I aften skal det afgøres, hvem der vinder den spanske Super Cup 2009. FC Barcelona sikrede sig det bedste udgangspunkt, men med et 2-1-resultat er intet afgjort, når mandskaberne i aftenens afgørende affære mødes på Camp Nou.
For nøjagtig en uge siden blev den første Super Cup-kamp afviklet. Athletic Bilbao kom foran på et mål af Oscar de Marcos, men herefter tog Barca-mandskabet over, og med en scoring hver fra Xavi og Pedro lykkedes det at sikre en 2-1-sejr, hvilket betyder, at catalanerne har et godt udgangspunkt, når parterne i aften mødes i den afgørende kamp.
FC Barcelonas cheftræner Josep Guardiola ser frem til aftenens opgør, og han vil, ikke overraskende, gerne have fingrene i Super Cup-trofæet.
“Jeg vil vinde Super Cup-trofæet. Der er tale om en finale, og derfor vil jeg ikke spare nogen profiler. Jeg har bedt spillerne om at yde deres maksimale, for alle titler er vigtige,” fortalte Guardiola på fredagens pressemøde og uddybede:
“Vi skal være forsigtige. Bilbao vil lægge et stort pres på os, og derfor skal vi angribe dem med omtanke.”
Athletic Bilbaos mand ved roret, Joaquin Caparros, er opmærksom på FC Barcelonas klasse, men han fastslår, at man vil gå til opgaven uden frygt for et nederlag.
“Vi ved, hvordan de vil spille imod os. De er uden tvivl sultne efter titler, og vi bliver nødt til at matche dem,” udtaler Bilbaos cheftræner ifølge avisen Sport og fortsætter:
“Intet er umuligt i fodbold. Vi må forsøge at spille vores bedste. Det er vigtigt, at vi er optimistiske. Vi vil spille uden frygt.”
FC Barcelona må se bort fra Milito, Iniesta og Márquez. Derimod er Zlatan Ibrahimovic kommet sig over den håndskade, som holdte ham ude i det første opgør, og derfor er svenskeren klar til aftenens kamp.
Basker-mandskabet kan glæde sig over, at Inigo Diaz de Cerio kan få sin første kamp siden november måned sidste år, hvor han brækkede sit skinneben.
Forventede startopstillinger:
FC Barcelona:
Alves – Puyol – Pique – Abidal
Xavi – Touré – Keita
Messi – Ibrahimovic – Henry
Athletic Bilbao:
Iraola – Ustaritz – Ocio – Koikili
Orbaiz – Gurpegi
Susaeta – De Marcos – Gabilondo
Llorente
TotalBold.dk’s bud på kampen:
I det første Super Cup-opgør manglede Barca et par profiler. De er nu tilbage, og derfor tror vi, at catalanernes sejr i dag bliver større end den forrige. Vi hælder til at FC Barcelona vinder 3-1 mod Bilbao.
Skriv et svar