Наши партнеры

Menu



Top-20: Loyale spillere – nr. 9-5

TotalBold.dk’s skribent, Ronni Bødker, har kigget dybt i historiebøgerne. Ud fra disse har han udarbejdet en top-20-liste over de mest loyale spillere. Vi bringer her plads 9-5.

9. Ernst Kuzorra

16. oktober 1905

Tyskland: 12 kampe / 7 mål (1927-1938)

Schalke 04: (1927-1950)

Placering: Angriber

Ernst Kuzorra startede sin karriere som 14-årig i Schalke 04 i 1924, og kom i førsteholdstruppen allerede som 17-årig i 1927. Samme år blev det til debut på det tyske landshold. Dette skulle man mene kunne give en landskampsrekord, men dette blev ikke tilfældet, da han ikke var på landstræner Otto Nerz gode side, så Nerz valgte ikke at udtage ham. Dog lykkedes det Kuzorra at spille tolv kampe og lave syv mål over en periode på elleve år.

I hans tid hos Schalke 04 gjorde han og hans svoger, Frits Szepan, holdet til Tysklands allerbedste, og de vandt seks tyske mesterskaber mellem 1934 og 1942. Under nazisternes regime i Tyskland prøvede Hitlers propagandamaskine at bruge Kuzorra, på trods af hans klart ikke-tyske udseende og hans anderledes efternavn, og kaldte ham et pragteksemplar på en tysker. Uheldigvis for nazisterne var Kuzorra ikke interesseret i politik og det slog derfor aldrig rigtigt igennem.

Han stoppede karrieren i 1950 og ernærede sig herefter i sin tobak- og lotto-kiosk. I 1985 blev han endelig hædret af sin fødeby Gelsenkirchen, da han blev udnævnt til æresborger.

Ernst Kuzorra døde d. 1. januar 1990, 84 år gammel.

8. Yury Degtyaryov

5. december 1948

Sovjet: 17 kampe / 0 mål (1968-1980)

Shakhtar Donetsk: (1965-1988)

Placering: Målmand

Yury Degtyaryov kunne i løbet af hans karriere gå fra banen uden af have lukket mål ind 147 gange, hvoraf de ti af de gange kom i hans bare sytten landskampe.

Han blev udråbt som Lev Yashins afløser både på det sovjetiske landshold og hos Dynamo Moskva, men han kom aldrig væk fra Shakhtar Donetsk, hvor han i stedet spillede hele karrieren.

Landsholdsmæssigt stod den på to perioder. Den første periode var i 1968 og den anden periode strakte sig fra 1977 til 1980. Den sidste periode inkluderede blandt andet kvalifikationsturneringer til både VM i 1978 og EM i 1980, turneringer som Sovjet Unionen ikke kvalificerede sig til.

7. Gholam Peyrovani

29. marts 1952

Iran: 0 kampe / 0 mål

Bargh Shiraz: (1969-1992)

Placering: Midtbane

Gholam Hossein Peyrovani er et stort navn i den iranske klub Bargh Shiraz, hvor han tilbragte hele sin aktive karriere. I 1967 startede han i klubben som ungdomsspiller og to år senere blev han indlemmet i førsteholdstruppen, en trup, han først forlod igen i 1992, da hans karriere var slut.

Han fik aldrig debut for det iranske A-landshold, på trods af utallige udtagelser. Til gengæld fik han spilletid på U/19-holdet og vandt i både ’73 og ’74 AFC Ungdomsmesterskabet.

I dag er han at finde på tiende år som træner i en anden Shiraz-klub, Fajr Sepasi, efter to forsøg på at slå igennem som træner i Bargh Shiraz (1995 og 1998). Derudover er han i 2009 blevet ansat til at styre Irans U/23-landshold til de olympiske lege i London i 2012.

6. Bob Crompton

26. september 1876

England: 41 kampe / 0 mål (1902-1914)

Blackburn Rovers: 530 kampe / 14 mål (1896-1920)

Placering: Back

Bob Crompton startede sin karriere i Blackburn Rovers tilbage i 1896, da fodbold stadig var en relativ ny sport i verden. Han spillede hele 530 gange for klubben og var anfører i de fleste af disse år. I 1902 blev det også til debut på det engelske landshold, hvor han allerede året efter blev udnævnt til anfører, en post, han bestred frem til han stoppede på landsholdet i 1914, 41 kampe senere.

Hans 41 landskampe kom i en periode, hvor der var i gennemsnit tre officielle landskampe pr. år. Sammenlignes det med nu, ville det svare til omkring 120 landskampe. Derfor blev han også kaldt verdens bedste fodboldspiller for sin tid. Hans sidste kamp for Blackburn Rovers blev spillet i 1920.

Han forblev i klubben efter han stoppede sin aktive karriere, hvor han blandt andet var direktør. I 1926 blev han udpeget som manager for klubben og førte i 1928 Blackburn til sejr i FA Cuppen. I 1931 stoppede han dog som manager, men endte med at tage over igen i 1938, da klubben var rykket en række ned.

Han førte dem op igen i første sæson og forblev i chefstolen indtil d. 15. marts 1941, da han fik hjertestop efter at have set Blackburn vinde hjemme over Burnley. Dette endte en næsten halvtreds år lang karriere i Rovers. Han døde samme aften, 61 år gammel. Bob Crompton er stadig den ældste spiller, der har været på banen for Blackburn Rovers.

5. Max Morlock

11. maj 1925

Vesttyskland: 26 kampe / 21 mål (1950-1958)

FC Nürnberg: 472 kampe / 294 mål (1940-1964)

Placering: Angriber

Maximillian Morlock var en af de mest populære vesttyske fodboldspillere i 1950’erne og 60’erne. Han startede sin professionelle karriere i 1. FC Nürnberg, som havde opdaget ham i en ungdomskamp mod Eintracht Nürnberg. Som bare 16-årig fik han sin debut mod Wacker München, da det under og efter krigstiden var svært for hans træner bare at finde elleve spillere, at stille op med.

I 1942/43 scorede klubben 125 mål, hvor Morlock stod for de 54 af slagsen. I alt spillede Morlock omkring 900 kampe for klubben og scorede omkring 700 mål.

Og selvom han fik lukrative tilbud fra andre klubber, forblev han trofast over for klubben i hele karrieren, en karriere, der bød på tyske mesterskaber i 1948 og igen i 1961, sidstnævnte var samme år, han blev kåret som årets tyske fodboldspiller. Hans sidste sæson for klubben var 1963/1964-sæsonen, som var den første sæson med Bundesligaen. Her blev det til 21 optrædener og otte mål til følge.

På landsholdet fejrede han også triumfer. Han fik debut i 1950 og i løbet af de næste otte år skulle han få 26 landskampe og score hele 21 mål. Blandt disse var målet til 2-1 i VM-finalen mod Ungarn i 1954, som sikrede vesttyskerne deres første verdensmesterskab.

Han døde d. 10. september 1994, 69 år gammel.



Kommentér



Top-menu
Menu