Наши партнеры

Menu



Platini: Liverpool-kamp bør flyttes

Champions League

Efter planen skal Liverpool spille kvartfinale i Champions League d. 15. april. Klubben ønsker dog ikke at spille denne dag af respekt for de 96 tilskuere, der i 1989 mistede livet før en FA Cup-kamp. UEFA-præsident Platini bakker op om at flytte kampen.

Alene navnet ”Hillsborough” kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen hos de tilskuere, der overværede FA Cup-semifinalen mellem Liverpool og Nottingham Forest d. 15. april 1989 på Hillsborough Stadium i Sheffield.

På det tidspunkt var stadions i England noget anderledes opbygget end i dag. Der var store afdelinger udelukkende med ståpladser, og de enkelte afdelinger var udstyret med adskillelser mellem tilskuere og spillerne i form af jerngitre. Det betød, at de alt for mange tilskuere, der forud for kampen blev lukket ind på stadion, pressede kraftigt på bagfra og maste de tilskuere, der stod allerforrest, op mod jerngitrene.

Forbløffende nok blev kampen fløjtet i gang, men blev dog afbrudt efter nogle minutter, da desperate tilskuere fik kæmpet sig fri, forcerede jerngitrene og undslap ind på banen. Men da var det for sent for 94 tilskuere, der var blevet kvalt, fordi menneskemængden var så sammenpresset, at der ikke engang var plads nok til, at lungerne kunne udvide sig. Fire dage senere døde en 14-årig dreng af sine kvæstelser, men det totale antal dræbte endte på 96, da en 23-årig mand døde af sine kvæstelser. Da havde han ligget i coma i fire år.

Udover de 96 dræbte blev 766 andre fans kvæstede. Det er derfor forståeligt, at sorgen ligger dybt forankret i enhver Liverpool-tilhænger, og af samme grund har Liverpool ikke spillet på denne dag siden.

I år er det tyve år siden tragedien på Hillsborough, og på denne dag er det meningen, at Liverpool skal spille kvartfinale i Champions League. Klubben har dog henvendt sig til UEFA for at sikre, at kampen kan blive spillet dagen før.

Og UEFA-præsident, Michel Platini, har forståelse for situationen. Ifølge politiken.dk siger han:

”Vi er klar over betydningen af datoen 15. april for Liverpool og klubbens fans. Derfor vil vi gøre, hvad vi kan, for at sikre, at klubben ikke skal spille kvartfinalekampen i Champions League på den dato.”



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu