OB snuppede sejren i silende regnvejr på Fionia Park, men det var med hiv og sving, at hjemmeholdet fik de tre point. Kampen bød i øvrigt på både ny FC Midtjylland-træner og ny OB-målmand.
OB fik her til aften besøg af FC Midtjylland, og der var i kampen hele to debutanter. Den ene, Allan Kuhn, er ny træner i FC Midtjylland, og han stod over for en svær første opgave. For OB var debutanten den rutinerede målmand Roy Carroll, som på samme dag som han skrev under på en tre-årig kontrakt, fik debut for de hvid og blå-stribede.
Regnen silede ned over Fionia Park, og i regnen var det udeholdet FC Midtjylland som var farligst. OB virkede ikke helt oppe på dupperne, og det forsøgte FCM at udnytte med hurtige fremstød, samtidig med at de lukkede OB’s angrebsspil fuldstændig ned.
Efter 21 minutter kom kampens første målchance, da Kolja Afriyie steg til vejrs på et hjørnespark, og headede ned i jorden, men uheldigvis for FCM sneg bolden sig over overliggeren.
Blot tre minutter senere skulle FC Midtjylland ret beset have været foran, da Borring bagerst i feltet misbrugte en stor mulighed for at helflugte bolden i nettet efter oplæg af Mikkel Thygesen.
Det kom derfor ud af den blå luft, at hjemmeholdet OB efter 28 minutters spil bragte sig foran, da Peter Utaka på OB’s første chance dukkede op i feltet og satte bolden ind. Noget af et chock for FC Midtjylland der ellers havde gjort så meget rigtigt hidtil i kampen.
FC Midtjylland lod sig dog ikke slå ud af hjemmeholdets scoring. De fortsatte med hurtigt omstillingsspil, og det var dem der kreerede chancerne, modsat OB som bortset fra scoring ikke havde noget at byde på foran mål, udover et enkelt kvalificeret langskud fra Esben Ruud efter 31 minutter.
Derfor var det ikke helt efter spil og chancer, at OB kunne gå til pausen foran 1-0.
Efter pausen lignede det et OB-hold, som havde fået en opsang, og dermed var gået et gear op. Det betød, at FC Midtjylland ikke fik lige så meget plads at boltre sig på, mens det ligeledes førte til bedre angrebsspil fra hjemmeholdets side, omend Demba-Nyrén spillede sin dårligste kamp i tid.
Efter 57 minutter fik OB spillet sig igennem i højresiden, og det var kun en videresnitning der gjorde, at en fri Rurik Gislason ikke kunne time sin flugtning. Ærgerligt for den arbejdsomme islænding, der var hjemmeholdets bedste.
Med 20 minutter igen satsede FC Midtjylland med offensive indskiftninger, og det lignede at OB var tilfredse med at stille sig tilbage og forsvare.
FC Midtjylland fik da også presset hjemmeholdet i bund, men det var som om at den sidste skarphed manglede for udeholdet.
Istedet var det hjemmeholdet som med ni minutter tilbage af kampen var tæt på at lukke kampen på en kontra, da de fangede de satsende midtjyder i undertal, men Cacas afslutning blev blokeret.
Et minut før tid gav FC Midtjyllands satsning næsten pote, da Winston Reid tæt under mål i en presset situation fik afsluttet, men en fin redning af nytilkomne Roy Carroll i OB-målet forhindrede en FCM-udligning, som ellers ikke ville have været ufortjent.
OB vandt 1-0, og sejren, som med hiv og sving kom hjem, betyder, at fynboerne sætter sig på ligaens andenplads, mens FC Midtjylland fortsat er at finde på en skuffende niendeplads.
Skriv et svar