Fulde navn: Edison Arantes do Nascimento

Født: 23. oktober 1940

Landskampe/mål: 92 (77)

Verdensmesterskaber: 3 (1958, 1962, 1970)

Copa America: Ingen

Klubber: Bauru AC Juniors, Santos, New York Cosmos

Ligakampe/mål i alt: 621 (220)

Klubtrofæer som spiller:

Santos: Sao Paolo-mester – 1956, 1958, 1960, 1961, 1962, 1964, 1965, 1967, 1968, 1969, 1973. Copa Libertadores-mester – 1962, 1963. Rio-Sao Paolo-mester – 1959, 1963, 1964. Interkontinental Cup – 1962, 1963. Pokalvinder – 1961, 1962, 1963, 1964, 1965, 1968.

New York Cosmos: Amerikansk mester – 1977.

De første år

Den unge Edison blev som så mange andre brasilianere født i fattigdom, og voksede op i byen Bauru i Sao Paolo. Her tjente han penge ved at pudse sko på gaden, og havde ikke råd til en rigtig fodbold, og brugte derfor som regel en strømpe stoppet med aviser, eller en grapefrugt til at spille med.

Navnet Pelé opstod, da han som ung dreng ikke kunne udtale navnet på sin yndlingsspiller, Vasco da Gamas målmand, Bilé, og blev derfor drillet med sin udtale. Han brød sig ikke selv om navnet, men det hang ved, og selvom ordet ikke har nogen egentlig betydning, er det under navnet Pelé, vi i dag kender ham, som verdens måske bedste fodboldspiller nogensinde.

Pelé startede sammen med nogle venner et hold, som de, frit oversat, kaldte ‘dem uden sko’. Da de senere meldte sig til en turnering, som krævede at de spillede med sko, omdøbte de holdet til Ameriquinha. De nåede finalen i turneringen, og Pelé blev topscorer. Det åbnede øjnene for de talentfulde spillere, som alle blev inviteret til at spille for klubben Baurus ungdomshold. Som 14-årig fik Pelé for første gang penge for at spille fodbold. Bauru vandt ungdomsmesterskabet og Pelé blev topscorer med 148 mål i 33 kampe.

Træneren for Bauru, den tidligere landsholdsspiller Waldemar de Brito, tog Pelé med til storklubben Santos, og proklamerede overfor ledelsen, at Pelé ville blive den bedste spiller i verden.

Pelé – Den sorte perle

Pelé fik chancen hos Santos, og efter et år hos reserverne, fik han chancen i angrebet fra starten af sæsonen i 1957. Som blot 16-årig var det unge stjernefrø fast mand hos Santos, og blev oven i købet topscorer i ligaen. Da sæsonen var overstået, stod den unge Pelé allerede på toppen af fodboldtronen i Brasilien, og blev udtaget til landsholdet.

Pelé fortsatte den hyppige målscoring for Santos, og var den nok største grund til at klubben gik fra den ene succes til den anden i løbet af de 17 år han spillede i Santos. Santos fik utallige tilbud fra store europæiske klubber om at købe Pelé, men den brasilianske regering greb ind, og erklærede Pelé for en national skat, der ikke måtte sælges. Derfor blev det aldrig muligt for europæiske fodboldfans at se ‘den sorte perle’ i en af de store ligaer i Europa.

Den 19. november 1969, efter 12 år i Santos, lykkedes det Pelé at score sit mål nummer 1000 i karrieren. Det skete i en kamp mod Vasco da Gama, da Pelé scorede på et straffespark, og målet blev fejret i hele Brasilien. I 1972 besluttede Pelé sig for at stoppe karrieren, men ombestemte sig alligevel, og i løbet af de næste to år vendte han regelmæssigt tilbage for at spille for Santos.

I 1975 valgte Pelé at genoptage karrieren på fuld tid, da han skiftede Brasilien ud med USA, og et ophold hos New York Cosmos. Selvom han var i karrierens efterår, var Pelé stadig et kæmpe navn. Cosmos nyindkøb skabte stor opmærksomhed omkring det ellers ukendte ‘soccer’ i staterne. I sine tredje og sidste sæson i USA førte han Cosmos til det amerikanske mesterskab.

Pelés sidste kamp som professionel i 1977, var en opvisningskamp mod hans tidligere klub, Santos. Foran 75.000 tilskuere i New York spillede Pelé en halvleg for hvert hold, og scorede karrierens sidste mål, da han satte et frispark ind bag Santos’ målmand.

I pausen skiftede han til Santos, og dermed blev hans Cosmos trøje med titallet pensioneret, for aldrig at blive brugt mere. En gestus Santos allerede havde foretaget, da Pelé forlod Brasilien tre år tidligere. Efter kampen blev Pelé båret rundt af sine Cosmos holdkammerater, for at blive hyldet foran de mange tilskuere.

Landsholdet

Pelé fik debut på det brasilianske landshold som blot 16-årig. I en kamp mod ærkerivalerne Argentina fik den unge angriber scoret sit første af sine 77 mål i den gule nationaldragt. Selvom Brasilien tabte kampen 2-1, gav det løfter om en stor karriere for stortalentet.

Allerede året efter var Pelé med til verdensmesterskaberne i Sovjetunionen, og fik en forrygende slutrunde. Han blev den yngste målscorer ved en VM-slutrunde nogensinde, da han i kvartfinalen mod Wales scorede det eneste mål i kampen. Han fortsatte med at sætte rekorder, da han i semifinalen mod Frankrig blev den yngste hattrick-skytte nogensinde, og dermed var Pelé i VM-finalen i en alder af 17 år og 249 dage. Brasilien mødte Sverige i finalen, og igen viste Pelé prøver på sin giftighed foran mål, da han stod for to af de fem brasilianske mål i 5-2 sejren. Pelé sluttede på en andenplads på topscorerlisten med seks mål i fire kampe, efter franske Just Fontaine.

Med den forrygende debut ved VM i Sovjetunionen, var Pelé med til at ligge et kæmpe pres på sine unge skuldre, og åbningskampen i Chile i 1962 forløb også som forventet, med Pelé som oplægger og målscorer i 2-0 sejren over Mexico. I den efterfølgende kamp mod Tjekkoslovakiet, gik det i midlertidigt galt for Pelé, der måtte udgå med en skade, og ikke senere kom tilbage i turneringen. Brasilien formåede, med superdribleren Garrincha i hovedrollen, at forsvare sejren fra 1958, og Pelé fik via sin optræden i den første kamp endnu et verdensmesterskab på CV’et.

Ved slutrunden i 1966 i England var Brasilien efter to triumfer i træk, kæmpe favoritter til at hjemtage Jules Rimets trofæet for tredje gang. Verdensmestrene, og især Pelé blev dog udsat for en hårdhændet behandling af modstanderne fra Bulgarien og Portugal, og Brasilien formåede ikke at gå videre fra den indledende runde.

De hårde tacklinger resulterede i endnu en skade til Pelé, der udtalte at han aldrig mere ville spille ved en VM-slutrunde. En beslutning han dog senere fortrød, da han var med til at kvalificere Brasilien til slutrunden i Mexico i 1970, med seks mål i seks kvalifikationskampe.

Pelés sidste slutrunde skulle vise sig at være et forrygende farvel til VM-fodbolden for den dengang 29-årige brasilianer. Som den absolutte nøglespiller hos Brasilien, startede Pelé med at score et enkelt mål i 4-1 storsejren over Tjekkoslovakiet. Yderlige to mål blev det til i den indledende runde, da Brasiliens sidste kamp mod Rumænien blev vundet med 3-2.

Selvom Pelé i højere grad overlod målscoringen til sine holdkammerater, var han en vigtig spiller på holdet, da han lagde op til flere mål i Brasiliens vej til finalen, med sejre over Peru og Uruguay på henholdsvis 4-2 og 3-1. Dermed var vejen lagt for finalen mod de stærke italienere, som dog skulle vise sig at blive statister i en brasiliansk opvisning. 4-1 lød cifrene efter en kamp med Pelé i absolut topform, hvor han scorede sit sidste mål i en VM-slutrunde. Dermed kunne Brasilien tage Jules Rimet trofæet med til Rio, efter at have vundet verdensmesterskabet tre gange, alle tre gange med Pelé på holdet.

Pelé spillede sin sidste landskamp den 18. juli 1971 i en kamp mod Jugoslavien, efter at have scoret imponerende 77 mål i sine 92 kampe.

Tiden efter bolden på banen

Pelé har ikke som så mange andre tidligere fodboldsspillere kastet sig over trænergerningen, eller på andre måder været tæt beskæftiget med fodboldspillet. Han har i stedet været involveret i forskelligt velgørenhedsarbejde siden han stoppede karrieren, ligesom han i tiden fra 1995-2001 var sportsminister i Brasilien.

Han har udgivet flere biografier og har sågar optrådt i filmen ‘Escape to Victory’ med blandt andet Sylvester Stallone. Selvom Pelé ikke har valgt at deltage aktivt i fodboldens verden, dukker han ofte op i forbindelse med forskellige prisoverrækkelser i UEFA og FIFA regi.

Skrevet af Michael Elgaard