Præsidenten i Barcelona, Joan Laporta, udtaler, at Frank Rijkaard ikke vil forlade den spanske klub i løbet af sommeren.
Der har været tvivl om den hollandske træner i Barcelona, Frank Rijkaard, omkring hans fremtid i den spanske topklub Barcelona, efter de i søndags tabte mesterskabet til rivalerne fra Real Madrid. Katalanerne vandt ellers 5-1, men det var ikke nok, da Real Madrid samtidig vandt 3-1, og dermed tog mesterskabet.
Flere medier har fortalt, at Arsene Wenger, træner i Arsenal, skulle tage over i klubben, men det afviser Laporta fuldstændig.
”Frank Rijkaard er træner i Barcelona næste sæson,” sagde Laporta ifølge Sky Sports.
”Han vil tackle det med højeste motivation. Han ved, hvilke følger der er, og han ved, hvilke fejl der er blevet begået.”
”Rijkaard har været ude med selvkritik, og han er opmærksom på, at der er nogle ting, som ikke har fungeret, men han vil fortsætte og er meget motiveret forud for næste sæson.”
Laporta kunne samtidig understrege, at klubben ingen intentioner har om at sælge hverken Ronaldinho eller Samuel Eto’o.
Skriv et svar