Наши партнеры

Menu



Vinterens transfervindue 07/08

Vinterens transfervindue gør det muligt for klubberne, at forstærke holdet godt og vel halvvejs i sæsonen. Trænerne har nu fået et overblik over, hvad deres mandskab kan nå i indeværende sæson, hvilke spillere de skal satse på, samt hvilke spillere, der ikke har leveret varen. Spekulationer og rygter bliver straks sat i gang, når vi når 1. januar, og året 2008 har ikke været nogen undtagelse. Der er blevet handlet for store summer, specielt i England, hvor der blev sat transferrekord.

Det er ikke til at komme uden om. Spillerhandler er og bliver en stor del af dagens fodbold. I den periode transfervinduet strækker sig over, bliver der handlet på livet løs. Kapløbet bliver ofte meget tæt, hvor ikke meget skiller konkurrenterne fra hinanden. Det er dog ikke alle klubber, der er lige ivrige. Når der åbnes for vinterens transfervindue vil klubberne være klar over, hvad det er realistisk at gå efter i indeværende sæson. Nye mål vil måske blive sat, fordi dem der blev sat inden sæsonen, ikke længere er realistiske. Konkurrencen bliver skærpet i tak med, at sæsonen skrider frem. Mange midterklubber sætter sig til mål, at slutte på en af de eftertragtede pladser i ligaens top, der giver europæisk fodbold til følge i næste sæson. Det samme billede gør sig gældende i bunden af ligaerne, hvor ingen ønsker, at slutte under nedrykningsstregen. Derfor ser man ofte, at det netop er disse klubber, der opruster mest i vinterens transfervindue. Topklubberne har som regel skabt den trup, som de vil have, om sommeren, hvorfor vinterens transfervindue hovedsageligt bliver brugt til at hente talenter, der ikke direkte kan gå ind og styrke førsteholdet, samt erstatninger til eventuelle skadede spillere.

Vi starter med at vende blikket mod de engelske transfers, hvor der blev brugt rekord mange penge på spillerhandler. I alt blev der handlet for 1,32 milliarder kroner i den bedste række, Premier League. Den gamle transferrekord for januar måned lød på 750 millioner kroner i 2006, men i år blev der altså handlet for næsten dobbelt så meget. Bemærkelsesværdigt er det, at storklubberne Arsenal og Manchester United, der i øjeblikket besidder ligaens 1. og 2. plads, holdt sig fra fadet i denne omgang. Dette er selvfølgelig en klar udmelding om, at de to klubber mener, at de har en trup de er tilfredse med og stoler på. Ikke overraskende var det Chelsea, der stod bag den største handel. Franske Nicolas Anelka røg fra Bolton til London for omkring 150 millioner kroner. Nedrykningstruede Fulham var et af de meget aktive hold i dette transfervindue. Brede Hangeland, Leon Andreasen, Eddie Johnson og Jari Litmanen er nogle af de spillere, der er kommet til, og som skal forsøge at redde klubbens liv i Premier League. Middlesbrough var medvirkende til, at denne vinter slog alle rekorder. Lidt overraskende hentede de målmaskinen fra Heerenveen, Afonso Alves, for cirka 120 millioner kroner.

Hjemme i Danmark holdt klubberne heller ikke ferie. Der blev handlet på kryds og på tværs mellem klubberne indbyrdes, nogle spillere kom til udlandet og nogle vendte hjem til Danmark. Derudover kom der også udenlandsk blod til den danske SAS Liga i dette transfervindue.

Brøndby er et hold i krise, og derfor havde mange af klubbens fans nok forventet forstærkninger til truppen, der dog også skulle skæres ned, da den var meget bred. Eneste indkøb blev dog Max von Schlebrügge fra Anderlecht, der skal rejse det Brøndby-forsvar, der har været så ustabilt i efteråret. Brøndbys evige konkurrenter, FC København, har også været aktive i vinterens transfervindue. Først måtte hovedstadsklubben dog sige farvel til den stærke midterforsvarer, Brede Hangeland, men som erstatning hentede klubben Ulrik Laursen i OB. Derudover tiltrådte angriberen Jose Junior samt tjekkiske Zdenech Pospech i klubben. AaB mistede målfarlige Rade Prica, men hentede Lars Nilsson ind som erstatning i bestræbelserne på at holde sig foran FCK i SAS Ligaen. Et andet skifte, der vakte lidt opmærksomhed, var Mads Jørgensens tilbagevenden til barndomsklubben AGF fra Brøndby.

I den spanske Primera Division er Real Madrid det ubestridte tophold. Hvad angår handler i dette transfervindue ligger holdet dog helt i bund, da de valgte at holde sig helt fra fadet. Det samme gjorde sig stort set gældende for deres værste konkurrenter i toppen af ligaen, FC Barcelona. Selvom de to storklubber ikke gjorde meget væsen af sig i dette travle transfervindue betød det ikke, at der ikke blev handlet. Et skuffende Valencia-hold blev forstærket i form af stortalentet Ever Banega fra Boca Juniors og Heswiges Maduro fra hollandske Ajax. Banega var samtidig den dyreste spiller, der blev hentet til Spanien i denne omgang. De to spillere skal være med til, at bringe Valencia tilbage til den allerbedste del af ligaen.

Juventus var det hold i Serie A, der gjorde det dyreste indkøb i dette transfervindue. Mohamed Laine Sissoko skiftede for omkring 80 millioner kroner fra en reservetjans i Liverpool. Oprykkerne fra Napoli var også med til at præge dette transfervindue. Således hentede de fire spillere i denne omgang, og tre af disse er i top-10 over de dyreste køb denne vinter i Italien. Daniele Mannini, Fabiano Santacroce og Michele Pazienza er navnene på disse spillere. Hverken Milan, Roma eller Inter gjorde det store mærke af sig, mens det lykkedes Lazio, der har skuffet stort i denne sæson, at leje angriberen, Rolando Bianchi, i Premier League-klubben, Manchester City. Han skal forsøge at skyde Lazio tilbage til den gode ende af tabellen, hvor vi er mere vant til at se dem.

Drejer vi blikket hen på Tyskland og Bundesligaen er Bayern München ikke til at komme udenom. De rustede stærkt op i truppen i sommerens transfervindue, og igen i dette var det Bayern, der stod bag købet af den dyreste spiller. Det var Breno fra brasilianske Sao Paulo, der i fremtiden vil tørne ud i den rød/hvide dragt. Han var samtidig med, at han var den dyreste spiller, også den eneste spiller Bayern hentede i denne omgang. Danskerklubberne, Schalke 04 og Werder Bremen, der er Bayerns normale udfordrere i kampen om mesterskabet, var også aktive. Således kom tre nye spillere til Gelsenkirchen, mens Werder Bremen hentede en enkelt spiller: Metsut Özil, netop fra Schalke.

Generelt var aktiviteten i transfervinduet stor. Flere klubber så behov for at ruste ekstra op i truppen, mens flere klubber sandsynligvis var tilfredse med deres trup, og dermed ikke så behov for at hente nye spillere ind i denne omgang. Det er for det meste de klubber, der har klaret det godt, der holder sig tilbage, da nye spillere kan være med til at ødelægge den stabilitet den oprindelige trup har opbygget i første halvdel af sæsonen.

Hos Tysklands naboer Frankrig, har klubberne heller ikke spildt tiden. Det er efterhånden blevet klart for alle, hvilket hold, der er det bedste i Le Championnat. Lyon har vundet det franske mesterskab de seneste mange sæsoner, og styrer på vej mod et nyt mesterskab. Derfor er det også hos Lyon man forventer, at se de største indkøb. Denne vinter har klubben hentet César Fabián Delgádo og Jean-Alain Boumsong samt Marc Crosas fra Barcelona på en lejeaftale. Holdet har aldrig rigtigt fået den helt store succes i europæisk fodbold, hvilket betyder, at de ofte må sige farvel til deres helt store profiler, der søger andetsteds for at komme til at spille hos de allerbedste klubber i Europa. I dette transfervindue har de sagt farvel til Milan Baros, der dog vender tilbage til klubben efter han har været udlejet til Portsmouth i Premier League. Med Lyons suverænitet er de andre hold nødt til at forstærke sig meget, hvis de overhovedet skal have en chance. Om ikke andet, er der stadig vigtige placeringer at kæmpe om. Den største udfordrer indtil videre i denne sæson har vist sig at være Bordeaux, men de forholdte sig meget stille i denne omgang.

Vi på TotalBold.dk vil herunder give vores bud på en top-5 over de største og vigtigste transfers i hver af de seks store ligaer i dette transfervindue.

Danmark:

1. Max von Schlebrügge, fra Anderlecht til Brøndby IF

Brøndby har manglet stabilitet i deres forsvar, som har været et af klubbens svageste punkter i deres nuværende krise. Derfor stod der en forsvarsspiller øverst på ønskelisten, da transfervinduet åbnede. Max von Schlebrügge, som klubben tidligere har været ude efter, er blevet hentet i Anderlecht, og han ligner en kommende vigtig brik for Brøndby i deres forsøg på at komme tilbage i toppen af dansk fodbold. Schlebrügge er en forsvarsspiller med erfaring. Han har optrådt på det svenske landshold. Han har allerede i starten af sin tid som Brøndby-spiller vist den vilje, der har manglet hos mange af Brøndbys spillere. Han er Brøndbys eneste indkøb denne vinter, og han har meget at skulle leve op til.

2. Ulrik Laursen, fra OB til F.C. København

Efter tabet af Brede Hangeland søgte F.C. København efter en erstatning. Det endte med at blive OB’s Ulrik Laursen, der skiftede på transfervinduets sidste dag. Ulrik Laursen var anfører for OB og altså en meget vigtig spiller, hvorfor det heller ikke var med god vilje, fynboerne lod ham skifte. Laursen søgte nye udfordringer, og det får han med skiftet til de danske mestre. Han er købt som direkte afløser for Hangeland, og i FCK-lejren er man sikker på, at han er klar til dette. Ulrik Laursen har erfaringen til at gå ind og overtage den vigtige plads. Han har spillet et hav af kampe for OB, og har også optrådt for det danske landshold.

3. Esben Hansen, fra Kaiseslautern til OB

Esben Hansens udlandseventyr er ikke gået helt som han nok havde ønsket. Han kom i klemme i den tyske klub Kaiserslautern, hvor han fik at vide, at han ikke havde udsigt til spilletid. FIFAs regler om, at en spiller højest må repræsentere to klubber på en sæson gjorde, at OB reelt var den eneste klub, som den centrale midtbanespiller kunne skifte til, hvis han ville have spilletid i foråret. OB var meget interesserede i, at hente Esben Hansen tilbage, og det var netop i Odense han endte. Her skal han være med til at sikre OB’s midtbane stabilitet. Han er garant for en stor arbejdsindsats hver kamp, og kan få en vigtig rolle i OB’s forsøg på at få en topplacering i denne års SAS Liga.

4. Mads Jørgensen, fra Brøndby IF til AGF

AGF er lige over nedrykningsstregen i SAS Ligaen, og sikrede sig en vigtig spiller i kampen om at sikre sig overlevelse. Mads Jørgensen er således vendt hjem til barndomsklubben, og har dermed forladt Brøndby. Midtbanespilleren har været hårdt ramt af skader i sin tid på Vestegnen, og har derfor fået begrænset med spilletid. Det er derfor lidt uvist, hvor han står lige nu. Dog skulle han være fit for fight i sin nye klub, hvor han kan se frem til en vigtigere rolle, end den han havde i Brøndby. Han er nu blandt de rutinerede kræfter, der skal gå ind og tage ansvar, når sæsonen starter igen. Der er ingen tvivl om, at det er en rigtig god handel AGF har gjort sig i købet af Mads Jørgensen, der skal løfte AGF-spillet og være med til at sikre dem overlevelse.

5. Ken Fagerberg, fra Örgryte til FC Midtjylland

Ken Fagerberg er blot 19 år, men alligevel vurderes han som et rigtig godt køb. Midtjylland har angiveligt også spenderet en del penge, for at sikre sig angriberens underskrift. Den unge angriber nåede blot at spille en enkelt sæson i Örgryte, men i den tid nåede han til gengæld at score 12 mål i 20 kampe. Han skal nu overføre sin skarphed foran mål til den danske SAS Liga, hvor FC Midtjylland i kampen om at nå en topplacering har brug for en målscorer. På trods af sin unge alder har han allerede vist, at han er god for mål, og kan han finde de samme takter frem i Danmark og SAS Ligaen, kan han vise sig, at få en vigtig rolle i den midtjyske klub.

England:

1. Afonso Alves, fra SC Heerenveen til Middlesbrough FC

Den ellers lidt anonyme midterklub, Middlesbrough FC, har sandsynligvis gjort et regulært scoop ved købet af angriberen, Afonso Alves. Kampen for at få ham i hus var lang og sej, da Alves tidligere egentlig havde færdiggjort et skifte til AZ Alkmaar. Men det fortrød han, og nu har Middlesbrough endelig fået det, som mange hold savner: en rigtig målsluger. Klubben fra Teesside har i de senere år haft flere udemærkede angribere, men ingen af dem har været manden, som konsekvent har kunnet score over 15 mål på en sæson. Men Alves statistik taler for, at han kan. Efter nogle succesfulde år i Sverige slog Alves for alvor sit navn fast i hollandsk fodbold med fantastiske 45 mål i 39 kampe for Herenveen. Alves er, bortset fra hans målnæse, ikke en angriber med én speciel spidskompetence som f.eks. hurtighed eller fysisk styrke. Men han er alligevel stærk i alle de ting, som kræves af en rigtig topscorer. Kan meget vel blive et kæmpehit i Premier League og Middlesbroughs nye målkonge.

2. Robbie Savage, fra Blackburn Rovers til Derby County

Kampen for overlevelse i Premier League er gået ind for bundholdene og i særdeleshed for Derby, som i skrivende stund er den absolutte bundprop i Premier League med fare for at blive det dårligste hold nogensinde i Englands bedste række. Holdet har brug for noget energi og fight, hvis det skal blive til endnu en sæson i Premier League, og til det kunne den langhårede midtbaneterrier, Robbie Savage, næsten ikke være bedre til formålet. Savage har gennem en udmærket karriere i Crewe, Leicester, Birmingham og senest Blackburn slået sig selv fast som en af Storbritanniens hårde hunde. Men han er også en fair og dygtig midtbanemand, som kan give ethvert hold noget savnet gejst. Elsket af sin egen klubs supportere og hadet af modstanderne. Savage er garant for at give Derby det ekstra bid, som holdet desperat har savnet i den første halvdel af sæsonen.

3. Brede Hangeland, fra FC København til Fulham FC

Så blev Brede Hangeland endelig solgt efter at et utal af engelske klubber skulle have været ude efter ham. Og de har været efter ham med rette, for den høje nordmand kan give et stort løft til et vaklende Fulham-forsvar, som er blandt de mest målindkasserende i Premier League. Selvom modstanderne ikke er lige så nemme at overkomme som i den halvsvage Superliga, burde Hangelands højde, styrke og springkraft give ham en god chance mod selv de mest hårdkogte hovedstødsspecialister i Premier League. Der er heller ikke noget i vejen med den lange nordmands placeringsevne, når angriberne prøver at løbe i hullerne bag ham. Kan blive den forstærkning, som holder modstanderne fra at score de nemme mål mod Fulham. Nemme mål, som i sidste ende kan afgøre om Fulham skal ned i The Championship eller blive i Premier League.

4. Jonathan Woodgate, fra Middlesbrough FC til Tottenham Hotspur

Tottenhams har virkelig manglet centerforsvarere. Flere gange i dette efterår har ”Spurs” måtte stille op med nødløsninger bagi, når King eller Dawson har været ude med skader eller karantæner. Men med købet af Jonathan Woodgate har man fået endnu en spiller til bagerste geled, og oven i købet én af de bedre. Siden Woodgate som ungdomsspiller kom til Leeds fra Middlesbrough, har han konsekvent været blandt de bedre engelske forsvarsspillere, og siden har han vist klassen i klubber som Newcastle, Real Madrid, Middlesbrough. Men skader og atter skader har ødelagt en stor del af hans karriere. Da Real Madrid fik afskippet Woodgate til Middlesbrough i august 2006, viste han igen i hjemlandet, at han er blandt de bedste, når han endelig er klar. Senest er han, sammen med skiftet til Tottenham, blevet belønnet med en plads i Fabio Capellos første bruttotrup som engelsk landstræner. Forudseende og hurtig, Woodgate er en klassespiller, når han ikke er i gang med at pleje en skade.

5. Marlon King, fra Watford FC til Wigan Athletic

Et køb der minder meget om Middlesbroughs indkøb af Alves, men det gør ikke handlen mindre klog af den grund. Wigan har manglet manden, som kan sende holdet længere op i tabellen via en jævn målleverance, og det skulle Marlon King nok være i stand til. Han var ellers tæt på at skifte til Fulham, men efter et mindre godt lægetjek ville Fulham have rabat på ham. Wigan så sit snit og snuppede den store og stærke angriber, som i 2005-2006 blev topscorer i Englands næstbedste række med 21 mål, hvor han var med til at sikre Watford oprykning til Premier League. Han startede også godt sæsonen efter i Premier League med to hurtige mål, men så blev han skadet og var ude resten af 2006-2007. Men i dette efterår har målformen været tilbage med 11 mål inden skiftet til Wigan. Rent spillemæssigt minder han også om førnævnte Alves. En angriber uden egentlige specialiteter men med forcer på alle de vigtige områder og så selvfølgelig målnæsen, som gerne skulle komme Wigan til gode.

Frankrig:

1. Jean Alain-Boumsong, fra Juventus til Olympique Lyonnais

Boumsong blev regnet for en af de allerstørste talenter i fransk fodbold, da han i sin tid repræsenterede Auxerre, men franskmanden har aldrig rigtig formået at slå igennem og bevise sit værd som en af Europas stærkeste. Godt nok var Boumsong en af profilerne på det Juventus-hold, der fløj gennem Serie B, men efter tilbagekomsten til Serie A har det været småt med spilletid. Boumsong er en fysisk stærk og kompromisløs forsvarsspiller, som altid giver sig 100 procent, når han er på banen. Skiftet til den franske mesterklub skal være med til at bevise den franske landstræner, at Boumsong er berettiget til at være med på det franske landshold, der til sommer drager til EM i Schweiz og Østrig.

2. Cesar Delgado, fra CD Cruz Azul til Olympique Lyonnais

Lyon har i længere tid haft en rigtig angriber stående øverst på deres ønskeliste, og valget er faldet på den argentinske landsholdsspiller Cesar Delgado, som er hentet i mexicanske Cruz Azul, hvor han igennem fire sæsoner har nettet 57 gange. Delgado var en del af det Argentina-landshold, som kvalificerede sig til VM i 2006, men grundet en skade blev han ikke udtaget til selve slutrunden. Det er hans første ophold i Europa og han skal her, sammen med supertalentet Karim Benzema, forsøge at danne det skræmmende makkerpar, som kan skyde Lyon til tops i de forskellige turneringer.

3. Pierre Alain-Frau, fra Paris St. Germain til OSC Lille

Lille har i Frau gjort et rigtigt godt køb og han er en klar forstærkelse af Lille-mandskabet. Den lille vævre franskmand er kommet til fra hovedstadsklubben PSG, hvor han kun nåede at optræde en enkelt sæson. Frau kan spille oppe i angrebet, men han fungerer mest optimalt som offensivfløj, hvor han kan ligge og udfordre med sin hurtighed og snævre driblinger. Frau har i mange år ligget i periferien af det franske landshold, men debuten lader stadig vente på sig, og det virker usandsynligt, at han kommer til at få chancen, da han i dag har rundet de 27 år.

4. Éverton Leandro dos Santos Pinto, fra Corinthians Sao Paulo til Paris St. Germain

PSG er et tidligere storhold i krise og frit fald og det har den været de seneste par sæsoner. Holdet er ikke i stand til at følge med de øvrige hold i toppen af fransk fodbold og klubbens manglende resultater afspejler sig også på klubbens indkøb. Èverton Santos er én af de tre spillere, der er hentet i dette transfervindue, en ung brasilianer, som skal forsøge at styrke de forreste geledder hos PSG. Santos er en driblestærk tekniker, som i stil minder om Real Madrids Robinho.

5. Felix Katongo, fra CD Primeiro til FC Stade Rennes

Chris Katongo har indtil videre været ene mand om at repræsentere Katongo-familien i europæisk fodbold, men nu gør hans lillebror, Felix, ham følgeskab. Felix, som i dette års udgave af African Nations Cup sammen med brormand, har imponeret for Zambias landshold, har bundet sig til Rennes frem til sommeren 2010. Katongo betegnes som en eksplosiv spiller med en god fysik og stærk teknik, som kan besætte alle pladser på midtbanen. Der er i den franske klub store forventninger til den zambianske spiller og de glæder sig til at se ham i aktion.

Italien:

1. Mohamed Sissoko, fra Liverpool FC til Juventus Turin

Med sit skifte til Juventus bliver Sissoko gendannet med sin træner fra tiden i Valencia, Claudio Ranieri, hvilket har haft en stor indflydelse på hans ønske om at komme til Italien. Allerede i sommer var Sissoko tæt på at skifte Liverpool-trøjen ud med Juventus’, men det endte i stedet med at han forlængede kontrakten med holdet fra Beatles-byen. Sissoko har længe været utilfreds med den manglende spilletid hos Liverpool og har gennem hele sæsonen appelleret til Juventus om hente ham til Støvlelandet og nu er drømmen gået i opfyldelse.

2. Cristiano Lucarelli, fra Shaktar Donetsk til FC Parma

Parma har i dette transfervindue gjort noget af et scoop, da de kunne præsentere indkøbet af Cristiano Lucarelli, som dermed kun nåede en halv sæson i den ukrainske kulde. Selvom Lucarelli aldrig har repræsenteret nogle af de store klubber i Italien, så har han altid scoret mål på samlebånd, og det er i alt blevet til over 100 kasser i Serie A. Den fysiskstærke og store angriber er fyldt 32 år og returen til det italienske skal bane vej til en udtagelse til EM her til sommer. Målfarligheden er han stadig i besiddelse af, allerede i sin første kamp kunne han lade sig fejre som målscorer.

3. Franco Brienza, fra US Palermo til Reggina

Reggina er med i den pulje af hold, der kæmper om at undgå nedrykning til Serie B og i bestræbelserne på at overleve har de hentet den tidligere landsholdsspiller Franco Brienza. Offensivspilleren har spillet for Palermo lige fra tiden, hvor de lå i Serie C/1, til Serie A og har i mange år været en af nøglespillerne på Palermos mandskab. Brienza har i denne sæson haft svært ved at bide sig fast i startformationen og han har altså valgt at forsætte karrieren hos bundproppen Reggina. Den driblestærke Brienza kan husere på begge kanter, eller inde centralt på den offensive midtbane og han kommer til at spille en vigtig rolle i Regginas kamp for overlevelse.

4. Ousmane Dabo, fra Manchester City til Lazio

Efter to år i England uden stort set at få spilletid, har Dabo fået nok og fortsætter karrieren i hovedstaden Rom hos Lazio. Det var netop Lazio Dabo forlod for at prøve kræfter med Premier League, men succesen udeblev og han har nu fået chancen for at komme tilbage til Lazio, som han skal hjælpe med at klatre op i tabellen. Franskmanden som huserer på den defensive midtbane, kommer til klubben med en stor portion erfaring og et kæmpe fighterhjerte. Tidligere i karrieren var Dabo inde omkring det franske landshold, men han har aldrig været en nøglefigur hos Les Bleus, idet det kun er blevet til tre kampe.

5. Anthony Vanden Borre, fra Fiorentina AC til FC Genoa 1893

Oprykkerne fra Genoa, som i øjeblikket imponerer i Serie A, har formået at hente et af Belgiens største talenter til klubben. Det drejer sig om den belgiske landsholdsspiller Anthony Vanden Borre, som er hentet i Firenze. Borre er et produkt af Anderlechts fantastiske fodboldskole og inden han forlod klubben havde han tiltrukket opmærksomhed fra flere af de større klubber i Europa. Succes og spilletid har dog været yderst begrænset i Fiorentina og efter blot to kampe på en halv sæson stoppede samarbejdet allerede nu. Hans unge alder taget i betragtning, så er han allerede en af profilerne på Belgiens landshold og han har indtil videre spillet 17 landskampe, det med et mål til følge.

Spanien:

1. Ever Banega, fra Boca Juniors til Valencia

Det spanske vintertransfervindues dyreste indkøb. Det siger måske ikke så meget, i et næsten dødt spansk transfervindue, men når prisen ligger på omkring 135 millioner kroner, burde det uden tvivl være en spiller med kvalitet.

Den 19-årige Ever Banega, har efter blot et enkelt år på 1. holdet i argentinske Boca Juniors, sikret sig interesse fra mange klubber i Europa. Årsagen er Banegas utrolige evner til at lirke et forsvar op, med sine giftige afleveringer, gode dribleevner og fantastiske teknik.

Valencia vandt kapløbet, og fik skrevet under med argentineren, hvis skuldrer, der allerede ligger et tungt pres på. Træner Ronald Koeman, har nemlig allerede både smidt den spanske landsholdsspiller, David Albelda, og det portugisiske talent, Manuel Fernandes ud af truppen, og med Ruben Barajas skade, ligger der yderligere ansvar på Banega. Spørgsmålet er, om unge Banega kan løfte Valencia fra sin værste krise i mange år, og vil midtbanespilleren kunne tilpasse sig den spanske liga omgående? Der ligger et stort pres på den unge midtbanespiller.

2. Lionel Scaloni, fra Lazio til Mallorca

Lionel Scaloni er uden tvivl mest kendt for sine mange år, og legendestatus i Deportivo La Coruña, hvor han altid leverede en solid indsats, uanset om positionen hed højrefløj, højreback, eller defensivmidtbane.

Argentineren blev på den sidste dag af vintertransfermarkedet i år 2006, lånt ud til West Ham, og det kom som et chok blandt klubbens fans. Men tendensen var nedadgående for Scaloni, for til trods som en udnævnelse af kaptajn rolle i sæsonen, nåede han kun op på otte optrædener som starter, og da det ellers positive forhold mellem ham og præsidenten blev ødelagt, grundet utilfredshed med spilletiden fra Scalonis side, samt trænerens utilfredshed, med en negativ indflydelse på holdet, betød det, at argentineren måtte finde en ny destination.

I West Ham fik Scaloni til opgave at afløse Tomas Repka, og det klarede han på flotteste vis. Så flot, at en billet til VM 2006 blev udløst. Dette kunne dog ikke hindre fjendtligheden mellem Scaloni og Deportivo, og atter måtte argentineren finde en ny destination. Racing Santander fik Scaloni på en fri transfer, og efter en udmærket sæson for den Cantabriske klub, meldte Lazio sig på banen. Til trods for en fin halvsæson i klubben, tiltrak de mange argentinere hos Mallorca ham, og Scaloni vil i den kommende sæson være med til at levere stabilitet og erfaring på holdet, og hjælpe klubben med at nå en europæisk plads.

3. Christian Wilhelmsson, fra Nantes til Deportivo La Coruña (Lån)

En meget slatten Deportivo-offensiv har fået en glimrende forstærkning. Alt imens mexicanske Andres Guardado har plaget modstandernes forsvar, har resten af den offensive midtbane, især i højre side, været alt andet end farlig. Både den meget svingende Cristian, langsomme Verdú, ellers solide Juan Rodriguez, nu udlånte Pablo Alvarez, og Zaragoza-lånet Angel Lafita er blevet prøvet på positionen, men uden held. Nu har holdet så forstærket sig med den driblestærke svensker, og han vil bringe noget tiltrængt farlighed på højrekanten.

Chippen, som han bliver kaldt, er i denne sæson blevet lånt ud til Bolton fra franske Nantes, men den 28-årige svensker formåede aldrig at imponere i klubben. I stedet meldte galiciske Deportivo La Coruña sig altså på banen, og de betalte 3,5 millioner danske kroner til Bolton, for at tillade lånet.

4. Veljko Paunović, fra Rubin til Almeria

Nyoprykkede Almeria er højtflyvende i denne sæson. Mål fra Alvaro Negredo og en solid defensiv, har hidtil båret holdet langt, men i Paunović, får man en rutineret offensivherre, der så sandelig har prøvet det før på dette niveau.

Serberen har repræsenteret ikke færre end seks spanske klubber, med opholdene i Mallorca og Getafe værende de mest succesfulde. Senest har han været et smut hos det russiske hold, Rubin, men efter blot et par måneder der, er den 30-årige serber vendt tilbage til spansk fodbold.

Hos Almeria vil Paunović supplere Felipe Melo og Negredo glimrende, og uden tvivl medbringe nyttig erfaring til klubben.

5. Ewerthon, fra Zaragoza til Espanyol (Lån)

Med topscorer Raul Tamudos brækkede arm, blot en uge før transfervinduet lukkede, måtte Espanyol kigge efter en erstatning. Trods rygter om den græske Manchester City-spiller, Georgios Samaras, faldt valget på Zaragozas Ewerthon. Ewerthon har både hos Dortmund og Zaragoza vist, at han kan score mål, og med et lån af spilleren, vil han være en god og billig erstatning for Tamudo. Ewerthon blev i denne sæson vraget i Zaragoza, efter købet af Ricardo Oliveira. I stedet tog han til Stuttgart i Tyskland, hvor han ikke har haft særlig stor succes. Nu prøver han lykken i Espanyol, hvor ansvaret for målene, i de næste to måneder, vil ligge på ham og Luis Garcia.

5. Marco Ruben, fra Villarreal til Recreativo Huelva (Lån)

Den 21-årige argentinske angriber, Marco Ruben, vil uden tvivl være en tiltrængt hjælp for Huelva, i kampen for at blive oppe i Primera Division. For mens hverken rutinerede Javi Guerrero, den tidligere Liverpool-angriber, Sinama Pongolle, eller Segunda-spilleren Camunas, for alvor har formået at score mål, vil den tidligere River Plate-spiller blive en god forstærkning i angrebet.

Hos sin første klub, Rosario Central, blev Marco Ruben topscorer i klubben, med syv mål i 17 kampe, og allerede på daværende tidspunkt, var flere europæiske klubber ude efter ham. River Plate vandt dog kampen om den unge argentiners underskrift, og blev straks sat ind til at afløse Gonzalo Higuain, der var taget til Real Madrid.

I dette transfervindue, blev Marco Ruben efter en del rygter, solgt til Villarreal og uden udsigt til at spille, på grund af konkurrenter som Nihat, Rossi og Tomasson, valgte ”Den Gule Ubåd” at leje ham ud til Recreativo Huelva. Marco Ruben er en meget hurtig, og forholdsvis skudsikker spiller, der formentlig vil passe bedst ved siden af en mere rutineret og stærk angriber.

Tyskland:

1. Zé Roberto, fra Botafogo Rio de Janeiro til Schalke 04

Nu er Bayern München ikke længere det eneste tyske hold, der kan prale af at have en brasiliansk kreatør med navnet Zé Roberto løbende, idet Schalke 04 her i vinterens transfervindue har forstærket sig med hans navnebror fra Botafogo. Schalke har forgæves forsøgt at finde en offensiv og spilskabende afløser for Lincoln og nu er det op til Zé Roberto, at udfylde det tomrum, som ingen anden Schalke-spiller har været i stand til at udfylde. Zé Roberto er en lille og hurtig teknisk brasilianer, som befinder sig bedst på den offensive midtbane lige bag de forreste angribere og det er fra den position, at han skal fodre Søren Larsen og co. med målgivende og chanceskabende afleveringer. Roberto ser ud til at blive en gevinst, således scorede han allerede sit første mål i sin første kamp foran sit nye hjemmepublikum.

2. Mesut Özil, fra Schalke 04 til Werder Bremen

Den 19-årige tysker Mesut Özil, som repræsenterer det tyske U-21 landshold er kommet til Werder Bremen fra Schalke 04 under en del polemik. Özil var ellers klar til at forlænge kontrakten med Schalke, men da Arsenal pludselig meldte sig på banen som interesseret, havde Özil ikke travlt med at forlænge, hvilket gjorde ham aldeles upopulær og man valgte at sælge ham til rivalerne fra Bremen. I Özil har Bremen fået en fremtidens mand, som kan gå hen og tage over, hvis Diego en dag bliver solgt. Trods en alder på kun 19 år, har Özil allerede 30 Bundesliga-kampe på sit CV og han har i denne sæson været en fast del af Schalkes hold, inden han blev solgt.

3. Breno, fra FC Sao Paulo til Bayern München

Et af vinterens mere spændende handler, er Bayern Münchens køb af det unge forsvarstalent Breno fra Sao Paulo. Breno har i løbet af denne sæson været rygtet til stort set alle storklubber rundt om i Europa, men det lykkedes endnu engang Bayern at hente en spiller for næsen af alle andre, som de gjorde det med Ribery og Luca Toni. Når der bliver snakket brasilianske talenter er det som oftest de offensive spillere, der er emnet, men i Brenos tilfælde, er der tale om et kæmpe forsvarstalent. Siden 2007 har Breno spillet i omegnen af tyve kampe for det brasilianske mesterhold Sao Paulo, imponerende af en så ung mand som Breno, der næsten lige er fyldt atten år.

4. Shinji Ono, fra Urawa Red Diamonds til VFL Bochum

Bochum har været på indkøb i Østen, nærmere betegnet Japan, hvor de har hentet landsholdsspilleren Shinji Ono i Urawa Red Diamonds. Ono har tidligere stiftet bekendtskab med europæisk fodbold, da han i fem sæsoner fra 2001/06 med stor succes repræsenterede Feyenoord. Ono er en rigtig midtbaneslider, som stort set kan dække alle pladser på den midterste del af banen. I Ono har Bochum ikke bare hentet en af Japans mest populære spillere, men også en spiller, som kan være en afgørende faktor for, om klubben fortsat skal leve i Bundesligaen.

5. Valérien Ismaël, fra Bayern München til Hannover 96

Med klubber som Werder Bremen og Bayern München på CV’et, er der ingen tvivl om, at Hannover 96 i Valérien Ismaël, har købt en kvalitets forsvarsspiller. Ismaël er en stor og stærk franskmand, der kommer med en masse erfaring til Hannover-holdet. Franskmanden har i sin tid i Bayern både stået i skyggen af Lucio og Van Buyten, men han har også været hårdt ramt af skader. I Hannover kan han få karrieren tilbage på sporet, samtidig med, at han kan bidrage med en masse rutine.

Skrevet af Pernille Nielsen, Philip Blüdnikow, Mads Degn og Danny Liu.



Kommentér

2 kommentarer til “Vinterens transfervindue 07/08

  1. xLevent siger:

    . der er ti gange så mange!:(

  2. Alexander Bech siger:

    Du bliver nød til at uddybe den kommentar xLevent???



Top-menu
Menu