Наши партнеры

Menu



Optakt: AGF – Brøndby IF

Dansk fodbold

Gulddrømmene lever stadig på Vestegnen. Godt nok er de små, men de er der, og man kan derfor forvente en trodsreaktion fra FCK-kampen, der siger spar to. Alt andet end en sejr for Brøndby vil være ubrugeligt, og det vil derfor være et tændt Brøndby-mandskab, der løber på banen mod et AGF-hold, der ”kun” har femtepladsen at spille for.

AGF gæstede i seneste runde Randers i en direkte duel om femtepladsen. Kampen endte, som ventet, med en pointdeling, 1-1 og århusianerne er derfor fortsat placeret på sjettepladsen. Udover at modstanderen hedder Brøndby, så er kampen om netop femtepladsen eneste motivationsfaktor for Rasmussens tropper og cheftræneren tror da også fuldt og fast på at hans mandskab, i hvert fald, kan slutte i top seks. Han siger til klubbens hjemmeside:

”Det er altid fedt at møde et tophold. Vi vil meget gerne vinde og ud og vise, at vi er et godt hold. Vi tror ikke, at placeringen i top 6 kan smutte fra os. Det kan godt være, at AaB vinder deres to sidste kampe, men jeg kan ikke forestille mig, at vi ikke som minimum får et point i de to sidste kampe. Men vi går efter at vinde begge to, og selvfølgelig vil vi hellere slutte som nr. 5 end 6.”

Brøndby var i sidste runde på besøg i Parken. De ”blå-gule” kunne med en sejr spille sig snublende tæt på mesterskabet og man forventede derfor et top-tændt BIF-mandskab. Det blev dog ved forventningen.

Brøndby lignede kampen igennem et hold fra en lavere rangeret række og selvom FCK end ikke spillede deres bedste kamp i sæsonen, så straffede de gang på gang de ”blå-gules” mange fejl, og da dommeren blæste i fløjten for sidste gang, stod der 4-0 på måltavlen. Matchbolden ligger nu i fødderne på FCK. Cheftræner Kent Nielsen mener dog ikke at nederlaget har ødelagt humøret fuldstændigt i lejren, selvom der stadig er stor ærgrelse at spore i ansigterne. Han siger til Tipsbladet:

”Humøret er fint. Der har selvfølgelig været en ærgrelse over resultatet og præstationen mod FCK. Vi lavede jo nogle store personlige fejl mod den værst tænkelige modstander. Men kunsten er at lægge skuffelserne bag sig. Det har fyldt meget, men det er en del af gamet. Det vigtigste for os, er at præstere mod AGF nu.”

Med nederlaget til FCK skrumpede guldchancerne også, men Kent Nielsen mener ikke at løbet er kørt.

”Det er klart, at chancerne er mindre nu. FCK har en stor fordel i og med, at de selv kan afgøre det. Men det er en tæt liga, så hvis topholdene ikke præsterer, hver gang, så bliver det straffet. Det gælder både os og FCK. Vi skal have seks point i de sidste to kampe, og så må vi se, hvor langt det rækker.”

AGF må op til kampen undvære Williams, Rafael og Kristensen som alle er skadet.

Værre ser det ud for Brøndby, som udover de karantæneramte Gislason og Randrup, må undvære Rasmussen, ”Duncan”, Schaaf, Mikkelsen og Berthelsen, som alle er skadet.

Forventede startopstillinger:

AGF:

Rasmussen

Sorin – Howard – Thomassen – Gjesing

White – Lucena – Povlsen – Poulsen

Devderiani – Graulund

Brøndby IF:

Andersen

Wass – Bischoff – Schlebrügge – Kristiansen

Krohn Dehli – Jönson – Holmen – Farnerud

Jallow – Agger

TotalBold.dk’s bud på kampen:

Selvom Brøndby har mange stamspillere ude mod AGF, så kan og skal man forvente en voldsom trodsreaktion fra deres pinlige opgør mod FCK. Godt nok er AGF placeret på en flot sjetteplads i ligaen, men selvom at Rasmussens tropper har fået lidt mere flow i spillet i løbet af foråret, så rækker det ikke til point her.

Kent Nielsen har med garanti givet en opsang til Brøndby-spillerne og hvis de skal kunne se sig selv i øjnene efter blamagen mod FCK, når sæsonen er forbi, så skal henholdsvis AGF og FCM køres ud af banen. Vi tror derfor på en storsejr til Brøndby på 3-0.

Skrevet af Jonatan Bøllingtoft



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu