VfL Wolfsburgs angriber Grafite viste sit værd i aften, da han scorede samtlige af holdets tre mål. Tyskerne vandt 3-1 mod russiske CSKA Moskva.
VfL Wolfsburg mødte i aften CSKA Moskva i deres første affære i dette års gruppespil, og hjemmeholdet kom også bedst fra start.
Tyskerne bragte sig foran midtvejs i første halvleg. Grafite modtog bolden fra Zvjezdan Misimovic, hvorefter han resolut sparkede bolden ind i netmaskerne til 1-0.
Kort før første halvlegs afslutning, kom Grafite endnu en gang på måltavlen. Deividas Semberas begik straffespark mod netop Grafite, og han valgte altså at eksekvere selv, hvilket han gjorde sikkert til 2-0.
I anden halvleg kom gæsterne bedre med i kampen, og efter 77 minutters spil lykkedes det dem at reducere. Alan Dzagoev blev spillet i dybden af Guilherme, og så afsluttede han flot fra højrefløjen.
Men tre minutter før tid kunne Grafite glæde sig over sit hattrick. Han satte bolden nede i venstre hjørne og scorede dermed til 3-1 for hjemmeholdet, som også blev kampens slutresultat.
Skriv et svar