AGF-træner Erik Rasmussen er på visit hos klubben, han tidligere stod i spidsen for, nemlig FC Midtjylland.
Der er lagt op til en intens kamp mellem to mandskaber, der ligger tæt i tabellen, og som har haft svingende resultater sæsonen igennem.
FC Midtjylland har i forårssæsonen slået Vejle og Horsens, men tabt til AaB og OB samt spillet uafgjort mod Esbjerg og Brøndby. Klubben ser dermed umiddelbart ud til at kunne slå de lavere rangerende hold, men have det svært mod de øverst placerede hold.
I seneste spillerunde mod Vejle viste midtjyderne god moral ved at hente en 2-0-føring og score tre gange på et kvarter i anden halvleg og vinde kampen. Dermed ligger klubben på en fjerdeplads med elleve point op til OB, der søndag slog AaB 1-0 i Aalborg.
Der er dog bid i angrebet, idet farlige Frank Kristensen med ni mål og Jonas Borring med otte træffere i indeværende sæson ligger på henholdsvis femte og sjettepladsen på topscorerlisten.
AGF har haft en svær start på forårssæsonen ved godt nok at slå Horsens og spille uafgjort mod Vejle, men til gengæld har tabt til AaB, Esbjerg, Brøndby og Randers. I seneste spillerunde blev der tanket selvtillid ved at besejre AC Horsens med 1-0. Efter kampen sagde målmand Steffen Rasmussen ifølge klubbens officielle hjemmeside:
”Nu måtte det være vores tur, og jeg håber, at det er et vendepunkt. Det er det, vi har manglet, og vi lukker munden på alle folk, der har villet have os ned i bunden. Nu er vi i den top seks, vi gerne vil være i.”
Matchvinderen fra den kamp, Peter Graulund, ser også opad i tabellen og siger til tipsbladet.dk:
”Vi har været vant til at slås mod nedrykning i AGF i så mange år. Det er rart, at vi kan sige os fri fra det, og det er et stort skridt for klubben. Der er måske ikke så meget at spille for, men alligevel vil vi gerne have den sjetteplads, for der er kæmpe forskel på at blive nummer seks og syv.”
FC Midtjylland melder ikke umiddelbart om skadede eller karantæneramte spillere.
AGF er til gengæld hårdt plaget af skader ovenpå kampen mod Horsens, idet Mark Howard, David Devdariani og Arthur Sorin må sidde udenfor. På den positive side forventes forsvarsspilleren Dan Thomassen at gøre comeback efter sit benbrud, der har holdt ham ude i lang tid, og Jerry Lucena er tilbage efter overstået karantæne.
Forventede startopstillinger:
FC Midtjylland:
Christopher Poulsen – Danny Califf – Winston Reid – Jesper Juelsgård
Mikkel Thygesen – Mads Albæk – Danny Olsen – Jonas Borring
Ken Fagerberg – Frank Kristensen
AGF:
Ulrik Lindkvist – Dan Thomassen – Kim Madsen – Frederik Krabbe
Jeremiah White – Kasper Povlsen – Jakob Poulsen – Jerry Lucena
Nando Rafael – Peter Graulund
TotalBold.dk’s bud på kampen:
Begge mandskaber kan på gode dage levere særdeles underholdende opgør, og med den næsten altid farlige Frank Kristensen i FC Midtjyllands angreb og altid hårdt arbejdende Peter Graulund i AGF-angrebet, er der en spændende duel at følge.
Vi tror, at favoritværdigheden ligger hos FC Midtjylland, men forventer samtidig en tæt kamp. AGF kan måske hente det ene point, selvom vi lægger os fast på en hjemmesejr på 2-1.
Skrevet af John Vestergaard.
Skriv et svar