TotalBold.dk’s skribent, Ronni Bødker, har kigget dybt i historiebøgerne. Ud fra disse har han udarbejdet en top-20-liste over de mest loyale spillere.

20. Franco Baresi

8. maj 1960

Italien: 81 kampe / 1 mål (1982-1994)

AC Milan: 532 kampe / 16 mål (1977-1997)

Placering: Sweeper

Franco Baresi blev født i 1960 i Travagliato. Han er lillebror til Internazionale-legenden Giuseppe Baresi, der pt. er assisterende manager i denne klub.

Baresi spillede hele sin karriere for AC Milan, hvor han blandt har lært Paolo Maldini op og var en del af den berømte firebagkæde i 1990’erne med Maldini, Alessandro Costacurta og Mauro Tassotti.

På landsholdet nåede han 81 kampe, med et mål til følge. Han var faktisk en del af verdensmesterholdet fra 1982, men kom aldrig på banen. Debuten ved en VM-slutrunde kom i 1990 på hjemmebane, hvor Italien vandt bronze.

Fire år senere deltog han ved hans sidste slutrunde, hvor Italien hjemtog sølvet. Han var kaptajn i finalen mod Brasilien. Han var en af tre spillere, der brændte i straffesparkskonkurrencen, de to andre var Massoro og mest berømt Roberto Baggio.

Han stoppede karrieren efter 1996/97-sæsonen, som 37-årig. Efter en kort tur til Fulham som Director of Football, vendte han i 2002 tilbage til AC Milan som ungdomstræner, hvilket han stadig fungerer som i dag.

19. Fritz Walter

13. oktober 1920

Tyskland: 61 kampe / 33 mål (1940-1958)

1.FC Kaiserslautern: 411 kampe / 380 mål (1937-1959)

Placering: Angriber

Faktisk var Fritz Walter i Kaiserslautern som spiller fra 1928 til 1959, da han startede i klubbens ungdomsakademi allerede som otteårig.

Som syttenårig fik han sin debut på klubbens førstehold og i løbet af de næste 22 år fik han yderligere 410 kampe for holdet og lavede hele 380 mål. Han kunne faktisk have været uheldig, at hans karriere var stoppet allerede i 1945, da sovjetiske tropper ankom til en lejr for krigsfanger, hvor Fritz Walter holdte til. De sovjetiske tropper havde for vane at tage tyskere med tilbage til Sovjet Unionen, hvor de havde en forventet levetid på fem år. Men på grund af snarrådige ungarske fangevogtere undgik han dette, da de bildte russerne ind at han var østriger.

Fritz Walter fik 61 kampe på landsholdet og lavede 33 mål, altså over et mål hver anden kamp. Han deltog i både VM 1954, hvor tyskerne vandt deres første verdensmesterskab og ved VM 1958 i Sverige, hvor hans sidste landskamp var semifinalen mod Sverige, hvor han blev skadet.

I dag er Kaiserslauterns stadion opkaldt efter Fritz Walter, Fritz Walter Stadion.

Han døde d. 17. juni 2002, 81 år gammel.

18. Teodoro Fernández

20. maj 1913

Peru: 32 kampe / 24 mål (1935-1947)

Universitario de Deportes: 180 kampe / 157 mål (1931-1953)

Placering: Angriber

Lolo, som han blev kaldt, startede karrieren i Universitario de Deportes i 1931, hvor han forblev i hele sin 22 år lange karriere, på trods af mere lukrative tilbud fra både Chile, Argentina og Europa.

Han formåede at score 157 gange i sine 180 kampe for klubben, hvilket er et scoringsgennemsnit på 0,872 mål pr. kamp.

Landsholdsmæssigt var det næsten det samme, et scoringsgennemsnit på 0,75. Fernández blev peruviansk mester hele seks gange og topscorer i ligaen hele syv gange.

På landsholdet var han med til at vinde de bolivianske lege i 1938 og Copa América i 1939. Sidstnævnte var han med sine syv mål også topscorer i. Igennem historien er han den tredje mest scorende spiller i Copa América nogensinde.

Han døde d. 17. september 1996, 83 år gammel.

17. Leslie Compton

12. september 1912

England: 2 kampe / 0 mål (1950)

Arsenal FC: 253 kampe / 5 mål (1930-1952)

Placering: Central forsvar, højre back

Leslie Compton var en talentfuld sportsudøver, ikke bare i fodbold, men også i cricket. Desuden kom han fra en talentfuld familie, da også hans bror, Denis Compton, spillede fodbold og cricket på højt niveau, dog var han mest succesfuld i cricket, i modsætning til Leslie.

Han havde svært ved at slå sit navn fast i Arsenal i løbet af 1930’erne og blev aldrig en fast mand i startopstillingen. Men efter krigen var han fast mand i Arsenals midterforsvar, hvor han blandt andet var med til at vinde mesterskabet i 1947/48.

Han stoppede karrieren i 1952, efter han igen var røget ud af startopstillingen. Han forblev dog i klubben i yderligere nogle år, da han var træner og scout bagefter.

Da han helt droppede fodbolden, blev han ejer af en Pub i Nordlondon. Han døde 27. december 1984, som følge af diabetes og komplikationer af et amputeret ben et par år før. Han blev 72 år.

16. Dougie Gray

4. april 1904

Skotland: 10 kampe / 0 mål (1928-1932)

Glasgow Rangers: 492 kampe / 2 mål (1925-1947)

Placering: Forsvar

Douglas Herbert Gray blev født i den skotske by Alford, Aberdeenshire. Han kom til Glasgow Rangers i 1925 efter et ophold som amatør i Aberdeen Muggiemoss.

I løbet af hans lange karriere på Ibrox, den længste for nogen spiller, blev det til hele 940 kampe, deriblandt 492 ligakampe. Landholdsmæssigt blev det til ti kampe i perioden 1928-1932, hvilket var meget for den tid.

Dougie Gray døde d. 4. april 1972, 67 år gammel.

15. Carlo Bigatto

29. august 1885

Italien: 5 kampe / 0 mål (1925-1927)

Juventus FC: 234 kampe / 1 mål (1913-1931)

Placering: Venstre midtbane

Carlo Bigatto var venstre midtbane for italienske Juventus FC fra 1913 til 1931. I løbet af disse 22 år blev det til 234 kampe for La Vecchia Signora. Efter den aktive karriere i Juventus FC, blev han cheftræner i samme klub i sæsonen 1934/1935, en sæson, hvor Juventus vandt mesterskabet med to point ned til Internazionale.

I løbet af karrieren blev det også til fem optrædener for det italienske landshold, dog blev det aldrig til nogen mål.

Han døde i 1942, 57 år gammel.

14. Billy Liddell

10. januar 1922

Skotland: 28 kampe / 6 mål (1942-1955)

Liverpool FC: 534 kampe / 228 mål (1939-1961)

Placering: Fløj

William Beveridge Liddell, som han blev døbt, kom til verden i den lille by Townhill i nærheden af Dunfermline i Skotland i 1922. Han var den ældste af seks børn.

Som ung spillede han både rugby og fodbold, men det var i fodbolden, han havde talentet, hvilket gjorde, at han Lochgelly Violet FC hentede ham. Her spillede han som ungdomsspiller indtil Sir Matt Busby, der på daværende tidspunkt var forsvarsspiller for Liverpool FC, anbefalede ham til cheftræner George Kay. Dette endte med at Liverpool snuppede ham i 1938, foran klubber som Partrick Thistle og Hamilton Academical, dog på en ungdomskontrakt det første år.

I 1939 fik han så sin første professionelle kontrakt med Merseyside-klubben, med en ugentlig løn på £3. Hans uofficielle debut kom i en kamp i 1940 mod Crewe Alexandria, men der skulle gå yderligere seks år før den officielle debut kom, hvilket selvfølgelig skyldtes den krig, der verserede på daværende tidspunkt. Og først den 7. september 1946 fik han sin første ligakamp for klubben, hvilket skete i 7-4-sejren over Chelsea FC, en kamp hvori han scorede to mål.

Hans karriere i Liverpool stoppede efter sæsonen 1960/61, med et nederlag på 1-0 til Southampton som sidste kamp på førsteholdet. Derudover blev der spillet en testimonial-kamp, for at markere hans 22 år i klubben, en kamp mellem Liverpool og International XI. Hans allersidste kamp var dog en reserveholdskamp mod Blackburn den 29. april 1961, en kamp, hvor han scorede et af sit holds fem mål.

På landsholdet blev det til 28 kampe for Skotland med seks mål til følge. Han deltog ikke ved VM i 1954 i Schweiz, fordi han var blevet siet fra efter en 3-3 kamp mod Wales, og kom først tilbage til landsholdet fire kampe efter VM-slutrunden. Han er til dato en af bare to spillere, der har været udtaget til et British XI-hold to gange – 1944 og 1955.

Billy Liddell er en af de største spillere, som har været i Liverpool. Dette vises ved at han som reel midtbanespiller, er den fjerde mest scorende spiller i klubben, kun overgået at koryfæer som Ian Rush, Roger Hunt og Gordon Hodgson. Størst af alt må dog have været hans kåring som den sjette bedste spiller i Liverpool nogensinde.

Denne kåring fandt sted i 2006, da 110.000 stemte på ”100 Players Who Shook The Kop”. De fem foran ham var (#5) John Barnes, (#4) Robbie Fowler, (#3) Ian Rush, (#2) Steven Gerrard og (#1) Kenny Dalglish. Som en sidebemærkning kan det nævnes, at Jan Mølby blev nummer seksten i denne afstemning. Seneste hæder kom i november 2008, da han blev indlemmet i den skotske Hall of Fame.

Efter hans karriere brugte han meget tid på frivilligt arbejde, bl.a. deltog han i en velgørenhedskamp for Bankfield House Community Center i 1967. Kampen havde også deltagelse af blandt andre Ferenc Puskás. Derudover var han formand for Liverpool FC Support Club i en årrække.

I starten af 1990’erne fik han konstateret Parkinsons, hvorefter hans helbred begyndte at blive dårligt. Han døde den 3. juli 2001, 79 år gammel.

13. Roy Sproson

23. september 1930

England: 0 kampe / 0 mål

Port Vale: 761 kampe / 30 mål (1950-1972)

Placering: Centralforsvar

Roy Sproson holder i dag rekorden for flest kampe for Port Vale, med 837 optrædener for The Valiants. Af disse 837 kampe, var de 761 af dem i ligaen. I løbet af hans karriere blev det til 128 kampe i træk for klubben.

Hans første sæson i klubben var i 1950 og han forblev Port Vale-spiller indtil en skade satte en stopper for hans karriere i 1972. Men som den rigtige klubmand han var, forblev han i klubben, som træner.

Og bare to år efter hans karriere var stoppet, blev han hevet ind som midlertidig manager for klubben, for i april 1974, at blive udnævnt som fast manager for klubben. Denne post bestred han frem til han blev fyret i 1977 på grund af dårlige resultater.

Landsholdsmæssigt nåede han dog ikke så meget, da det aldrig blev til en udtagelse, hverken på A-landsholdet eller på ungdomslandsholdene.

Efter fyringen som manager arbejdede han i sin egen aviskiosk, hvor han var indtil han døde den 24. januar 1997, 66 år gammel.

Den dag i dag forsøger tilhængere stadig, at samle penge ind til at få rejst en statue af ham foran Port Vales hjemmebane Vale Park. Oven i det er en sidegade til stadionet blev opkaldt efter ham ”Roy Sproson Way”.

12. Uwe Kamps

12. juni 1964

Tyskland: 0 kampe / 0 mål

Borussia Münchengladbach: 390 kampe / 0 mål (1982-2004)

Placering: Målmand

I 1982 tiltrådte Uwe Kamps i Borussia Münchengladbach fra en amatørkontrakt med BV 04 Düsseldorf. Den 2. april 1983, altså i hans første sæson i klubben, blev det til debut på førsteholdet i en kamp mod Karlsruher SC, en kamp, der blev tabt 0-5.

På trods af dette blev det til tolv kampe i hans første sæson og tyve mål mod sig, heraf de ni mål i føromtalte kamp og sæsonens sidste kamp, 4-6-sejren over Borussia Dortmund.

Det blev dog aldrig til A-landsholdsdebut for Kamps. Til gengæld kan han prale af en bronze-medalje fra OL i Seoul i 1988 med det tyske OL-landshold.

Uwe Kamps har siden hans karrierestop i 2004 været målmandstræner i netop Borussia Münchengladbach.

11. Lev Yashin

22. oktober 1929

Sovjet: 74 kampe / 0 mål (1954-1967)

Dynamo Moskva: 326 kampe / 0 mål (1949-1971)

Placering: Målmand

Lev Ivanovich Yashin bliver stadig den dag i dag betegnet som den bedste målmand nogensinde, bedre end både Peter Schmeichel, Walter Zenga, Gordon Banks og dets lige.

Bemærkelsesværdigt er det at Lev Yashin faktisk også spillede ishockey i starten af hans fodboldkarriere. Dette foregik også hos Dynamo Moskva, med hvem han faktisk vandt en sovjetisk pokaltitel og blev nummer tre i det sovjetiske mesterskab.

Han er til dato den eneste målmand, der er blevet kåret som årets europæiske fodboldspiller. Han havde tilnavnet ”Den sorte edderkop”, fordi han altid spillede i sort tøj og angiveligt reddede så mange bolde at det virkede som om han havde otte arme.

10. Lars Høgh

14. januar 1959

Danmark: 8 kampe / 0 mål (1983-1996)

OB: 817 kampe / 0 mål (1977-2000)

Placering: Målmand

Lars Høgh var en del af dansk topfodbold fra hans karriere startede i 1977 og helt frem til den sluttede igen i 2000, alle årene som målmand i Odense Boldklub. Han var klubmand til det sidste og tog sågar turen med OB ned i 1. division. Det blev til hele 817 kampe i OB-trøjen, det højeste for en fodboldspiller i Danmark og dermed en klar klubrekord.

Han har rekorden for flest Gyldne Bur, altså årets danske målmand. Hele fem gange har han vundet den, det er én gang mere end legendariske Peter Schmeichel.

På landsholdet var han en del af det hold, der spillede VM i Mexico i 1986, og stod faktisk på mål i det famøse 5-1-nederlag til Spanien. Han deltog igen ved King Fahd-cup i Saudi Arabien i 1995, men blev skadet under denne turnering, hvilket betød, at Peter Kjær måtte tilkaldes.

Sidst deltog han ved europamesterskaberne i England i 1996. På de tretten år, han var en del af landsholdet, blev det kun til otte kampe især fordi, han det meste af tiden stod i skyggen af Peter Schmeichel, i øvrigt sammen med Mogens Krogh.

Lars Høgh er i dag målmandstræner for både Brøndby IF og for det danske landshold. Derudover har han firmaet Laudrup & Høgh med Brian Laudrup og sit eget firma Lars Høgh Coaching.

9. Ernst Kuzorra

16. oktober 1905

Tyskland: 12 kampe / 7 mål (1927-1938)

Schalke 04: (1927-1950)

Placering: Angriber

Ernst Kuzorra startede sin karriere som 14-årig i Schalke 04 i 1924, og kom i førsteholdstruppen allerede som 17-årig i 1927. Samme år blev det til debut på det tyske landshold. Dette skulle man mene kunne give en landskampsrekord, men dette blev ikke tilfældet, da han ikke var på landstræner Otto Nerz gode side, så Nerz valgte ikke at udtage ham. Dog lykkedes det Kuzorra at spille tolv kampe og lave syv mål over en periode på elleve år.

I hans tid hos Schalke 04 gjorde han og hans svoger, Frits Szepan, holdet til Tysklands allerbedste, og de vandt seks tyske mesterskaber mellem 1934 og 1942. Under nazisternes regime i Tyskland prøvede Hitlers propagandamaskine at bruge Kuzorra, på trods af hans klart ikke-tyske udseende og hans anderledes efternavn, og kaldte ham et pragteksemplar på en tysker. Uheldigvis for nazisterne var Kuzorra ikke interesseret i politik og det slog derfor aldrig rigtigt igennem.

Han stoppede karrieren i 1950 og ernærede sig herefter i sin tobak- og lotto-kiosk. I 1985 blev han endelig hædret af sin fødeby Gelsenkirchen, da han blev udnævnt til æresborger.

Ernst Kuzorra døde d. 1. januar 1990, 84 år gammel.

8. Yury Degtyaryov

5. december 1948

Sovjet: 17 kampe / 0 mål (1968-1980)

Shakhtar Donetsk: (1965-1988)

Placering: Målmand

Yury Degtyaryov kunne i løbet af hans karriere gå fra banen uden af have lukket mål ind 147 gange, hvoraf de ti af de gange kom i hans bare sytten landskampe.

Han blev udråbt som Lev Yashins afløser både på det sovjetiske landshold og hos Dynamo Moskva, men han kom aldrig væk fra Shakhtar Donetsk, hvor han i stedet spillede hele karrieren.

Landsholdsmæssigt stod den på to perioder. Den første periode var i 1968 og den anden periode strakte sig fra 1977 til 1980. Den sidste periode inkluderede blandt andet kvalifikationsturneringer til både VM i 1978 og EM i 1980, turneringer som Sovjet Unionen ikke kvalificerede sig til.

7. Gholam Peyrovani

29. marts 1952

Iran: 0 kampe / 0 mål

Bargh Shiraz: (1969-1992)

Placering: Midtbane

Gholam Hossein Peyrovani er et stort navn i den iranske klub Bargh Shiraz, hvor han tilbragte hele sin aktive karriere. I 1967 startede han i klubben som ungdomsspiller og to år senere blev han indlemmet i førsteholdstruppen, en trup, han først forlod igen i 1992, da hans karriere var slut.

Han fik aldrig debut for det iranske A-landshold, på trods af utallige udtagelser. Til gengæld fik han spilletid på U/19-holdet og vandt i både ’73 og ’74 AFC Ungdomsmesterskabet.

I dag er han at finde på tiende år som træner i en anden Shiraz-klub, Fajr Sepasi, efter to forsøg på at slå igennem som træner i Bargh Shiraz (1995 og 1998). Derudover er han i 2009 blevet ansat til at styre Irans U/23-landshold til de olympiske lege i London i 2012.

6. Bob Crompton

26. september 1876

England: 41 kampe / 0 mål (1902-1914)

Blackburn Rovers: 530 kampe / 14 mål (1896-1920)

Placering: Back

Bob Crompton startede sin karriere i Blackburn Rovers tilbage i 1896, da fodbold stadig var en relativ ny sport i verden. Han spillede hele 530 gange for klubben og var anfører i de fleste af disse år. I 1902 blev det også til debut på det engelske landshold, hvor han allerede året efter blev udnævnt til anfører, en post, han bestred frem til han stoppede på landsholdet i 1914, 41 kampe senere.

Hans 41 landskampe kom i en periode, hvor der var i gennemsnit tre officielle landskampe pr. år. Sammenlignes det med nu, ville det svare til omkring 120 landskampe. Derfor blev han også kaldt verdens bedste fodboldspiller for sin tid. Hans sidste kamp for Blackburn Rovers blev spillet i 1920.

Han forblev i klubben efter han stoppede sin aktive karriere, hvor han blandt andet var direktør. I 1926 blev han udpeget som manager for klubben og førte i 1928 Blackburn til sejr i FA Cuppen. I 1931 stoppede han dog som manager, men endte med at tage over igen i 1938, da klubben var rykket en række ned.

Han førte dem op igen i første sæson og forblev i chefstolen indtil d. 15. marts 1941, da han fik hjertestop efter at have set Blackburn vinde hjemme over Burnley. Dette endte en næsten halvtreds år lang karriere i Rovers. Han døde samme aften, 61 år gammel. Bob Crompton er stadig den ældste spiller, der har været på banen for Blackburn Rovers.

5. Max Morlock

11. maj 1925

Vesttyskland: 26 kampe / 21 mål (1950-1958)

FC Nürnberg: 472 kampe / 294 mål (1940-1964)

Placering: Angriber

Maximillian Morlock var en af de mest populære vesttyske fodboldspillere i 1950’erne og 60’erne. Han startede sin professionelle karriere i 1. FC Nürnberg, som havde opdaget ham i en ungdomskamp mod Eintracht Nürnberg. Som bare 16-årig fik han sin debut mod Wacker München, da det under og efter krigstiden var svært for hans træner bare at finde elleve spillere, at stille op med.

I 1942/43 scorede klubben 125 mål, hvor Morlock stod for de 54 af slagsen. I alt spillede Morlock omkring 900 kampe for klubben og scorede omkring 700 mål.

Og selvom han fik lukrative tilbud fra andre klubber, forblev han trofast over for klubben i hele karrieren, en karriere, der bød på tyske mesterskaber i 1948 og igen i 1961, sidstnævnte var samme år, han blev kåret som årets tyske fodboldspiller. Hans sidste sæson for klubben var 1963/1964-sæsonen, som var den første sæson med Bundesligaen. Her blev det til 21 optrædener og otte mål til følge.

På landsholdet fejrede han også triumfer. Han fik debut i 1950 og i løbet af de næste otte år skulle han få 26 landskampe og score hele 21 mål. Blandt disse var målet til 2-1 i VM-finalen mod Ungarn i 1954, som sikrede vesttyskerne deres første verdensmesterskab.

Han døde d. 10. september 1994, 69 år gammel.

4. Humood Sultan

1960

Bahrain: 1976-1994

Muharraq Club: 1974-1998

Placering: Målmand

Humood Sultan spillede for den bahrainske klub Muharraq Club i hele 24 år. Han var en vigtig faktor for klubbens succes i 1980’erne og 1990’erne. Der er stor enighed om at han er en af de bedste målmænd i Asien igennem historien, med højdepunktet i 1994, da han blev kåret som Asiens bedste målmand.

Han spillede for Bahrain i 18 år, for hvem han blandt andet deltog i ni udgaver af Gulf Cup, med hvem han blev nummer to med i både 1982 og 1992. Han formåede samtidig, at blive kåret som turneringens bedste målmand tre gange.

I dag arbejder han som analytiker for den Qatariske tv-station Al-Kass.

3. Ted Sagar

7. februar 1910

England: 4 kampe / 0 mål (1935-1936)

Nordirland: 1 kamp / 0 mål (Krigstid)

Everton: 463 kampe / 0 mål (1929-1953)

Placering: Målmand

Ted Sagar skrev under med Everton som ungdomsspiller i 1929 og sluttede først sin karriere i klubben i november 1952, i en kamp mod Plymouth Argyle. Da han gik fra banen efter den kamp, lød klubrekorden på imponerende 463 kampe, en rekord, der skulle stå indtil otte år efter hans død i 1986, da Neville Southall i 1994 passerede hans rekord.

Southall gik faktisk så langt, som til at passere rekorden med 115 kampe, og dermed presse Evertons klubrekord op på 578 kampe, inden han stoppede karrieren i klubben i 1998.

Havde det ikke været for anden verdenskrigs udbrud i 1939, havde Ted Sagar sandsynligvis fået flere kampe for klubben, da fodbolden stod stille i England i krigsperioden. Men det lykkedes alligevel Sagar at være en del af førsteholdstruppen i Everton i hele 24 år, hvilket indtil for nyligt var rekord for at spille i samme klub.

Han døde d. 16. oktober 1986, 76 år gammel.

2. Alan Knight

3. juni 1961

Portsmouth: 680 kampe / 0 mål (1978-2003)

Placering: Målmand

MBE Alan Edward Knight blev født i 1961 i London-bydelen Balham og sytten år senere fik han sin første kontrakt med kystbyen Portsmouths bedste fodboldklub, Portsmouth Football Club. I løbet af de næste femogtyve år skulle det lykkedes Knight at spille 801 kampe, heraf 680 ligakampe for klubben, hvilket ikke blot var klubrekord, men rekord i England for flest kampe af en målmand for samme klub.

Selvom han officielt var i Portsmouth indtil 2003, blev hans sidste kamp for klubben spillet i januar 2000 mod Norwich. På dette tidspunkt havde han dog også spillet i samtlige af de fire bedste engelske rækker, som den eneste spiller.

I 2001 blev han Member of the Order of the British Empire for hans loyalitet overfor Portsmouth. Siden han stoppede karrieren i Portsmouth, har han været ansat som målmandstræner i Portsmouth FC, FC Dallas, AFC Bournemouth og Dorchester Town FC, for hvem han også var ansat som andenmålmand, dog uden at komme i kamp.

Han er i dag målmandstræner i Havant & Waterlooville FC.

1. Paolo Maldini

26. juni 1968

Italien: 126 kampe / 7 mål (1988-2002)

AC Milan: 639 kampe / 29 mål (1984-2009)

Placering: Central forsvar/venstre back

Paolo Maldini startede officielt i AC Milan i 1978 som ungdomsspiller. Dette betyder, at han faktisk har været en del af den milanesiske klub i nu 31 år. I det moderne fodbold er dette noget, de færreste kan prale af, da han end ikke har været udlejet til andre klubber i denne periode.

Maldinis første sæson på Rossoneris førstehold var tilbage i 1984. Debuten faldt dog først d. 20. januar 1985, i 1-1-kampen mod Udinese på udebane. Han fik hele anden halvleg, da han erstattede en skadet Sergio Battistini.

Alt i alt har Maldini spillet 891 kampe for AC Milan, med 33 mål til følge.

I 1988 fik Maldini debut for det italienske A-landshold som bare tyveårig. Siden er det blevet til 126 kampe for Azzurri, hvilket er landskampsrekord. I løbet af de fjorten år, han spillede på landsholdet, fik han spilletid ved både OL, VM og EM, dog uden nogensinde at vinde en turnering. Senest i februar 2009 har Marcello Lippi ønsket en testimonialkamp for Maldini, så han kan få en sidste optræden for Azzurri.

Den ene kamp, der er ekstra, er den ligakamp AC Milan spillede ekstra i 1987. Denne kamp var en UEFA Cup-playoff kamp, og tælles derfor ikke med i det normale kampprogram, og står derfor som en ekstra ligakamp.

Det der gør Maldini-navnet endnu mere specielt, er det faktum, at Paolos far, Cesare Maldini, spillede i klubben fra 1954 til 1966, med 347 kampe til følge. Oven i købet er den yngste gren af Maldini-familien, Christian Maldini, tilknyttet AC Milans ungdomsafdeling. Når Paolo Maldini går på pension, går også hans rygnummer på pension. Rossoneris nummer 3 vil derefter blive reserveret til Christian Maldini, i det tilfælde, han går hele vejen og bliver en del af Milans førsteholdstrup.

Han er i dag i gang med hans sidste sæson som professionel fodboldspiller i AC Milan. Han planlægger, at gå på pension efter denne sæson 2008/2009.