I aften spiller holdene fra grupperne E-H deres første kamp i dette års udgave af Champions League. I går fik vi mange gode kampe, og der er derfor store forventninger til kampene i aften. Vi bringer en optakt til samtlige opgør.
Gruppe E:
Glasgow Rangers – VfB Stuttgart
Glasgow Rangers tager i aften i mod tyske VfB Stuttgart i den første kamp i gruppe E. Det er ikke første gang, de to hold spiller mod hinanden i den prestigefyldte turnering. For fire år siden mødtes Rangers og Stuttgart også i første runde af Champions League. En kamp som Rangers ved den lejlighed vandt 2-1 med danske Peter Løvenkrands, som målscorer. I dag får Stuttgart så mulighed for revanche, og de tyske mestre vil helt sikkert komme med selvtillid efter deres 3-0-sejr over Cottbus i lørdags.
Rangers tabte derimod deres seneste kamp med hele 4-2 til rivalerne fra Hearts i den skotske Premier League, hvor de ellers havde fået en fremragende start.
Forventede startopstillinger:
Rangers: McGregor – Hutton, Cuéllar, Weir, Papac – Faye, Thomson, Beasley, Ferguson – Darcheville, Boyd.
Stuttgart: Schaefer – Osorio, Tasci, Fernando Meira , Magnin – Pardo, Hilbert, Khedira, Da Silva – Gomez, Cacau.
TotalBold.dk’s bud på kampen: Vi tror, begge hold vil satse hundrede procent for at få tre vigtige point i den svære pulje. Stuttgart virker som det stærkeste hold på papiret, men hjemme på Ibrox er Rangers normalt skræmmende. Derfor tror vi, kampen ender 1-1
Barcelona – Lyon
Det er et spændende Lyon-hold, som i aften gæster Barcelonas fantastiske hjemmebane, Camp Nou. Holdet har godt nok skilt sig af med profiler som Malouda og Abidal. Sidstnævnte spiller nu hos aftnens modstander, FC Barcelona. Og netop Barcelona har fået en noget vaklende start på den spanske Primera Division. Holdet har godt nok ikke tabt endnu, men i weekenden måtte det stjernespækkede mandskab nøjes med et skuffende 0-0-resultat mod Osasuna. I forhold til den kamp har Barcelona i aften deres argentinske supertalent, Lionel Messi, tilbage – og mon ikke han er opsat på at få catalanerne tilbage på ret køl.
Forventede startopstillinger:
FC Barcelona: Victor Valdés – Milito, Márquez, Abidal, Zambrotta – Xavi, Touré Yaya, Deco, Messi – Ronaldinho, Henry.
Olympique Lyon:Vercoutre – Grosso, Squillaci, Cléber, Clerc – Toulalan, Källström, Bodmer, Juninho – Govou, Benzema.
TotalBold.dk’s bud på kampen:Begge hold har stamspillere skadet i defensiven. Hjemmeholdet må undvære deres anfører, Carlos Puyol, mens Lyon må klare sig foruden to af deres mest rutinerede spillere i Coupet og Cris. Det kan godt åbne op for en underholdene kamp med mange mål, men Barcelonas offensiv har ikke imponeret endnu i denne sæson. Derfor tror vi, at kampen ender 2-1 til Barcelona.
Gruppe F:
Sporting Lissabon – Manchester United
Gruppe F byder på et spændende gensyn for både Cristiano Ronaldo og Nani med Sporting Lissabon. De to unge portugisere skal forsøge at hente en sejr mod deres gamle holdkammerater, når Manchester United i aften gæster Estádio José Alvalade. Begge hold vil helt sikkert forsøge at hente tre point, og der er lagt op til underholdende fodbold. Manchester United er inde i en mindre scoringskrise, eftersom det kun er blevet til fire mål i seks kampe i denne sæson. Det problem skal Wayne Rooney hjælpe med at løse, når han i aften vender tilbage efter en mindre skadespause. Hos Sporting er deres angriber, Liedson, godt kørende med tre mål i de seneste fire kampe, og det skal blive spændende at følge ham i aften.
Forventede startopstillinger:
Sporting Lissabon: Stojkovic – Abel, Polga, Tonel, Heberson – Veloso, Moutinho, Vukcevic, Romagnoli – Liedson, Purovic.
Manchester United: Van der Sar – Brown, Ferdinand, Vidic, Evra – C. Ronaldo, Scholes, Carrick, Giggs – Rooney, Tevez.
TotalBold.dk’s bud på kampen:Kampen vil som tidligere nævnt være meget speciel for Ronaldo og Nani. Vi tror, at specielt Ronaldo vil vise storspil i aftenens kamp, og han kan være et godt bud på en første målscorer. Vi tipper United til en 2-0-sejr i den første kamp i Gruppe F.
AS Roma – Dynamo Kiev
AS Roma har fået en flyvende start på sæsonen, hvor holdet har vundet det første trofæ ude mod Inter i den italienske Supercup, mens de også har præsteret en imponerende 7-0 målscore efter tre kampe i Serie A. Kiev har haft en mindre god sæsonstart, men er kommet godt efter det, og har vundet deres fem sidste kampe. Kiev er uden skader, mens Romas målmand Doni er tvivlsom, og Panucci er skadet, og dermed udeladt til kampen. Til gengæld får romerne en del spillere tilbage fra andre skader.
Forventede startopstillinger:
AS Roma: Doni – Cicinho, Juan, Mexes, Tonetto – De Rossi, Aquilani – Mancini, Giuly, Taddei – Totti
Dynamo Kiev: Shovkovsky – Fedorov, Markovic, Gavrancic – Kaddouri, Mykhalyk, Gusev, Rotan – Shatskikh, Bangoura, Michael
TotalBold.dk’s bud på kampen: Roma vil tage total kontrol over kampen, mens Kiev formentlig vil spille defensivt, og gå efter 0-0. Roma vil dog være for ivrige efter at vaske noget af pletten fra 7-1-nederlaget væk, og vi tror kampen ender 3-0.
Gruppe G:
PSV Eindhoven – CSKA Moskva
PSV Eindhoven, der har vundet det hollandske mesterskab tre sæsoner i træk, tager i aften imod CSKA Moskva. De nåede Champions League-kvartfinalen sidste år, hvor de blev slået ud af finalisterne fra Liverpool. I denne sæson har PSV ikke tabt i den hollandske liga, hvor der endnu ikke er gået nogle mål ind på dem. Derudover kan de briste sig med, at deres seneste nederlag var helt tilbage i april måned. Dermed er det et hollandsk-hold med blod på tanden og hjemmebanefordel, der tager imod CSKA Moskva. CSKAs talentfulde kantspiller, Daniel Carvalho, er netop vendt tilbage efter en lang skadesperiode, det er ham, der sammen med Vágner Love skal true PSV’s forsvar. Moskvas talentfulde førstemålmand, Igor Akinfeev, er stadig ude, derfor træder Mandrykin til blandt stængerne.
Forventede startopstillinger:
PSV Eindhoven: Gomes – Kromkamp, Afellay, Addo, Bakkal – Salcido, Simmons, Perez, Zonneveld – Koevermans, Lazović.
CSKA Moskva: Mandrykin – Semberas, Ignashevic, A. Berezutski, V. Berezutski – Carvalho, Zhirkov, Aldonin, Rahimic; Love, Jô.
TotalBold.dk’s bud på kampen: PSV har hjemmebanefordel, samt et sammentømret-hold. Derfor tror vi, at PSV holder deres gode statistik uden nederlag og vinder 2-1 over Moskva. Man skal dog aldrig undervurdere CSKA, som også har en god offensiv.
Fenerbahce – Inter
Fenerbahce har ikke haft en god sæsonstart, hvor holdet har spillet uafgjort i de to sidste kampe, og kun ligger nummer otte med otte point efter fem kampe. Inter ligger nummer to i Serie A med syv point for tre kampe, men det er et såret hold Fenerbahce skal møde. Inter har et par skader i forsvaret, samt Vieira på midtbanen. Ud over det har holdet mange karantæner fra sidste års slåskamp i opgøret mod Valencia. Samuel er også tvivlsom, og bliver han ikke klar, så må holdet ty til ungdomsspillere i centerforsvaret.
Forventede startopstillinger:
Fenerbahce: Demirel – Lugano, Edu Dracena, Turac, Roberto Carlos – Metin, Baris, M. Aurelio – Alex – Deivid, Kezman
Inter: Julio Cesar – Zanetti, Rivas, Samuel, Maxwell – Figo, Cambiasso, Dacourt, Stankovic – Suazo, Ibrahimovic
TotalBold.dk’s bud på kampen: Fenerbahce har ikke haft en god start på sæsonen, men Inters forsvar ser naturligt nok tyndt ud til kampen. Fenerbahce skal nok score, men Inters offensiv bør også være stærk nok til at score et par kasser. Vi tror på 2-2, et respektabelt resultat for begge parter.
Gruppe H:
Slavia Prag – Steaua Bukarest
Aftnens kamp mellem Slavia Prag og Steaua Bukarest kan meget vel blive afgørende for de to holds videre færden i Europa. De to hold må efter al sandsynlighed kæmpe kampen om tredjepladsen, som giver adgang til UEFA Cuppen. Slavia Prag og Steaua Bukarest er nemlig havnet i gruppe med de noget mere kendte hold, Sevilla og Arsenal. I forhold til de to hold må både Slavia Prag og Steaua Bukarest anses for at være underdogs, og de indbyrdes kampe menes derfor at have stor betydning. De to hold har ikke mange prominente navne i deres trupper. Den tidligere Liverpool-spiller, Vladimir Smicer, har dog valgt at afslutte karrieren i Slavia Prag, men han må sidde over i dagens opgør grundet en skade.
Forventede startopstillinger:
Slavia Prag: Vaniak – Brabec, Dřížďal, Hubáček, Belaid – Pudil, Suchý, Volešák, Kalivoda – Vlček, Botelho.
Steaua Bukarest: Zapata – Goian, Golanski, Rada, Bădoi – Bicfalvi, Petre, Nicoliţă, Lovin – Dica, Zaharia.
TotalBold.dk’s bud på kampen:Slavia Prag har fået en forrygende start på sæsonen. I ligaen er det blevet til 16 point i de første seks kampe, og holdet kvalificerede sig til Champions League ved at besejre hollandske Ajax. Modsat har Gheorghe Hagis’ tropper fået en skidt start på sæsonen i den rumænske liga. Holdet ligger på en skuffende 7. plads, og har kun scoret fire mål i seks kampe. Derfor tror vi, at Slavia Prag vinder 2-0.
Arsenal – Sevilla FC
Arsenal, som er tophold i Premier League, tager hjemme i mod sidste års vindere af UEFA Cuppen, Sevilla FC på Emirates Stadion. Det er to hold, som begge er i medgang og som har spillet noget fantastisk fodbold i starten af året. Arsenal har begyndt deres sæson i fornem stil og indtager en førsteplads i Premier League. Arsene Wenger har dog før aftenens kamp udtalt, at han frygter Sevilla, og at de ikke skal undervurdere dem. Arsenal må undvære skadesramte Lehmann, Gallas og Eboue.
Spanierne har som sidste sæson, fået en kanon start på Primera Division, hvor de indtager en fornem anden plads. Spanierne må undvære skadesramte Navarro og Fabiano, men de kan trøste sig med, at Adriano er tilbage efter tre ugers skadepause.
Forventede startopstillinger:
Arsenal: Aluminia – Sagna, Silva, Toure, Clichy – Flamini, Rosicky, Hleb, Fabregas, – Van Persie, Adebayor.
Sevilla: Palop – Alves, Escude, Dragotinovic, Fazio – Renato, Duda, Keita, Adriano – Kerzhakov, Kanoute.
TotalBold.dk’s bud på kampen: Eftersom at begge hold døjer med nogle skader, må kampen betegnes som meget åben. Begge hold har fået en god start på året, så vi tror at kampen bliver en meget tæt affære. Men Sevilla virker som om at de kan gå på vandet for tiden, derfor tror vi at Sevilla hiver en smal 1-2 sejr med hjem til Andalusien.
Skriv et svar