Наши партнеры

Menu



Tjekkisk stjerne indstiller karrieren

Andet fodbold

I maj måned meddelte tjekken Pavel Nedved, at han ville indstille karrieren. Siden har han overvejet et kontraktudspil fra en anden klub, men har afvist skiftet og indstiller nu endeligt sin karriere.

Den 30. maj i år skrev TotalBold.dk, at tjekken Pavel Nedved havde indstillet sin karriere. Grunden var, at hans klub, Juventus, havde købt stjernen Diego, og at Nedved derfor ville indstille sin karriere i en alder af 36 år.

For nylig blev han så tilbudt en 1-årig kontrakt med de forsvarende italienske mestre fra Inter, som han nu har forkastet. Dels var han ikke interesseret i at skifte til Inter, som er en af Juventus’ tætteste konkurrenter, og dels var hans beslutning om at indstille karrieren endegyldig.

Det forlyder samtidig, at Nedved er blevet tilbudt job i staben hos Juventus, men det er i øjeblikket uafklaret, hvad fremtiden bringer for tjekken.

Nedved skiftede i 2001 til Juventus for over 300 mio. kroner. Her havde han en kæmpe opgave foran sig, da han skulle fungere som erstatning for Zinedine Zidane, der netop var blevet solgt til Real Madrid. Han løste opgaven og var stærkt medvirkende til, at Juventus de næste 5 år vandt det italienske mesterskab 4 gange.

Desværre løb klubben i de år ind i en skandale vedrørende aftalt spil i en række kampe, og udover at klubben blev frataget titler, blev klubben også tvangsnedrykket. Nedved kunne sammen med andre topspillere have forladt klubben, men han blev og hjalp klubben tilbage til Serie A.

Som de synlige tegn på sin rolle og succes hos især Juventus og det tjekkiske landshold har Nedved modtaget et hav af titler. Blandt andet blev 2003 et gyldent år, idet han blev årets fodboldspiller i Italien, årets udenlandske spiller i Italien, årets europæiske fodboldspiller, den bedste midtbanespiller i Champions League, årets tjekkiske spiller (som han vandt i alt 6 gange) samt en plads på årets UEFA-hold.

Tilmed blev han også kåret som årtiets bedste tjekkiske spiller og optaget i ”FIFA 100”, som er den tidligere verdensstjerne, Pelés, bud på verdens bedste nulevende spillere.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu