FC København-cheftræner Jacob Neestrup mener, at det godt kan lade sig gøre at få et godt resultat på hjemmebane mod topholdet Manchester City.
I det nye år venter der FC København en vanskelig opgave, når man skal møde Manchester City i Champions League.
Her har man nemlig trukket Pep Guardiolas mandskab i ottendedelsfinalerne, og man skal dermed møde holdet for anden sæson i træk.
Men det kan godt lade sig gøre at få et godt resultat mod dem på hjemmebane, mener FCK-cheftræner Jacob Neestrup.
“Det er den sværest mulige lodtrækning. Manchester City er et hold, som er fuldendte i deres kollektive spil og med store individualister. Det er verdens bedste klubhold,” siger Neestrup til fck.dk og fortsætter:
“Når de ting er sagt, så viste vi også sidste år, at det kan lade sig gøre med et godt resultat på hjemmebane mod dem, vel vidende at de fik et rødt kort,” udtaler Neestrup.
“Men det handler om at gribe de muligheder vi vil få og lave et brugbart resultat, som kan bringe os til Manchester med et godt udgangspunkt,” lyder det fra FCK-bossen.
Det første af de to opgør afvikles i Parken, før FCK gæster Etihad Stadium i returkampen.