De italienske mestre Inter sikrede uafgjort 1-1, da de her til aften mødte russiske Rubin Kazan. Italienerne kom en mand i undertal efter 60 minutters spil.
Den italienske storklub Inter skulle i aftenens tidlige Champions League-kamp møde russiske Rubin Kazan, som grundet tidsforskellen blev afviklet tidligere end dagens resterende kampe.
Kampen var stadig ung, da russernes Alejandro Dominguez scorede efter elleve minutters spil. Dominguez overlistede Inter-forsvarstrioen Lucio, Walter Samuel og Maicon, hvorefter han sendte bolden i netmaskerne til 1-0.
Rubin Kazan fortsatte deres pres, og selvsamme Dominguez var tæt på at fordoble holdets føring, men efter knap en halv times spil fik gæsterne udlignet.
Dejan Stankovic headede balance i regnskabet, efter at have modtaget bolden fra Maicon.
Da kampen var en time gammel blev udeholdets unge angriber, Mario Balotelli, udvist, eftersom han blev præsenteret for sit andet gule kort i kampen, som han fik efter et hårdt begået frispark.
Herefter sad hjemmeholdet endnu mere på opgøret, men skarpheden manglede i de afgørende situationer, og derfor kunne Inter-mandskabet tørre sveden af panden og glæde sig over et enkelt point via 1-1-slutresultatet.
Skriv et svar