og Deco er sandsynligvis ude.
Joe Cole og Paulo Ferreira er udenfor i resten af sæsonen, mens Nicolas Anelka står til karantæne, såfremt han får gult kort i morgendagens opgør.
Forventede startopstillinger:
FC Barcelona:
Dani Alves – Puyol – Pique – Abidal
Xavi – Keita – Iniesta
Messi – Eto’o – Henry
Chelsea FC:
Ivanovic – Alex – Terry – Bosingwa
Essien – Ballack
Kalou – Lampard – Malouda
Drogba
TotalBold.dk’s bud på kampen:
Vi forventer os en utroligt underholdende affære, med et flot teknisk og sprudlende spil. Begge hold er offensivt anlagt, og derfor tror vi ikke, at opgøret vil blive chanceløst – snarere tværtimod. Vi forudser, at Barcelonas store form i øjeblikket og spillernes elegante blik for hinanden vil blive udslagsgivende på hjemmebanen mod et teknisk og fysisk dygtigt Chelsea-mandskab. Vi tror derfor, at FC Barcelona vinder med 2-1.
Skriv et svar