TotalBold.dk’s skribent, Rasmus Müller, beskriver i denne artikel sit livs største fodboldoplevelse, da han gæstede Old Trafford, hvor Manchester United tog imod Chelsea i den syvende Premier League-runde.

Stemningen kan fornemmes allerede, da vi kører fra hovedvejen og ind på Trafford Road. Folk står med øl i hånden rundt om på gaden, foran byens spisesteder. Vi triller over broen og befinder os ved en af de mange parkeringspladser, der ligger i nærområdet af Old Trafford. Der er halvanden time til kampstart, men allerede nu strømmer folk til stadion. Vi passerer de mange madvogne, der er stillet op til lejligheden, og som er godt besøgt af de rødklædte fans, som jeg selv er en af. Bag dem ligger der adskillige boder med fanartikler i alle afskygninger. Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at investere i et halstørklæde med påskriften ”Old Trafford – Theatre of Dreams”. Vigtigst af alt er dog udsigten. For på den anden side af vejen foran tårner et kæmpe bygningsværk sig op. Stadion ligger lige for næsen af os, og man kan ikke andet end at blive imponeret. De blålige glasruder omgiver selve banen. Den skal der dog gå lidt tid endnu, før vi kommer til at se.

Først skal vi forbi de store skraldespande, hvor man kan smide sine ølflasker og andet væk. Det er nemlig ikke lovligt at have dem med ind til selve stadionområdet. Dette er i og for sig også fornuftigt nok, især tidligere omstændigheder taget i betragtning.

Vi fortsætter nu hen mod den østlige tribune, hvor vi har vores pladser. For at komme derhen må vi forbi Megastoren. Aldrig før har jeg oplevet noget, der levede så godt op til sit navn som den. Der er lang kø for at komme ind i shoppen, der ligger som en del af Old Traffords østlige del. Over indgangen står den berømte statue af Sir Matt Busby, en af klubbens største trænere gennem tiderne. Vi stiller os op i køen, og det er ikke bare sådan at komme ind. Der står sikkerhedsfolk lige indenfor dørene. De lukker kunderne ind i grupper, for at få mere plads derinde. Men da vores gruppe vælter ind, er der dog stadig proppet med mennesker. Det er ganske enkelt umuligt at få overblik over alle penalhusene, urene og alt det andet, som kan købes. Dertil er trængslen for tæt. Det lykkes os dog, at få kigget på en del af de mange spændende og underlige ting, som det er muligt at investere sine pund i. Selvom vi bevæger os tilpas hurtigt igennem folkemængden, så tager det lang tid at komme ud. Det er i sig selv nemt nok at komme udenom køen, når man intet vil købe, men butikken er ganske enkelt så stor, at det tager lang tid at komme forbi alle hylderne.

Udenfor er vejret fortsat på kanten af regn. Indtil nu har det kun dryppet en smule fra den mørke himmel, men skyerne trækker sig stadig tættere sammen over Manchester. Vi bevæger os hen mod indgangen. Det er smalle båse vi skal klemme os igennem for at komme ind, men det lykkes uden problemer. Vi kommer op ad trapperne til det øvre afsnit, hvor vi skal sidde. Det er et helt specielt syn, der møder os. Måden at købe mad og drikke minder i langt højere grad om Burger King, end om et fodboldstadion. Der er simpelthen diverse menuer, med burgere og pommes frites suppleret med en øl. Øllene bliver meget upraktisk serveret i plastflasker, hvorfor det heller ikke er lovligt at bringe dem ud på tribunerne, hvilket må siges at være et klart minus.

Men jeg glemmer til gengæld alt om øl, burgere og kampen på skærmen indenfor, da vi træder ud og kan kigge ud over hele Old Trafford. I det øjeblik forstår man, hvorfor de kalder det ”Drømmenes Teater”, og der er endda ikke kommet spillere på banen endnu. Vi tager plads nederst på afsnittet, hvilket for mit vedkommende betyder lige ved siden af kameramanden. Det er dog bare et bevis på, at det er nogle af stadions bedste pladser. Stadion kan rumme næsten firstusinde tilskuere, men stadion er så intimt alligevel. Tilskuerpladserne ligger helt tæt omkring banen, og giver en fantastisk kulisse.

Pludselig løber spillerne på banen, og vi følger opvarmningen. Samtidig kan vi se flere og flere komme frem på tribunerne, da spillerne forsvinder ind i tunnellen igen, er der dog langtfra fyldt op. Først fem minutter før kampstart er der fyldt helt op. Et fantastisk syn.

Nu dukker en mand i jakkesæt op på grønsværen. Med opbakning fra det meste af stadion performer han ”Take me home, United Road”, og kan derefter forlade banen under kæmpe klapsalver. Derefter spilles den obligatoriske ”Glory Glory Man United” i højtaleranlægget, og der er nu varmet op på den helt rigtige måde til opgøret.

Spillerne løber på banen til et kæmpe brøl. Chelsea-fansene, der er placeret på tribunen under os, i et hjørne af stadion, har ingen reel chance for at blive hørt i dette inferno. Samtidig går et banner rundt på det nedre tribuneafsnit. Et kæmpe billede af Ryan Giggs og Gary Neville med Premier League-trofæet. Højdemæssigt dækker det næsten hele tribunen.

Spillerne står klar på banen. Spillet sættes i gang og spændingen er enorm. Nu er tiden kommet.

United spiller bolden meget sikkert rundt på banen, og lader ikke Chelsea komme til meget. Der er dog heller ikke de store afslutninger. Chelsea erobrer sjældent bolden, og når de gør, ender deres angreb med en fejlaflevering. Andriy Shevchenko bevæger sig ikke meget fra sin plads som enlig angriber, og Chelsea bliver aldrig for alvor farlige. Manchester United sidder tungt på kampen, og efter en halv time går det helt galt for Chelsea. John Obi Mikel løber med bolden, men får den ud af kontrol, og han ramler sammen med Patrice Evra. Ikke umiddelbart noget stort frispark, men kampens dommer kommer til og hiver det røde kort op af lommen, og helt uforståeligt, viser han det til Mikel, alt imens John Terry forsøger at rive det ud af hånden på ham. Chelsea-spillerne omringer dommeren, og det ser ganske enkelt ud som en vanvittig kendelse. Det er først da jeg senere ser situationen på tv, at jeg forstår dommerens kendelse, da Mikel har indset han ikke kan nå bolden igen, vælger han i stedet at føre sine knopper direkte mod Evras fod, som han stempler. Helt korrekt af kampens dommer, at smide Mikel ud. Den slags hører ganske enkelt ikke til i fodbold.

Udvisningen kan ikke ændre ved kampens spændingsniveau. Chelsea har intet haft at byde på, men United vælger uforståeligt nok at gå ned i tempo efter udvisningen. De får et par hjørnespark, og i overtiden skal dette vise sig at være et vigtigt moment. Et hjørnepark ender hos Ryan Giggs i højresiden. Han sparker med ydersiden af højre fod bolden ind tæt under mål. Lige inden Petr Cech i målet kan nå den, kommer Carlos Tevez flyvende gennem luften, og med panden kanonerer han bolden i nettet, til sit første mål for The Red Devils. United kan gå til pause foran, og med et kæmpe spillemæssigt overtag i bagagen.

Anden halvleg ligner den første til forveksling. Et United-stormløb mod Chelseas mål, som nu er placeret lige under os. Rooney og Ronaldo brillerer virkelig. Mine personlige favoritter, Carrick og Vidic, spiller også en flot kamp. Carrick er konstant farlig med sine knivskarpe afleveringer ind i feltet, hvor Giggs flere gange kommer ind fra venstre og får afsluttet. Vidic og Ferdinand header alle Chelseas lange bolde væk. Chelsea kommer dog frem til et par langskud. I løbet af hele kampen lykkes det dog kun for dem, at ramme inden for de rødes målramme en enkelt gang. Skuddet volder dog ikke van der Sar de store problemer. Den anden vej er Joe Cole heldig ikke at blive præsenteret for et rødt kort, da han bliver snydt af Ronaldo, og derefter vælger at fjerne benene på ham med en voldsom glidende tackling.

Selvom hjemmeholdet belejrer gæsternes straffesparksfelt, skal der gå niogfirs minutter inden det igen lykkes at score. Indskiftede Louis Saha bliver ramt tilfældigt af Tal Ben Haim i feltet, og får straffespark. Det er langtfra verdens største, men det kan bestemt dømmes.

Saha går selv til bolden, og selvom Cech går til den rigtige side ligger bolden i nettet, og United har lukket kampen.

Der går et par minutter inden kampen fløjtes af, og det meste af stadion jubler United-spillerne fra banen, efter en kamp hvor de fuldstændig styrede løjerne.

Det er med stor glæde, vi forlader stadion. Sangene kan høres fra den modsatte side af Old Trafford, mens vi bevæger os forbi boderne igen, og tilbage mod parkeringen. Mad-standene er utrolig godt besøgt her efter kampen, og stemningen er helt unik. Vi kommer tilbage til bilen, og kommer hurtigt ud fra parkeringen. Det går dog kun let og hurtigt til vi når Trafford Road igen. Da vi kom, var det en smal sag at komme hen ad denne vej. Nu tager det tre kvarter, at køre de halvanden kilometer inden vi skal dreje fra. Men i al den tid kan vi kigge ud på fans i United-trøjer, der bevæger sig forbi inde på fortovet. Jeg sidder og tænker tilbage på den fantastiske oplevelse jeg lige har haft. Hvilken kamp, hvilken stemning, hvilket stadion. Jeg vender helt sikkert tilbage en dag. Denne oplevelse vil helt sikkert blive hængende for altid, ligesom kærligheden til Manchester United. Nu har jeg mærket på egen krop, hvorfor de kalder Old Trafford ”Theatre Of Dreams”, og jeg kan kun være enig.

Skrevet af Rasmus Müller.