Inden kampen blev det meddelt, at den tvivlsomme Taddei ikke ville spille, og derudover fik De Rossi en mindre ankelskade under opvarmningen, men han var dog i stand til at starte inde. Udover disse to, havde begge hold et par andre skader.
Kampen startede med at bølge frem og tilbage, og begge hold tilspillede sig chancer. Dog var ingen store nok til at score mål. Roma begyndte så at overtage kampen mere og mere, og efter ca. 20 min puffede Cesar et drilsk skud fra Totti ud til en fri Perrotta, hvis skud, desværre for romerne, ramte Maicon. Kort efter var Perrotta på spil igen, denne gang med et langskud lidt over mål. Næste skud kom på frispark, da Chivu prøvede fra 27 m, bolden dykkede dog lidt for sent og ramte derfor nettaget. Roma havde i minutterne derefter flere gode skud, heraf nogle der blot var centimeter fra at gå ind.
I det 37. minut var det Inters tur. Stankovic fyrede et langskud af sted, der ramte overliggeren. Kort efter formåede Cesar lige nøjagtigt at få en hånd på Mancinis langskud, og derefter ramte også denne bold overliggeren.
Kort før pausen kom det fortjente mål til Roma. Inter fik ikke clearet ordentligt, så De Rossi spillede Chivu til baglinjen, han lagde den ind til Perrotta, der bare skulle sætte en fod på fra meget kort afstand. 0-1 var pausestillingen.
Inter begyndte anden halvleg offensivt, mens Roma var gået i defensiven. Rollerne var byttet om. Blot fem minutter inde i anden halvleg så Ibrahimovic en fri Adriano, der løb mod mål. Han modtog bolden, faldt til jorden og dommeren tildelte et straffe. På gengivelserne var det dog tydeligt, at Adriano filmede. Materazzi scorede sikkert på straffesparket.
Otte minutter senere måtte Doni hive en superredning frem, da han puffede Adrianos hovedstød ud på stolpen og på reposten formåede Cambiasso ikke at følge ordentligt op. Kort efter prøvede Stankovic og Doni fik puffet bolden ud til hjørnespark. Inter fortsatte presset, men kom ikke frem til de store chancer længere. I det 84. minut appellerede Inter for straffespark, denne gang vinkede dommeren spillet videre, helt efter bogen.
I det 89. minut fik Roma et frispark fra ca. 25 m afstand. Tottis spark ramte Figo og snød dermed Cesar i målet. 1-2. Inter pressede nu yderligere på, men i de allersidste sekunder fik Roma spillet bolden godt rundt, De Rossi afleverede til Cassetti, hvis skud tog stolpen ind. 3-1 endte kampen og Inter måtte indkassere sæsonens første nederlag i Serie A, og så endda hjemme.
Skriv et svar